At-vejledning om anmeldelse af stoffer og materialer
8. Ajourføring
En anmelder af et produkt skal orientere Produktregistret om eventuelle efterfølgende væsentlige ændringer. Anmeldere af såvel anmeldepligtige som ikke-anmeldepligtige produkter, der har fået udleveret PR-nr., forpligter sig til at ajourføre de indsendte oplysninger.
Produktregistret skal underrettes i følgende tilfælde:
- Såfremt firmaet ophører med at importere/producere et produkt.
- Ved ændring i forholdet mellem de komponenter, der indgår i produktet, samt enhver erstatning af en komponent i produktet.
- Ved ændring af handelsnavn for det anmeldte produkt.
- Såfremt anmelderfirmaet skifter navn eller adresse.
- Ved ændring i anvendelsesområde for det anmeldte produkt.
- Ved ændring af faremærkning af det anmeldte produkt.
- Ved tilføjelse eller fjernelse af specifikke varer, der angives i et sortiment under en rammeanmeldelse.
- Ved væsentlige ændringer i producerede/importerede mængder af det anmeldte produkt.
- Der er ligeledes pligt til hvert andet år, efter henvendelse fra Produktregistret, at ajourføre mængdeoplysningerne. Dette sker ved senest den 1. april at indsende mængdeoplysninger for forrige kalenderår.
Nogle ændringer i anmeldelsen kan medføre, at produktet skal have et nyt PR-nr. Fx når en ændring i den kemiske sammensætning medfører en ændret mærkning. En ajourføring kan således medføre, at produktets PR-nr. trækkes tilbage, og et nyt tildeles.
Ved henvendelse om ajourføring af produktets oplysninger bedes produktets PR-nr., handelsnavn og sagsnr. oplyst. Afhængigt af ændringernes karakter kan de indsendes på et anmeldeskema, via Internet-anmeldesystemet eller pr. brev.