At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om leverandørbrugsanvisning (sikkerhedsdatablad) og teknisk datablad for stoffer og materialer

12. Miljøoplysninger

 
Miljørelevante oplysninger skal ligeledes gives under andre punkter i leverandørbrugsanvisningen, navnlig anvisninger for kontrolleret udledning, foranstaltninger ved utilsigtet udslip samt foranstaltninger ved transport og bortskaffelse under punkt 6, 7, 13, 14 og 15.

Under dette punkt skal anføres oplysninger om stoffets eller materialets mulige virkninger, reaktioner og skæbne i luft, vand og/eller jord. Anfør eventuelle relevante forsøgsdata (fx LC50 fisk 1 mg/l)

De vigtigste karakteristika, som kan forventes at påvirke miljøet som følge af stoffets eller materialets art og forventede anvendelsesmåder, skal beskrives. Tilsvarende oplysninger gives for farlige stoffer, som dannes ved nedbrydning af stofferne eller materialerne. Dette kan bestå af følgende:

12.1. Økotoksicitet

Skal indbefatte foreliggende relevante data om akut og kronisk akvatisk toksicitet i fisk, dafnier, alger og andre vandplanter. Derudover angives eventuelle foreliggende toksicitetsdata for mikroskopiske og makroskopiske organismer i jord samt andre miljørelevante organismer som fugle, bier og planter. Hvis stoffet eller materialet virker hæmmende på mikroorganismers aktivitet, skal den mulige virkning på spildevandsbehandlingsanlæg omtales.

12.2. Mobilitet

Muligheden for, at stoffet eller de pågældende indholdsstoffer i et materiale ved udslip i miljøet kan transporteres til grundvandet eller langt fra udslipsstedet.
De relevante data kan eventuelt bestå af:


a) kendt eller forventet spredning i miljømedierne,
b) overfladespænding,
c) adsorption/desorption.

Vedrørende øvrige fysisk-kemiske egenskaber henvises til punkt 9.

12.3. Persistens og nedbrydelighed

Muligheden for, at stoffet eller de pågældende indholdsstoffer i et materiale nedbrydes i de pågældende miljømedier, enten gennem biologisk nedbrydning eller andre processer som oxidation eller hydrolyse. Halveringstider for nedbrydning skal angives, hvis de foreligger. Potentialet af stoffet eller af de pågældende indholdsstoffer i materialet for nedbrydning i spildevandsbehandlingsanlæg skal ligeledes angives.

12.4. Bioakkumulationspotentiale

Muligheden for, at stoffet eller de pågældende indholdsstoffer i et præparat akkumuleres i flora og fauna, med angivelse af octanol/vand fordelingskoefficient (kow) og biokoncentreringsfaktor (BCF), hvis de foreligger.

12.5. Andre negative virkninger

Eventuelle andre negative miljøvirkninger medtages, fx mulighed for ozonnedbrydning, for fotokemisk ozondannelse og/eller for global opvarmning.

Stoffets eller materialets adfærd, virkning og skæbne i miljøet skal angives. Oplysninger af samme art skal ligeledes gives for farlige stoffer dannet ved nedbrydning af stoffet og materialet.

For stoffet eller materialet skal angives virkning, fordeling og omdannelse i miljøet ud fra indholdsstoffernes egenskaber og materialets sandsynlige anvendelse.
Nedenfor gives eksempler på relevante miljøoplysninger.

Økotoksicitet:

  • korttids- og langtidsvirkninger på:
    organismer, der lever i vand
    jordbundsorganismer
    planter og dyr
  • eventuelle virkninger på spildevandsrensningsanlæg (giftighed over for mikroorganismer mv.).

