At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om leverandørbrugsanvisning (sikkerhedsdatablad) og teknisk datablad for stoffer og materialer

4. Førstehjælpsforanstaltninger


Beskriv førstehjælpsforanstaltninger, herunder hvordan der ydes førstehjælp. Angiv, om øjeblikkelig lægehjælp er påkrævet.


Oplysningerne om førstehjælp skal være kortfattede og letforståelige for den skadelidte, de omkringstående og personer, der skal yde førstehjælp. Symptomerne og virkningerne skal angives kort. Af instruktionerne skal det fremgå, hvad der skal gøres på stedet i tilfælde af et uheld, og om der kan forventes forsinkede virkninger efter eksponering.

Oplysningerne om de forskellige eksponeringsveje opdeles i forskellige underpunkter, dvs. indånding, kontakt med hud og øjne samt indtagelse. 

Anfør, hvorvidt lægehjælp er påkrævet eller tilrådes. 

For visse stoffer eller materialer kan det være vigtigt at fremhæve, at der skal være særlige midler til specifik og øjeblikkelig behandling til rådighed på arbejdspladsen. 
 

Det skal angives, hvordan der ydes førstehjælp, hvis stoffet eller materialet er indtaget, indåndet eller er kommet i kontakt med hud eller øjne. Også førstehjælp ved forbrænding skal angives, hvor det er relevant, som fx for brandfarlige materialer.

Såfremt øjeblikkelig lægehjælp er nødvendig ved uheld med stoffet eller materialet, skal dette anføres.

Eksempler:

Hud:

  • Forurenet tøj fjernes straks, og forurenet hud skylles med vand, indtil smerten er ophørt.

Øjne:

  • Skyl straks med vand i mindst 15 minutter. Søg læge.

Indånding:

  • Bring personen i frisk luft. Personen holdes under opsyn. Søg eventuelt læge. Om fornødent gives kunstigt åndedræt. Bevidstløse lejres i aflåst sideleje og holdes varme. Tilkald ambulance.

Indtagelse:

  • Fremkald ikke opkastning. Drik vand og tilkald ambulance. Hvis der sker opkastning, holdes hovedet lavt, så der ikke kommer maveindhold i lungerne.

Forbrænding:

  • Skyl med vand, indtil smerterne er ophørt. Fjern under skylning tøj, som ikke er fastbrændt, fra det forbrændte område. Hvis lægebehandling er nødvendig, fortsættes skylningen, indtil en læge overtager behandlingen.