At-vejledning om rådgivningspåbud
Definition af virksomhedsbegreber
Arbejdstilsynet fører tilsyn med virksomheder, sådan som de er defineret og registreret i CVR-registret. Alle virksomheder består af én juridisk enhed og mindst én produktionsenhed. Mange virksomheder har en hel række af produktionsenheder. Det kan fx være en butikskæde, hvor den juridiske enhed har sin adresse i København, og hver af butikkerne er en produktionsenhed for sig under den juridiske enhed.
Arbejdstilsynet fører tilsyn med de enkelte produktionsenheder og afgiver påbud på baggrund af de overtrædelser, der konstateres på den enkelte produktionsenhed. Alle afgørelser sendes til den juridiske enhed, der er ansvarlig for, at arbejdsmiljøloven overholdes i hele virksomheden, men den enkelte afgørelse vil som hovedregel vedrøre forhold, der skal udbedres i den enkelte produktionsenhed.
I denne vejledning bruges ordet virksomhed, både når der er tale om den juridiske enhed, og når der er tale om en produktionsenhed. Hvor det forståelsesmæssigt er nødvendigt, vil det i parentes blive angivet, om der er tale om den juridiske enhed (jur-enhed) eller produktionsenheden (p-enhed).