Mobilitet (bevægelighed, spredning):

  • kendt eller forventet spredning i miljømedierne
  • overfladespænding
  • adsorption/desorption (optagelse/frigivelse af stoffer på overfladen af andre materialer)

Persistens (sværtnedbrydeligt) og nedbrydelighed:

  • biologisisk nedbrydning (nedbrydning foretaget af levende organismer)
  • andre processer som oxidation og hydrolyse
  • eventuelle halveringstider for nedbrydning
  • eventuel nedbrydning af indholdsstoffer i spildevandsrensningsanlæg

Bioakkumuleringspotentiale (evne til ophobning i levende organismer):

  • bioakkumuleringspotentiale i flora og fauna
  • eventuel fordelingskoefficient n-octanol/vand (et mål for ophobning i fedtvæv) (kow)
  • eventuel biokoncentrationsfaktor (BCF)

Andre negative virkninger:

  • ozonlagsnedbrydende potentiale (evne til at nedbryde det stratosfæriske ozonlag)
  • fotokemisk ozondannelsespotentiale (evne til at danne ozon i sollys/UV-lys)
  • globalt opvarmningspotentiale (evne til global opvarmning, drivhuseffekt)
Ved vurderingen af eventuel miljøpåvirkning kan inddrages fysisk størrelse af molekylet, giftighed af beslægtede stoffer, giftighed på baggrund af logkoweller computermodeller.

Miljørelevante oplysninger skal også gives under andre punkter i brugsanvisningen, navnlig anvisning om kontrolleret udledning, foranstaltninger ved udslip, transport og bortskaffelse, i punkterne 3, 6, 7, 8, 13, 14 og 15.

Eksempler:
  • Pyrethroider er meget giftige for insekter, herunder for bier, og meget giftige for vandorganismer.
  • Nonylphenolethoxylater, der bl.a. kan anvendes som vaskeaktive stoffer, nedbrydes til det sværtnedbrydelige nonylphenol, som ophobes i og er meget giftigt for organismer, der lever i vandmiljøet.

Økotoksicitet:

  • Sølvnitrat er meget giftigt for organismer, der lever i vand, og kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet.
  • Kaliumchromat er meget giftigt over for daphnier. EC50(daphnia magna) = 0,05 mg/l.
  • Der er ikke fundet data for stoffet, men grundet sin høje logkowformodes stoffet at være meget giftigt over for vandlevende organismer.
  • Produktet i koncentreret form formodes kun svagt skadeligt over for vandlevende organismer. Effektværdier forg-butyrolacton over for fisk > 100 ppm.

Mobilitet:

  • Stoffet flyder på vand og vil hurtigt fordampe.
  • Stoffet er let opløseligt og vil dermed hurtigt spredes i vandmiljøet.
  • Sølvnitrat spredes hurtigt i vandmiljøet.
  • Stoffet vil synke til bunds og ligge tilbage som en tungtnedbrydelig partikel/klump.

Persistens og nedbrydelighed:

  • Efter 20 dage var nedbrydningen af stoffet i en nedbrydningstest (OECD 301A) endnu ikke startet, og det må derfor anses for ikke at være let biologisk nedbrydeligt.
  • Produktet xxx er testet for let biologisk nedbrydelighed ved testmetoden OECD 301B. Resultatet af testen var 96% efter 14 dage, og produktet kan dermed regnes for let biologisk nedbrydeligt.
  • Der er ikke fundet nogen data om biologisk nedbrydelighed af stoffet. Langtidsvirkninger i miljøet kan derfor ikke udelukkes.

Bioakkumuleringspotentiale:

  • Blyforbindelser/tungmetaller kan ophobes i fødekæden.
  • Sølvforbindelser ophobes i planteplankton.
  • Logkow> 5 – Mulighed for kraftig bioakkumulering, dvs. ophobning i levende organismer.
  • Logkow
  • Biokoncentrationsfaktoren (BCF) er for stoffet bestemt til 97 i pingviner. Stoffet anses derfor ikke for at kunne ophobes i levende organismer.
  • Der er ikke fundet data for stoffet, men grundet sin store molekylestørrelse formodes det ikke at kunne optages i levende organismer og kan derfor næppe ophobes i levende organismer.

Andre negative virkninger:

  • Stoffet kan virke nedbrydende på ozonlaget.
  • CFC kan nedbryde ozonlaget.
  • Stoffet er mistænkt for at have østrogenlignende effekt.
  • Stof-ionen er et næringssalt og bidrager til overgødskning af vandmiljøet.