At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om leverandørbrugsanvisning (sikkerhedsdatablad) og teknisk datablad for stoffer og materialer

4. Brugsanvisning for tekniske hjælpemidler, som under brugen kan udvikle farlige stoffer

Med levering af tekniske hjælpemidler som fx byggekomponenter, akkumulatorer eller batterier, der under brugen eller processen kan udvikle farlige stoffer, skal følge en brugsanvisning, som er nødvendig, for at hjælpemidlet kan anvendes, transporteres og opstilles sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. bekendtgørelsen om indretning af tekniske hjælpemidler.

En sådan brugsanvisning skal efter vurdering af det enkelte tekniske hjælpemiddel indeholde oplysning om, hvilke farlige stoffer der udvikles, sundhedsfarlige egenskaber ved de udviklede farlige stoffer samt oplysning om sikkerhedsforskrifter ved brugen, men der er for denne type hjælpemidler ikke krav om en 16 punkts-leverandørbrugsanvisning (6).

For farlige materialer, der indgår som byggekomponenter, kan oplysningerne om, hvordan byggekomponenten kan anvendes, transporteres og opstilles sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, indarbejdes i leverandørbrugsanvisningen for stoffer og materialer.