1. Mærkning og klassificering
Advarselsklæder skal være CE-mærkede og dermed opfylde relevante krav i bekendtgørelsen om sikkerhedskrav mv. til personlige værnemidler. Kravet om synlighed anses for opfyldt, hvis advarselsklæderne er afprøvede samt klassificerede og godkendte i forhold til standarden DS/EN 471. Standarden specificerer kravene til tydeligt synlige advarselsklæder.
Advarselsklæder er opdelt i tre klasser på baggrund af deres minimumsareal af synligt bæremateriale og retroreflekterende materiale.
| |
Klasse 3 advarselsklæder |
Klasse 2 advarselsklæder |
Klasse 1 advarselsklæder |
| Bæremateriale |
0,8 m2 |
0,50 m2 |
0,14 m2 |
| Retroreflekterende materiale |
0,2 m2 |
0,13 m2 |
0,10 m2 |
| Materiale med kombineret advarselsfunktion |
|
|
Eller* 0,20 m2 |
* Klasse 1-advarselsklæder kan enten bestå af 0,14 m
2bæremateriale og 0,10 m
2retroreflekterende materiale, eller det kan bestå af 0,20 m
2materiale med kombineret advarselsfunktion.
Eksempel på advarselsklæder
 |
2. Brug
Arbejdsgiveren skal, i henhold til bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler, sørge for at stille advarselsklæder til rådighed, når arbejdssituationen efter en konkret risikovurdering, fx en arbejdspladsvurdering, kræver, at den ansatte tydeligt kan ses under arbejdet. Arbejdsgiveren skal også sørge for, at advarselsklæderne bruges fra arbejdets begyndelse og under hele arbejdsforløbet.
Advarselsklæder er et personligt værnemiddel. Advarselsklæder skal derfor kun betragtes som en nødforanstaltning, der bruges, når det ikke er muligt på anden måde, fx ved planlægning eller tekniske foranstaltninger, at beskytte de ansatte mod påkørsel. Afmærkning af arbejdsområder, jf. Vejdirektoratets vejregler, kan reducere behovet for advarselsklæder.
I det følgende gives eksempler på, hvor Arbejdstilsynet vil kræve, at man bruger de forskellige klasser advarselsklæder. Det er altid muligt at bruge en højere klasse, når der som minimum kræves klasse 2 og 1.
2.1. Klasse 3-advarselsklæder
Arbejdstilsynet stiller krav om, at man bruger klasse 3-advarselsklæder i følgende situationer:
- Ved vejarbejde, hvor man i forbindelse med arbejdet kommer uden for det afmærkede område.
- Ved andet arbejde på veje uden afmærkning eller fysisk adskillelse til den kørende trafik, og hvor der kommer kørende trafik med almindelige kørehastigheder.
- Ved arbejde på havneområder på steder med kørende trafik (motorkøretøjer, motorredskaber mv.).
- Ved arbejde i vej- og eller jernbanetunneler, hvor man i forbindelse med arbejdet kommer uden for de opsatte afspærringer, også selv om der kun forekommer arbejdskørsel.
- Ved arbejde på - eller i nærheden af - jernbanespor i brug, hvor der ikke er en effektiv fysisk adskillelse til sporet.
Det tilrådes, at man anskaffer klasse 3-advarselsklæder, hvis behovet varierer, eller man er i tvivl om klassen. Klasse 3-advarselsklæder kan godt bestå af to stykker klasse 2-advarselsklæder, fx bukser samt jakke eller vest, der bruges sammen.
2.2. Klasse 2-advarselsklæder
Arbejdstilsynet stiller krav om, at man bruger klasse 2-advarselsklæder i følgende situationer:
- Når tilsynsførende overvåger arbejde, der kræver brug af klasse 3-advarselsklæder.
- Ved vejarbejde, hvor der arbejdes inden for et afmærket område, men hvor risikoen for påkørsel ikke helt kan udelukkes.
- Ved andre former for arbejde end vejarbejde på områder uden effektiv adskillelse til den kørende trafik, og hvor man med effektive foranstaltninger har sikret, at den kørende trafik (motorkøretøjer, motorredskaber mv.) nedsætter kørehastigheden til en sikkerhedsmæssigt forsvarlig hastighed.
