At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om nedstyrtnings- og gennemstyrtningsfare på bygge- og anlægspladser

3. Nedstyrtningsfare ved arbejde på tage

3.1 Flade tage

Når der arbejdes eller foregår færdsel på tage med en hældning på under 15 grader og med en tagkant på mere end 3,5 meter over det omgivende underlag, skal der træffes sikkerhedsforanstaltninger mod faren for nedstyrtning i form af rækværk eller lignende effektiv sikring. (se fig. 2).

Anvendes der stilladser, må stilladsdækket højst være placeret 0,5 meter under tagkanten, og stilladset skal være forsynet med rækværk.

fig-2.gif

Fig. 2 Taghældning under 15 grader.

Udføres arbejdet under gode vind- og vejrforhold og på skridsikkert underlag, kan ovennævnte højde hæves til 5,0 meter.

Faldhøjden på 3,5 og 5,0 meter måles fra den tagflade, hvor der arbejdes, til det omgivende underlag. Der skal måles ved den største faldhøjde, hvis der er niveauforskelle i det omgivende underlag.

Hvis det under arbejdet ikke er nødvendigt at komme kanten nærmere end 2,0 meter, kan rækværket erstattes af en tydelig og holdbar markering i form af træbukke, vejmarkeringsmateriale, kegler eller andre sceptre, der forsynes med brædder, lægter, plastkæder eller lignende. Plastbånd og minestrimler må ikke benyttes, da de ikke opfylder kravene til holdbarhed. Færdsel og materialeoplæg må ikke finde sted uden for markeringen.

Hvis murkroner anvendes som sikring ved tagkant, skal de opfylde samme krav, som stilles til et rækværk, herunder være minimum 1,0 meter høje uanset bredde.

3.2 Skrå tage

På skrå tage skal der inden arbejdets begyndelse altid etableres sikring mod nedstyrtning ved tagfoden, når tagfoden er mere end 2,0 meter over det omgivende underlag, og der udføres arbejde i en højde af mere end 5,0 meter over det omgivende underlag (se fig. 3).

Sikringen kan være et stillads og/eller en skærm med en højde af mindst 1,0 meter over tagfoden.


fig-3.gif

Fig. 3 Taghældning på 15 grader eller derover.

Anvendes der stillads, må stilladsdækket højst være placeret 0,5 meter under tagfoden, og stilladset skal være forsynet med rækværk. Der skal ved tagfoden opsættes skærm, net e.l., som med sikkerhed kan standse en person, der falder ned ad taget.

Afhængig af tagets hældning stilles der følgende yderligere krav om sikkerhedsforanstaltninger.:

3.3 Tage med hældning på 15 grader eller derover

Der skal anvendes tagstiger, hvis taget er glat.

Tagstiger skal benyttes uanset højden, der arbejdes i, medmindre det er forsvarligt at gå på lægterne.

3.4 Tage med en hældning på 34 grader eller derover

Hvis der på et sådant tag arbejdes mere end 5,0 meter fra den sikring, der er etableret ved tagfoden, skal der tillige anbringes skærm(e) således, at der aldrig arbejdes mere end 5,0 meter i lodret afstand over nærmeste skærm (se fig. 4).

fig-4.gif

Fig. 4 Taghældning på 34 grader eller derover.

Der skal altid anvendes tagstiger, medmindre det er forsvarligt at gå på lægterne.

fig-5.gif

Fig. 5 Taghældning på 60 grader eller derover.

3.5 Tage med en hældning på over 60 grader

Der skal træffes sikkerhedsforanstaltninger som for tage med en hældning på 34 grader eller derover, dog således at der aldrig arbejdes på taget mere end 2,0 meter i lodret afstand over nærmeste skærm (se fig. 5).

3.6 Skærpede krav til sikkerhedsforanstaltninger ved tagarbejde

Faren for nedstyrtning ved pladser for op- og nedtagning af materialer samt ved rør til nedstyrtning af affald skal imødegås ved etablering af sikkerhedsforanstaltninger, når afstanden fra tagkanten til underlaget overstiger 2,0 meter.

Ved indhak i taget gælder det samme, medmindre disse er effektivt markeret 2,0 meter fra kanten.

3.7 På gavle

Arbejde på gavlen d.v.s. selve gavlarbejdet - hvadenten den mures op eller beklædes med brædder eller plader - samt montage af udhæng, herunder udhængsspær, vindskede og afkortning af lægter o.l., skal, hvor der er fare for at falde mere end 2,0 meter til det omgivende underlag, sikres ved stillads opsat ved gavlen, udhænget mv.

3.8 Ved gavle

Hvor der foregår arbejde eller færdsel ved en gavl, fx montage af tagbeklædning eller arbejde på et eksisterende tag, er der fare for at falde forover, bagover eller til siden i et frit fald. Denne fare skal imødegås ved at opsætte fx rækværk ved gavlen, når der arbejdes i en afstand mindre end 2,0 meter fra gavlen.

Der skal træffes sikkerhedsforanstaltninger uanset faldhøjden, hvis fald til det omgivende underlag er forbundet med særlig fare, fx hvis der er risiko for fald til opstablede materialer, udragende armeringsjern, lyskasser, trappe- eller kælderskakte e.l., hvis der arbejdes med sandblæsning, højtryksrensning e.l. farlige håndværktøjer. Det samme gælder, hvis underlaget på arbejdsstedet er glat eller på anden måde farligt pga. vejrforholdene eller tagfladens karakter, eller en kombination af de nævnte faktorer udgør en særlig fare for nedstyrtning, eller det er forbundet med særlig fare at styrte ned.

Ved kortvarige arbejder fx reparationer o.l. kan det dog være forsvarligt alene at bruge faldsikringsudstyr.