At-vejledning om faldrisiko på gulv
2. Forebyggende foranstaltninger
Værktøj og materialer bør så vidt muligt sættes på plads efter brug. Kabler og slanger, som ligger på gulvet, bør enten være overdækkede eller ophængt langs væg og loft.
Gangarealer bør være tilstrækkeligt brede til, at gående kan færdes uhindret. Tommelfingerreglen er, at gangveje med megen og modsatrettet færdsel bør være mindst 1,5 m brede, så to personer frit kan passere hinanden - eventuelt med værktøj i hånden.
Gangveje, fx ved lagre o.l., bør være afmærkede og holdes fri for gods. Gods bør desuden placeres på afmærkede arealer.
Plader, tæpper eller andre små niveauforskelle på gangvejene bør ligge glat og være fastgjort. Det bør overvejes, om de kan undværes. Det samme gælder for dørtrin ved stærkt befærdede gennemgange.
Hullet og ujævn belægning bør repareres og vedligeholdes.
Risikoen for at glide/skride på rene og tørre gulve er beskeden. Arealet bør rengøres ofte, hvis væske- og fedtspild ikke kan undgås (1).
Gulvbelægningen bør have en høj skridfasthed, hvis der er risiko for at spilde væske og fedt. Skridfasthed vil sige, at belægningen giver stor friktion i forhold til skosålerne. Der er ikke standarder for belægningers skridfasthed, men der findes gulvbelægninger, som både har en høj skridfasthed og er rengøringsvenlige. Det er også muligt at efterbehandle eksisterende klinke- og flisebelægninger, så de får en højere skridfasthed.
Faldrisikoen forøges meget, hvis skoene ikke sidder godt fast på fødderne og ikke kan følge føddernes bevægelser under gang. Skoene bør derfor sidde godt til og have en blød og fleksibel sål.
Det kan være nødvendigt at bruge sko med skridhæmmende såler, hvis man ikke kan undgå våde og fedtede gulve trods velegnet gulvbelægning og gode rengøringsprocedurer. Skoene er i så fald et personligt værnemiddel og skal leve op til reglerne om personlige værnemidler.
Udendørsarealer skal holdes rene for sne mv., hvis der er megen gående færdsel mellem indendørs- og udendørsarealer. Fodtøj med sne, mudder e.l. øger risikoen for fald.
Gangveje og -arealer bør være velbelyste, så det er let at orientere sig om eventuelle forhindringer (2).
Jens Jensen
Læs også Arbejdstilsynets vejledninger om:
(1) Rengøring og vedligeholdelse på faste arbejdssteder(2) Kunstig belysning på faste arbejdssteder
Læs også branchearbejdsmiljørådenes vejledninger mv.:
Branchearbejdsmiljørådenes vejledninger kan findes på
www.bar-web.dk