At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om leverandørbrugsanvisning (sikkerhedsdatablad) og teknisk datablad for stoffer og materialer

1. Leverandørbrugsanvisninger (sikkerhedsdatablade)

1.1. Leverandørens forpligtigelse

1.1.1. Udarbejdelse af leverandørbrugsanvisninger

Leverandøren skal udarbejde brugsanvisninger for følgende farlige stoffer og materialer:

  1. Stoffer og materialer, der opfylder kriterierne for klassificering som farlige efter Miljøministeriets regler
  2. Stoffer og materialer, der er optaget med en grænseværdi i Arbejdstilsynets liste over grænseværdier for luftforurening med stoffer og materialer
  3. Materialer, der indeholder 1% eller derover (for gasformige materialer 0,2%) af et stof optaget med en grænseværdi i Arbejdstilsynets liste over grænseværdier for luftforurening med stoffer og materialer
  4. Materialer, der indeholder 1% eller derover (for gasformige materialer 0,2%) af et stof, der er klassificeret som sundhedsfarligt eller miljøfarligt efter Miljøministeriets regler om klassificering.

Stoffer og materialer med en grænseværdi er stoffer og materialer på listen over grænseværdier for luftforurening (liste over grænseværdier for gasser, dampe og partikulær forurening) og listen over grænseværdier for støv (1).

Stoffer klassificeret som sundhedsfarlige eller miljøfarlige er stoffer, der i deres rene form kan klassificeres som meget giftige, giftige, sundhedsskadelige, ætsende, lokalirriterende, sensibiliserende, kræftfremkaldende, mutagene, reproduktionstoksiske eller miljøfarlige. De er opført på Miljøministeriets liste over farlige stoffer med denne klassificering eller opfylder Miljøministeriets fastsatte kriterier for en sådan klassificering.

Pligten til at udarbejde en brugsanvisning gælder for leverandører i alle led, herunder fremstillere og importører.

For stoffer og materialer, der “ligner hinanden” med hensyn til farlighed, kan der laves én fælles brugsanvisning, hvor alle handelsnavne fremgår.

Leverandøren skal sørge for, at oplysningerne i brugsanvisningen er udformet i overensstemmelse med retningslinjerne i vejledningens bilag.

Når der foreligger væsentlige nye oplysninger om beskyttelse af sikkerhed, sundhed og miljø som fx ny viden eller ny regulering, eller der sker ændringer i et materiales sammensætning, der giver ændringer i oplysningerne om beskyttelse af sikkerhed, sundhed og miljø, skal leverandøren sørge for, at brugsanvisningen revideres med markering af ændringerne, benævnes revision og nydateres, se endvidere afsnit 1.1.2.

Det er vigtigt, at leverandørbrugsanvisninger udarbejdes af personer, som har relevante uddannelsesmæssige forudsætninger herfor, fx i form af oplæring og kurser, herunder genopfriskningskurser.

1.1.2. Levering af leverandørbrugsanvisninger

Ved levering af stoffer og materialer, der opfylder kriterierne for klassificering som farlige efter Miljøministeriets regler, se afsnit 1.1.1. pkt. 1), skal leverandøren forsyne stofferne og materialerne med en gratis letforståelig brugsanvisning på dansk, når de leveres til erhvervsmæssig brug.

Ved levering af andre stoffer og materialer, for hvilke leverandøren skal udarbejde brugsanvisninger, se afsnit 1.1.1. pkt. 2) - pkt. 4), skal leverandøren på anmodning af en erhvervsmæssig bruger udlevere en gratis letforståelig brugsanvisning på dansk. Stoffer og materialer, som ikke er bestemt til privat brug, skal på etiketten være forsynet med påskriften: “Leverandørbrugsanvisning kan rekvireres af erhvervsmæssige brugere”. Da arbejdsgivere skal stille leverandørbrugsanvisningerne til rådighed for de ansatte og udarbejde arbejdspladsbrugsanvisninger bl.a. ud fra leverandørbrugsanvisningerne, anbefaler Arbejdstilsynet, at leverandøren altid medleverer en brugsanvisning for denne type stoffer og materialer (2).

Brugsanvisningen kan forelægges i papirform eller elektronisk, såfremt modtageren er i stand til at åbne, udskrive og læse det sendte.

Det er ikke tilstrækkeligt i forbindelse med en levering af et farligt stof eller materiale at aftale med en kunde, at brugsanvisningen kan hentes på en hjemmeside. Brugsanvisningen leveres sammen med varen eller sendes med posten. Har kunden et fax-nr. eller en e-post adresse, kan brugsanvisningen også sendes der. En elektronisk udgave af brugsanvisningen sendt pr. e-post skal være umiddelbart konvertibel til det system, som brugervirksomheden bruger på sine PC’ere eller sit edb-netværk.

