At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om leverandørbrugsanvisning (sikkerhedsdatablad) og teknisk datablad for stoffer og materialer

16. Andre oplysninger

 
Angiv liste med relevante R-sætninger. Der skal gengives den fulde ordlyd af de R-sætninger, der eventuelt er angivet under punkt 2 og 3.

Angiv eventuelle andre oplysninger, som anses for at have betydning for brugerens sikkerhed og sundhed og for miljøbeskyttelse, som fx:


a) Råd om oplæring/instruktion.
b) Anbefalede begrænsninger i brugen, fx ikke-lovpligtige anbefalinger fra leverandøren.
c) Yderligere oplysninger (skriftlige referencer og/eller tekniske kontaktorganer).
d) Kilder til de vigtigste data ved udarbejdelsen af brugsanvisningen.


For reviderede brugsanvisninger skal det tydeligt angives, hvilke oplysninger der er tilføjet, slettet eller revideret (medmindre dette er angivet andetsteds). 
 
Det anvendelsesområde, leverandøren har tiltænkt stoffet eller materialet, skal anføres under punkt 1.

Der kan anføres andre oplysninger, som kan have betydning for sikkerhed og sundhed og for miljøbeskyttelse, som fx anbefalinger om brug, begrænsninger, instruktion.

Kilder brugt ved udarbejdelsen af brugsanvisningen kan oplyses.

Den fulde tekst til anvendte R-sætninger i afsnit 2 angives.

For reviderede brugsanvisninger skal det tydeligt angives, hvilke oplysninger der er tilføjet, slettet eller revideret, medmindre dette er angivet andetsteds, fx ved en streg i marginen.

Brugsanvisningen må ikke indeholde udsagn, som kan give indtryk af, at leverandøren ikke kan stå inde for oplysningerne i brugsanvisningen, som fx:
  • “Oplysningerne er givet i god tro og er efter vor bedste overbevisning korrekte og komplette, men uden garanti.”
  • “Oplysningerne er givet under forudsætning af, at produktet anvendes under normale forhold og i overensstemmelse med anvendelsesmåden specificeret på emballagen eller i relevant teknisk litteratur.”
Brugsanvisningen skal være letforståelig og må ikke indeholde noget, som lader brugeren i tvivl om karakteren og rækkevidden af de givne instruktioner.

Leverandøren er ansvarlig for, at oplysningerne i brugsanvisningen opfylder arbejdsmiljølovgivningens regler. Arbejdsgiveren er ansvarlig for, at der ud fra leverandørbrugsanvisningen udarbejdes en arbejdspladsbrugsanvisning, der angiver sikkerhedsforanstaltninger mod farer forbundet med den aktuelle anvendelsesmåde.

Eksempler:


Anvendte R-sætninger:
  • R43: Kan give overfølsomhed ved kontakt med huden
  • R36/37/38: Irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og huden
Andet:
  • Da forbrugerens arbejdsforhold ligger uden for vort kendskab og vor kontrol, gøres opmærksom på, at det altid påhviler forbrugeren at foretage de nødvendige forholdsregler for at efterleve gældende regler.

Læs også Arbejdstilsynets vejledninger om:

(1) Grænseværdier for stoffer og materialer
(2) Arbejdspladsbrugsanvisning for stoffer og materialer
(3) Epoxyharpikser og isocyanater
(4) Undervisningspligtige unges arbejde og ikke undervisningspligtige unges arbejde
(5) Kræftrisikable stoffer og materialer
(6) Leverandørbrugsanvisning for byggekomponenter
(7) Arbejde med asfaltmaterialer

Læs også branchearbejdsmiljørådenes vejledninger mv.:

Branchearbejdsmiljørådenes vejledninger kan findes på www.bar-web.dk