At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om arbejdspladsbrugsanvisning for stoffer og materialer

Bilag

Eksempel 1- Arbejdspladsbrugsanvisning

I rammerne er gengivet, hvilke oplysninger der er krav om.

Efter rammerne er der kommentarer og vejledning om, hvilke specielle virksomhedsrelevante oplysninger en arbejdspladsbrugsanvisning skal indeholde.

For en nærmere gennemgang af, hvilke oplysninger der også skal findes i en brugsanvisning, henvises til At-vejledning om leverandørbrugsanvisning og teknisk datablad for stoffer og materialer (5).

Arbejdspladsbrugsanvisningen bør dateres og indeholde underskrift af/navn på den person, der har udfærdiget brugsanvisningen.


1. Identifikation af stoffet/materialet,
herunder oplysning om handelsnavn samt et eventuelt produktregistreringsnummer (PR-nr.), tildelt af Arbejdstilsynet.

For så vidt angår stoffer og materialer, der skal mærkes, angives den producent, leverandør eller importør, der er anført på etiketten.
 

Leverandørens oplysninger gengives. Også interne navne, der bruges i virksomheden, og andre betegnelser angives.


2. Sammensætning/oplysning om indholdsstoffer,
herunder de stoffer og materialer, der er klassificeringspligtige efter

Miljøministeriets regler, samt oplysninger om indholdsstoffer i form af organiske opløsningsmidler.
 

Leverandørens oplysninger gengives og suppleres med de kemiske navne på eventuelle kræftrisikable stoffer, som ikke er gengivet i leverandørbrugsanvisningen.

 
3. Fareidentifikation

Leverandørens oplysninger om de vigtigste farer for sundhed, sikkerhed og miljø gengives.

Der må ikke bruges ord som “giftfri”, “miljøvenlig” og “ufarlig”.

 
4. Førstehjælpsforanstaltninger

Brugsanvisningen skal gengive leverandørens anvisninger om førstehjælp. Der skal oplyses om, hvor førstehjælpsudstyr er anbragt. Et telefonnummer, hvorpå der kan tilkaldes hjælp, kan desuden angives.

 
5. Brandbekæmpelse,
herunder oplysninger om forholdsregler ved brand.

Leverandørens oplysninger gengives, herunder oplysning om, at nogle slukningsmidler kan forværre branden, og anvisning på bestemte slukningsmidler. Det skal angives, hvor slukningsmateriellet findes.


6. Forholdsregler over for udslip ved uheld,
herunder oplysninger om forholdsregler ved spild på virksomheden.
 

Brugsanvisningen skal gengive leverandørens anvisninger, og det skal desuden oplyses, hvor hjælpemidler mv. findes, samt eventuelt telefonnummer til lokale myndigheder i tilfælde af udslip til omgivelserne.


7. Håndtering og opbevaring,
herunder oplysninger om sikkerhedsforskrifter ved oplagring på virksomheden.
 

Leverandørens anvisninger om særlige krav til temperatur, fugtighed, opbevaring adskilt fra visse stoffer osv. skal anføres.

Steder for oplagring på virksomheden skal angives.

Eventuelt oplyses om krav til emballage ved omhældning. Arbejdsgiveren skal, hvor omhældning, ompakning mv. finder sted, oplyse om kravene til emballagen, herunder om der er emballage, der ikke må bruges.

 
8. Eksponeringskontrol (forebyggende foranstaltninger)/personlige værnemidler,
herunder oplysninger om forholdsregler ved udsættelse for stoffet eller materialet, og om brug af personlige værnemidler, samt eventuelt forbud mod enegang.

Leverandørbrugsanvisningens oplysninger om eksponeringskontrol (forebyggende foranstaltninger)/personlige værnemidler skal indeholdes i virksomhedens brugsanvisning. Arbejdsgiveren skal angive alle de foranstaltninger, der skal træffes ved brug, herunder eventuelt ryge- og spiseforbud. Leverandøren har opgivet egnede personlige værnemidler. Arbejdsgiveren skal beskrive, hvilke værnemidler der skal bruges i den aktuelle arbejdssituation (kvalitet og type), og hvor i virksomheden de fås.

Vær opmærksom på, at det kan være nødvendigt at beskytte sig mod andre stoffer, fx spaltningsprodukter fra opvarmning.

For kodenummererede produkter skal der angives sikkerhedsforanstaltninger for det pågældende arbejde i overensstemmelse med kodenummeret.


9. Fysisk-kemiske egenskaber 

Leverandørens oplysninger skal gengives.


10. Stabilitet og reaktivitet,
herunder oplysninger om egenskaber ved opvarmning og brand. 

Leverandørens oplysninger skal gengives. Udhærdningstider for epoxyharpikser og isocyanater skal oplyses.


11. Toksikologiske oplysninger (sundhedsfarlige egenskaber),
herunder oplysninger om eventuelle symptomer ved indtagelse eller optagelse i organismen.
 

Leverandørens oplysninger om sundhedsfarlige egenskaber ved stoffet og materialet skal gengives.

Der må ikke bruges ord som fx “giftfri” og “ufarlig”.

Oplysninger som “i koncentrationer over de tilladte grænseværdier”, “ingen fare ved normalt brug”, “ingen fare på grund af de små mængder” o.l. er misvisende, da afsnittet skal beskrive sundhedsfaren, såfremt der ikke arbejdes forsvarligt med stoffet eller materialet.

 
12. Miljøoplysninger

Leverandørens oplysninger skal gengives.

Der må ikke bruges ord som fx “miljøvenlig”.


13. Bortskaffelse,
herunder oplysninger om forholdsregler ved bortskaffelse. 

Brugsanvisningen skal gengive leverandørens anvisninger. Det skal desuden oplyses, hvor affald skal afleveres, og hvor særlige beholdere er placeret.


14. Transportoplysninger
 

Leverandørens oplysninger skal gengives.

Arbejdsgiveren skal angive nødvendige foranstaltninger ved intern transport mv.

 
15. Oplysninger om regulering,
herunder oplysninger om fx anvendelsesbegrænsninger, krav om særlig uddannelse, særlige krav til alder mv.

Leverandørbrugsanvisningens oplysninger og begrænsninger skal indeholdes i virksomhedens brugsanvisninger, herunder gengivelse af fareetikette med faresymbol m.m. De eventuelle lovmæssige krav, der er anført i leverandørbrugsanvisningen som fx anvendelsesbegrænsning for unge under 18 år, skal anføres.

 
16. Andre oplysninger,
herunder anvendelsesområder på virksomheden.

Leverandørens oplysninger gengives. Anvendelse og eventuelle anvendelsesbegrænsninger i virksomheden samt eventuelle virksomhedskrav til uddannelse og instruktion skal anføres.

Eksempler: 

  • Må kun anvendes til anlæg xxx.
  • Må ikke bruges af personer, der ikke har fået virksomhedens skriftlige tilladelse.
  • Må ikke bruges til maskine xxx.
  • Må kun udleveres til og bruges af personer, der har gennemgået virksomhedens uddannelser om xxx.