2.3. Klasse 1-advarselsklæder
Arbejdstilsynet kræver, at man bruger klasse 1-advarselsklæder i følgende situationer:
- Når besøgende under ledsagelse færdes i områder, hvor der kræves klasse 2- eller klasse 3-advarselsklæder ved arbejde i området.
- Når ansatte, fx renovationsarbejdere, udfører arbejde langs kørevej, hvor de kun kommer ud på kørebanen tæt på renovationsbil e.l. køretøj tydeligt afmærket i henhold til færdselslovens bestemmelser. Man skal bruge advarselsklæder af højere klasse, hvis betingelserne ikke er opfyldt.
2.4. Situationer uden krav
Arbejdstilsynet kræver ikke, at man bruger advarselsklæder i følgende situationer:
- Ved færdsel på/krydsning af interne færdselsveje, hvor der som minimum er orienteringsbelysning, eventuelt fodgængerfelter og hastighedsbegrænsning.
- Når normale færdselsregler kan følges, og personen ikke har arbejdsopgaver på kørevejen, fx:
- Færdsel til/fra parkeringsarealer, kontor, kantine, velfærdsrum til/fra arbejdsplads
- Færdsel i veloplyste arbejds/lagerlokaler og på arbejdsarealer med ringe trafik (fx truck- og krankørsel)
- Ansatte, der må krydse en vej for at komme på kunde- eller klientbesøg.
3. Anskaffelse af advarselsklæder
Virksomheden skal, inden den anskaffer tydeligt synlige advarselsklæder:
- Undersøge, om faren for påkørsel kan reduceres eller fjernes på anden måde, fx ved vejarbejde sikre sig, at vejreglerne er fulgt.
- I sin arbejdspladsvurdering have kortlagt, om der også er andre farer, som advarselsklæderne skal beskytte mod, fx ild, gnister, kulde og skæreskader. I disse tilfælde skal advarselsklæderne også yde den nødvendige beskyttelse.
- Overveje en hensigtsmæssig placering af refleksmaterialet i forhold til lyskeglerne fra de forbikørende køretøjer. Fx vil det normalt være hensigtsmæssigt at have refleksbånd på den nederste del af buksebenene, men hvis området hurtigt bliver snavset, fx ved asfaltarbejde, eller er skjult, fx i gummistøvler, vil en anden placering være mere hensigtsmæssig.
- Sikre, at tøjet passer til brugerne. Det kan man gøre ved at have flere forskellige mulige design, fx valg mellem heldragt og todelt dragt.
- Sikre, at tøjet passer til arbejdssituationen. Det anbefales, at advarselsklæderne afprøves i de aktuelle arbejdssituationer i forhold til komfort og bevægelsesfrihed.
- Sikre, at advarselsklæderne kan vedligeholdes, det vil sige rengøres tilstrækkeligt, fx efter asfaltarbejde.
4. Brugsanvisning
Fabrikanten eller leverandøren af advarselsklæder skal - sammen med advarselsklæderne - levere en brugsanvisning på dansk med de nødvendige oplysninger. Det vil bl.a. sige oplysninger om værneegenskaber, tilpasning, brug, vedligeholdelse, rengøring og opbevaring. Se i øvrigt retningslinjer i DS/EN 340 om generelle krav til beskyttelsesklæder.
Arbejdsgiveren skal sikre sig, at værneegenskaberne bevares i hele værnemidlets funktionsperiode. Det kan bl.a. ske ved at følge brugsanvisningens retningslinjer.
5. Beskyttelse
Advarselsklæder yder ingen form for beskyttelse i en situation, hvor der sker en påkørsel. Hele værnefunktionen ligger i, at personen med advarselsklæderne bliver mere synlig og synlig på længere afstand. Det vil sige, at føreren af et køretøj har længere tid at reagere på. Der skal derfor i videst muligt omfang ydes kollektiv beskyttelse, fx i form af afmærkninger, jf vejreglerne, hastighedssænkende foranstaltninger eller afspærring af trafik fra området.
Arbejdstilsynet gør opmærksom på, at vejmyndighederne, jernbanemyndighederne mv. også stiller krav af hensyn til færdselssikkerheden.
Jens Jensen
Læs også branchearbejdsmiljørådenes vejledninger mv.
Branchearbejdsmiljørådenes vejledninger kan findes på
www.bar-web.dk