At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om anmeldelse af stoffer og materialer

9. Anden anmeldelse/registrering

Der kan gælde særlige anmelderegler for stoffer/materialer, der skal anmeldes efter Miljøstyrelsens regler, fx offshore kemikalier, pesticider, biocider og nye kemiske stoffer.

Råvarer, som indgår i anmeldepligtige produkter, kan også anmeldes.

Bilag 1

Definitioner

Stoffer:

Ved stoffer forstås grundstoffer og deres forbindelser.

Materialer:

Ved et materiale forstås en sammensætning af to eller flere stoffer.

Produkter:

Ved et produkt forstås et stof eller et materiale, som opbevares
i egen emballage, med eget handelsnavn og egen fremstiller/leverandør/importør.

Varer:

Ved varer forstås det samme som ved produkter.

Rammer:

Produkter, som ligner hinanden, kan anmeldes under samme PR-nr. i en rammeanmeldelse.

For at sådanne materialer kan registreres under samme PR-nr. og udgøre en ramme, kræves, at:
  • de tilhører en sammenhørende gruppe, en produktserie, f.eks. forskellige nuancer i en farveserie
  • de har samme anvendelse og funktion
  • de kemisk ligner hinanden, dvs. at de kun adskiller sig
    - ved få alternative komponenter, f.eks. pigmenter, eller/og
    - ved variationer i koncentrationen af de enkelte indholdsstoffer, eller/og
    - ved variation i de fysiske egenskaber
  • de har samme faremærkning
  • de, hvis der er tildelt kodenummer, har samme kodenummer
  • de har samme kemisk-toksikologiske egenskaber.

Specifikke varer:

Enkelte varer i en ramme, fx forskellige nuancer i en farveserie.

Bilag 2

Oplysninger, der skal fremgå af anmeldeskemaet

1. Oplysninger vedrørende anmeldefirma

Navn, adresse, tlf.nr. og CVR-nr. for anmeldefirmaet, dvs. det firma, som ønsker at få tildelt PR-nr.

2. Oplysninger vedrørende producenten

Navn, adresse og tlf.nr. på produktets producent (om muligt).

3. Oplysninger vedrørende leverandøren

Navn, adresse og tlf.nr. på produktets leverandør. Leverandøren kan være producenten, men det kan også være et andet firma.

4. Oplysning om handelsnavn

Det fulde handelsnavn produktet skal markedsføres under, herunder rammenavn. Under dette punkt kan der ligeledes oplyses:
  • Handelsnavne på specifikke varer i en rammeanmeldelse.
  • Andre handelsnavne, som produktet markedsføres under.
  • Oprindeligt handelsnavn og tilhørende PR-nr. ved ændring af handelsnavn.

5. Oplysninger vedrørende anmelderen

Navn på anmeldefirmaets kontaktperson, anmelderens underskrift samt dato.

6. Oplysninger om sammensætning

Oplysninger om produktets sammensætning skal være præcise, entydige og fuldstændige, jf. afsnit 6.1.

For at opnå præcise og entydige sammensætningsoplysninger identificeres stofferne og råvarerne/materialerne således:
  • rene stoffer ved oplysning om deres entydige kemiske navn og CAS-nr. Dette gælder også materialer, der er tildelt et enkelt CAS-nr.
  • polymerer, som ikke har fået tildelt et CAS-nr., ved oplysning om entydigt kemisk navn og CAS-nr. for alle de indgående monomerer i polymeren (polymerens byggesten).
  • råvarer ved oplysning om deres fulde handelsnavn, producent og sammensætning. For råvarer/materialer, som har fået tildelt et PR-nr., kan dette nummer også anvendes til at identificere råvaren/materialet. Oplysningskravene for råvarernes/materialernes sammensætning er de samme som for det anmeldte produkt.
6.1. Stoffer og materialer, for hvilke der kræves entydige oplysninger
  • Stoffer eller materialer, som indgår i produktet med 1% eller derover.
  • Stoffer eller materialer klassificeret som “meget giftig”, “giftig”, “kræftfremkaldende kategori 1 og 2”, “mutagen kategori 1 og 2” og “reproduktionstoksisk kategori 1 og 2”, og som indgår med 0,1% eller derover.
  • Stoffer, som er på “Listen over farlige stoffer” (4), eller som er omfattet af de særlige mærkningsregler i bilag 2 i klassificeringsbekendtgørelsen med en lavere procentgrænse end de ovennævnte, og som indgår med et procentisk indhold lig med denne procentgrænse eller derover. (5)
  • For tilsatte konserveringsmidler gælder der ingen minimumsgrænse.
6.2. Øvrige stoffer og materialer
Øvrige stoffer og materialer må oplyses med almen teknisk betegnelse som fx parfume, fyldstof, farvestof.
6.3. Generelt om udfyldelse af pkt. 6
Produktets sammensætning anføres i skemaet ved for hvert stof eller materiale at udfylde en rubrik med oplysninger om enten:
  • CAS-nr., kemisk navn og indgående vægtprocent eller
  • Råvarens/materialets handelsnavn, eventuelt PR-nr., producent og indgående vægtprocent eller
  • Stoffets eller materialets almene tekniske betegnelse og indgående vægtprocent.
Vægtprocenter for indgående stoffer eller materialer skal oplyses med præcise værdier, dvs. at det ikke er tilstrækkeligt at anføre koncentrationsintervaller.

