At-vejledning om forebyggelse af arbejdsulykker i store og mellemstore virksomheder
2. Sikkerhedsledelse
Sikkerhed i en virksomhed forudsætter et klart engagement og en høj prioritering fra virksomhedens ledelse. Et højt sikkerhedsniveau forudsætter samtidig, at ledelsen er afklaret i forhold til, hvad den vil med sikkerheden på virksomheden, og at den er parat til at afsætte de nødvendige ressourcer i form af tid, penge og energi. Til gengæld vil en god indsats kunne resultere i færre arbejdsulykker og dermed mindre fravær. Sidegevinsten er færre fejl i produktionen/den leverede service og dermed øget kvalitet og mindre tab.
Det er vigtigt, at ledelsen gør sig klart, at der er tale om en løbende proces, hvor resultaterne først kommer efter et stykke tid. Samtidig er det vigtigt, at ledelsen viser sin gennemslagskraft i forhold til sikkerhedsarbejdet og sætter sig for bordenden, når der skal træffes og følges op på beslutninger om virksomhedens sikkerhed.
Et godt råd er at gennemføre forbedringerne lidt ad gangen i en fortløbende proces, hvor det sikres, at beslutningerne følges til dørs. Det giver ledelsen synlighed og troværdighed i forhold til medarbejderne og sikrer dermed deres positive medvirken.
2.1. Sikkerhedspolitik
Udgangspunktet for sikkerhedsledelse er, at virksomheden har formuleret en sikkerhedspolitik og sat et mål for det sikkerhedsniveau, man ønsker at opnå. Samtidig bør ledelsen have besluttet, hvordan den vil nå de fastsatte mål, samt have afsat de ressourcer, der kan bruges til formålet.
Det er hensigtsmæssigt at opdele den overordnede målsætning i en række delmål, som kan realiseres inden for en kortere periode.
2.2. Inddragelse af medarbejderne
Det er den øverste ledelses ansvar at udarbejde sikkerhedspolitikken og planerne for dens gennemførelse. Sikkerhedsorganisationen vil være det naturlige sted at få opgaven udført og at inddrage medarbejderne, jf. SIO-bekendtgørelsens § 35.
Det er vigtigt at inddrage både medarbejdere og ledelsesgruppe i formuleringen af sikkerhedspolitikken og at give dem indflydelse i så høj grad, at de føler sig ansvarlige for sikkerhedspolitikkens gennemførelse og succes.