Salgssteder som fx byggemarkeder og trælasthandler, hvor der sælges til både privat og erhvervsmæssig brug, skal have en samling af brugsanvisninger, så disse kan kopieres og medleveres ved salg til erhvervskunder.

På salgssteder som fx supermarkeder og farvehandlere, der hovedsagelig sælger til privat brug, skal virksomheden, såfremt en erhvervskunde spørger efter en brugsanvisning, kunne fremskaffe og eftersende en sådan.

Når der leveres flere gange til samme aftager, kan leverandøren vælge at sende en brugsanvisning med hver gang eller, fx på en følgeseddel eller faktura, henvise til den tidligere brugsanvisnings dato og meddele aftageren, at brugsanvisningen stadig gælder.

Såfremt brugsanvisningen er revideret, sendes den reviderede brugsanvisning til aftageren.

Den reviderede brugsanvisning stilles gratis til rådighed for alle, som har modtaget de pågældende stoffer og materialer inden for de foregående 12 måneder, efter henvendelse herom.

1.2. Indhold af en leverandørbrugsanvisning

En brugsanvisning skal være dateret, skal have følgende overskrifter og indeholde oplysninger om:
  1. Identifikation af stoffet/materialet og fremstiller, leverandør eller importør,
     herunder oplysning om handelsnavn, et eventuelt produktregistreringsnummer (PR-nr.) tildelt af Arbejdstilsynet samt anvendelsesområder.

  2. Sammensætning/oplysning om indholdsstoffer, herunder de stoffer og materialer, der er klassificeringspligtige efter Miljøministeriets regler.

  3. Fareidentifikation.

  4. Førstehjælpsforanstaltninger.

  5. Brandbekæmpelse, herunder oplysninger om forholdsregler ved brand.

  6. Forholdsregler over for udslip ved uheld,  herunder oplysninger om forholdsregler ved spild.

  7. Håndtering og opbevaring, herunder oplysninger om sikkerhedsforskrifter ved oplagring.

  8. Eksponeringskontrol/personlige værnemidler, herunder oplysninger om forholdsregler ved udsættelse for stoffet eller materialet og om brug af personlige værnemidler.

  9. Fysisk-kemiske egenskaber.

  10. Stabilitet og reaktivitet, herunder oplysninger om egenskaber ved opvarmning og brand.

  11. Toksikologiske oplysninger (sundhedsfarlige egenskaber), herunder oplysninger om eventuelle symptomer ved indtagelse eller optagelse i organismen.

  12. Miljøoplysninger.

  13. Bortskaffelse, herunder oplysninger om forholdsregler ved bortskaffelse.

  14. Transportoplysninger.

  15. Oplysninger om regulering, herunder oplysninger om fx anvendelsesbegrænsninger, krav om særlig uddannelse, særlige krav til alder mv.

  16. Andre oplysninger.

Der skal være oplysninger om samtlige 16 punkter. Brugsanvisningerne skal være letforståelige, og oplysningerne skal gives på en overskuelig måde.

Hvis der for et stof eller materiale ikke stilles særlige krav til de enkelte punkter, skal det tydeligt angives, fx med teksten “ingen særlige” eller “-”.

Efter Markedsføringsloven og Miljøministeriets regler må der ikke ske vildledende markedsføring af et kemisk stof eller materiale. Brugsanvisningen må ikke anvende udsagn, der kan give brugerne den opfattelse, at stoffet eller materialet ikke indebærer risiko for mennesker eller miljø. Dette gælder bl.a. angivelser som “ufarlig”, “ugiftig”, “ikke sundhedsskadelig”, “ikke mærkningspligtigt”, “testet”, herunder “testet for … (fx allergi)”, “godkendt”, “miljø” og “natur” og sammensætninger heraf.

Udsagn, der angiver, at et materiale ikke indeholder bestemte stoffer, må ikke anvendes, hvis udsagnet derved bliver vildledende.

Kommentarer til de enkelte punkter fremgår af vejledningens bilag.

1.3. Supplerende oplysninger i en leverandørbrugsanvisning

Da arbejdsgivere i deres arbejdspladsbrugsanvisninger skal give en række oplysninger, som der ikke stilles krav om i leverandørbrugsanvisningerne, anbefaler Arbejdstilsynet, at leverandøren altid giver disse oplysninger i leverandørbrugsanvisningerne (2).

Det drejer sig bl.a. om følgende oplysninger:
  • Indhold af præpolymer isocyanat (3).
  • Indhold af organiske opløsningsmidler, og navnene på disse (2, 4).
  • Oplysning om, at arbejde med et stof eller materiale omfattet af Arbejdstilsynets kræftregulering kan udgøre en kræftrisiko, samt det kemiske navn på visse kræftrisikable stoffer ved lavere grænser, end der er krav om i leverandørbrugsanvisningen, se bilagets pkt. 2.1. (5).