At-vejledning om arbejdspladsbrugsanvisning for stoffer og materialer
3. Arbejdspladsbrugsanvisningens indhold
En arbejdspladsbrugsanvisning skal indeholde oplysninger om følgende 16 punkter, hvis det er teknisk og fagligt muligt:
-
Identifikation af stoffet/materialet, herunder oplysning om handelsnavn samt et eventuelt produktregistreringsnummer (PR-nr.), tildelt af Arbejdstilsynet. For så vidt angår stoffer og materialer, der skal mærkes, angives den producent, leverandør eller importør, der er anført på etiketten.
-
Sammensætning/oplysning om indholdsstoffer, herunder de stoffer og materialer, der er klassificeringspligtige efter Miljøministeriets regler, samt oplysninger om indholdsstoffer i form af organiske opløsningsmidler.
-
Fareidentifikation.
-
Førstehjælpsforanstaltninger.
-
Brandbekæmpelse, herunder oplysninger om forholdsregler ved brand.
-
Forholdsregler over for udslip ved uheld, herunder oplysninger om forholdsregler ved spild på virksomheden.
-
Håndtering og opbevaring, herunder oplysninger om sikkerhedsforskrifter ved oplagring på virksomheden.
-
Eksponeringskontrol (forebyggende foranstaltninger)/personlige værnemidler, herunder oplysninger om forholdsregler ved udsættelse for stoffet eller materialet, og om brug af personlige værnemidler, samt eventuelt forbud mod enegang.
-
Fysisk-kemiske egenskaber.
-
Stabilitet og reaktivitet, herunder oplysninger om egenskaber ved opvarmning og brand.
-
Toksikologiske oplysninger (sundhedsfarlige egenskaber), herunder oplysninger om eventuelle symptomer ved indtagelse eller optagelse i organismen.
-
Miljøoplysninger.
-
Bortskaffelse, herunder oplysninger om forholdsregler ved bortskaffelse.
-
Transportoplysninger.
-
Oplysninger om regulering, herunder oplysninger om fx anvendelsesbegrænsninger, krav om særlig uddannelse, særlige krav til alder mv.
-
Andre oplysninger, herunder anvendelsesområder på virksomheden.
Alle 16 punkter skal udfyldes, se dog punkt 5.
Der stilles ikke noget krav til brugsanvisningens udformning, brug af bestemte overskrifter eller en særlig rækkefølge af oplysningerne, se afsnit 5 og bilagene. Brugsanvisningerne skal være letforståelige, og oplysningerne skal gives på en overskuelig måde. Hvis der for et stof eller materiale ikke stilles særlige krav til de enkelte punkter, skal det tydeligt angives, fx med teksten “ingen særlige”.
Efter Markedsføringsloven og efter Miljøministeriets regler må der ikke ske vildledende markedsføring af et kemisk stof eller produkt.
En arbejdspladsbrugsanvisning må ikke indeholde udsagn, der kan give brugerne den opfattelse, at stoffet eller materialet ikke indebærer risiko for mennesker eller miljø. Dette gælder bl.a. angivelser som “ufarlig”, “ugiftig”, “ikke sundhedsskadelig”, “ikke mærkningspligtigt”, “testet”, herunder “testet for ... (fx allergi)”, “godkendt”, “miljø” og “natur” og sammensætninger heraf.
Udsagn, der angiver, at et materiale ikke indeholder bestemte stoffer, må ikke anvendes, hvis udsagnet derved bliver vildledende.