Undtagelsen er, når disse intervaller kan begrundes i produktionstekniske forhold, f.eks. justering af viskositet eller pH-værdi, hvor procentindhold må oplyses med op til nogle få procents relativ afvigelse. Her skal der vedlægges en begrundelse for brug af intervaller.

Anmeldere, som fra leverandøren ikke kan få adgang til de nødvendige sammensætningsoplysninger, kan lade leverandøren eller producenten indsende oplysningerne direkte til Produktregistret.
6.4. Rammeanmeldelser
Produkter, som ligner hinanden, kan anmeldes under samme PR-nr. i en rammeanmeldelse.

For at sådanne materialer kan registreres under samme PR-nr. og udgøre en ramme, skal disse materialer kunne henføres under definitionen af rammer i bilag 1.
I anmeldeskemaet er der ikke taget højde for rammeanmeldelser. Det gøres nemmest i tabelform, men der kan også indsendes et udfyldt skema for hver enkelt af de specifikke varer, som ønskes optaget under det samme PR-nr.
7. Oplysning om teknisk funktion
Specifikke oplysninger om, hvad produktet anvendes til, fx affedtningsmiddel, grunder, motorolie. Produktets tekniske funktion skal altid beskrives i tekst, men må også gerne tilføjes Produktregistrets kode for funktion (se nærmere under Produktregistret påwww.at.dk).
8. Oplysning om brancher
Specifikke oplysninger om, hvilke brancher produktet tænkes anvendt af, dvs. hvilken faggruppe, der anvender produktet. Fx skal en gulvmaling, som anvendes i fødevareindustrien, men påføres af specialiserede malere, oplyses med branchen malere og ikke fødevareindustri. Anvendes produktet endvidere af private, oplyses dette også.

Såfremt der er mere end én branche, anføres såvidt muligt den procentvise fordeling. Branche(r) for produktet skal altid beskrives i tekst, men må også gerne tilføjes Danmarks Statistiks Erhvervskode, NACE-kode (se nærmere under Produktregistret påwww.at.dk).
9. Oplysning om toldtarif
Oplysning om produktets toldtarif til statistiske formål.
10. Oplysning om fremstillede eller importerede mængder
Danske anmeldere skal oplyse forventet mængde for det kommende hele år, fordelt på eksport, hjemmemarked og eventuelt eget brug. Mængden skal oplyses i vægtenheder (kilo eller ton).
11. Oplysning om dansk importør
Udenlandske anmeldere skal oplyse navne og adresser på samtlige danske importører samt importmængde for hver importør. Mængden skal ligeledes oplyses i vægtenheder (kilo eller ton).
12. Oplysning om faremærkning
Oplysning om produktets faremærkning, inkl. faresymbol(er) (for brand- og eksplosionsfare, sundhedsfare, miljøfare) samt R- og S-sætninger med tilhørende tekst. Hvis produktet ikke er mærkningspligtigt, sættes et kryds i den pågældende boks.
13. Oplysning om fysisk tilstandsform
Oplysning om produktets tilstandsform ved 20°C. Der gives oplysning om, hvorvidt der er tale om væske, fast form, herunder pulvere og pasta, eller
en gas.
14. Oplysning vedrørende fortrolighed
Oplysninger, der ønskes behandlet som fortrolige, med begrundelse herfor.
Der gøres opmærksom på, at alle felter i anmeldeskemaet skal udfyldes, undtagen punktet vedrørende oplysning om dansk importør, hvis anmeldefirmaet er et dansk firma, og punktet vedrørende oplysning om producent, hvis denne ikke er kendt.

Læs også:

(1) Bekendtgørelse om særlige pligter for fremstillere, leverandører og importører mv. af stoffer og materialer efter lov om arbejdsmiljø med ændringer.
(2) Bekendtgørelse om registret for stoffer og materialer.
(3) At-Vejledning C.0.1 om grænseværdier for stoffer og materialer.
(4) Miljøstyrelsens “Listen over farlige stoffer”.
(5) Miljøstyrelsens bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.

Læs også branchearbejdsmiljørådenes vejledninger mv.:

Branchearbejdsmiljørådenes vejledninger kan findes på de enkelte branchearbejdsmiljøråds hjemmesider. Der er link til disse hjemmesider på Arbejdstilsynets hjemmeside www.at.dk