At-vejledninger mv.

 

At-meddelelse om velfærdsforanstaltninger ved skiftende arbejdssteder

Stærkt tilsmudsende arbejde

Ved stærkt tilsmudsende arbejde forstås arbejde, der

  • er meget støvende eller på anden måde stærkt tilsmudsende
  • medfører risiko for forurening med materialer, der kan være smittefarlige
  • medfører fare for at komme i berøring med stoffer og materialer, som det af hensyn til sikkerhed og sundhed er vigtigt at få fjernet fra huden eller hindre spredning af, samt
  • udsætter den ansatte for høje temperaturer eller er forbundet med stor fysisk anstrengelse.
Stærkt tilsmudsende arbejde kan være arbejde, hvor den ansatte udsættes for nogle påvirkninger som følge af det, der arbejdes med, hvilket fx gælder for skorstensfejere, gas- og oliefyrsmontører, vejmænd, skovarbejdere, åmænd (grødeskærerarbejde) mv.

Stærkt tilsmudsende arbejde kan endvidere være arbejde, hvor den ansatte udsættes for støv, bakterier, svampe mv.

Derudover kan det være arbejde, hvor det produkt, der arbejdes med, medfører, at den ansatte skal være iført personlige værnemidler (dog ikke, hvis der kun er tale om handsker), fx ved arbejde med produkter, der er klassificeret som farlige eller sundhedsskadelige.

Endelig kan det være arbejde, hvor den ansatte udsættes for varmepåvirkninger, som medfører, at den ansatte skal være iført personlige værnemidler (dog ikke, hvis der kun er tale om handsker), fx ved arbejde i varme kedler.

For stærkt tilsmudsende arbejde gælder en række særlige krav vedrørende faciliteterne, jf. nedenfor under de enkelte faciliteter.