At-vejledning om nedstyrtnings- og gennemstyrtningsfare på bygge- og anlægspladser
7. Sikkerhedsforanstaltninger
7.1 Rækværker
Rækværker skal have den fornødne styrke, der kan hindre fald af en person.
Rækværker skal ifølge Arbejdstilsynets praksis være forsynet med en håndliste i 1,0 meters højde, en knæliste i 0,5 meters højde og en fodliste med en højde på 0,15 meter.
Rækværker af træ kan anvendes med en scepterafstand på maks. 2,25 meter, hvis følgende forudsætninger er opfyldt:
- Sceptrene skal kunne modstå en punktbelastning på 1,25 kN (125 kg), der påføres, der hvor håndlisten er fastgjort, uden at de forskydes mere end 25 mm fra den oprindelige placering.
- Hånd- og knælisten skal udføres i 31 x 125 mm brædder, og fodliste i 31 x 150 mm brædder.
7.2 Stilladser
Stilladser skal opstilles og anvendes efter leverandørens opstillingsvejledning.
Risikoen for nedstyrtning mellem et stillads og den facade, det er opstillet ved, skal imødegås ved, at stilladset opstilles så tæt på facaden som muligt. Hvis afstanden fra stilladsdæk til facaden overstiger 0,3 meter, skal stilladset være forsynet med indvendigt rækværk.
7.3 Tagskærme
Tagskærme skal have en højde på 1,0 meter og normalt være anbragt i en vinkel på 80-90 grader på tagfladen.
Tagskærme skal have en sådan styrke, at de med sikkerhed kan opfange en person, der falder ned.
Tagskærmens styrke kan afprøves ved 2 gange at lade en byrde rulle i en afstand af 5,0 meter fra skærmen. Byrden skal veje mindst 75 kg, være 1,0 meter lang og med en diameter på 0,3 meter. Tagskærmen skal kunne modstå denne belastning.
7.4 Transportable personløftere (lifte)
Transportable personløftere skal efterses og vedligeholdes efter leverandørens anvisninger. Hver 12. måned skal den have et hovedeftersyn, foretaget af leverandøren eller en anden sagkyndig.
7.5 Tagstiger
Tagstiger skal have en tilstrækkelig styrke og være forsynet med rygningsbøjler.
Hvis tagstiger opfylder kravene i DS/INSTA 650 eller EN 131 anser Arbejdstilsynet tagstigen for forsvarlig.
Ved anvendelse af tagstiger skal der være en afstand fra trinforkant til fast bygningsdel, fx tagbeklædning på mindst 0,10 meter, jfr. EN 12591.
EN 12591 omhandler præfabrikeret tilbehør til tagdækning - permanent fastgjorte tagstiger.
7.6 Sikkerhedsnet
Sikkerhedsnet skal opfylde kravene i anerkendte normer og standarder og vedligeholdes, afprøves og ophænges efter leverandørens brugsanvisning.
7.7 Faldsikringsudstyr
Faldsikringsudstyr (sikkerhedsbælte med line) er et personligt værnemiddel, der anvendes, hvis arbejdet ikke på anden måde kan planlægges, tilrettelægges og udføres forsvarligt.
Fastgørelsespunktet for sikkerhedslinen skal kunne optage et træk på 10 kN (1.000 kg).
Faldsikringsudstyr anvendes normalt kun til kortvarige arbejdsopgaver.
Ifølge Arbejdstilsynets praksis er "kortvarigt arbejde" en arbejdsopgave, der normalt kan udføres på ca. 4 mandetimer.
7.8 Overdækninger
Overdækninger skal være af tilstrækkelig styrke og sikres mod forskydning. Overfladen må ikke være glat.
7.9 Afspærring
Afspærring kan bestå af træbukke, vejmarkeringspæle, kegler eller andre sceptre, der forsynes med brædder, lægter, plastkæder eller lignende. Plastbånd og minestrimler må ikke benyttes, da de ikke opfylder kravet til holdbarhed.
Jens Jensen
Læs også branchearbejdsmiljørådenes vejledninger mv.
Branchearbejdsmiljørådenes vejledninger kan findes på
www.bar-web.dk