At-vejledning om måling af støj på arbejdspladsen

4. Sådan måler man støj

Man bruger både målinger og beregninger for at finde frem til, hvor meget en person er belastet af støj. I praksis bør man vælge følgende fremgangsmåde:

Først opdeler man dagen i støjmæssigt typiske perioder. Målingernes omfang afhænger derfor af, hvor mange arbejdssituationer arbejdsdagen må opdeles i. Det er vigtigt, at den ansvarlige for målingerne er omhyggelig med at skaffe sig oplysninger om arbejdssituationerne. For at finde frem til støjbelastningen måler man på de perioder, som arbejdsdagen består af, og man noterer sig, hvor lang tid der arbejdes i hver situation. Hvis der på den konkrete måledag forekommer atypiske varigheder, kan man i beregningerne bruge andre varigheder, som aftales med virksomheden. Der kan med fordel anvendes et skema, der indeholder varigheden af arbejdsperioderne og de tilhørende lydniveauer samt pauser. De perioder, hvor støjen er lav – fx under møder eller i pauser – bidrager meget lidt til den samlede støjbelastning. Derfor behøver man ikke medregne støjen i de perioder, hvor niveauet er lavere end 10-15 dB(A) under den øvrige målte støj.

Før og efter målingerne bør måleinstrumenterne tjekkes med en kalibrator.

Det er støjens variation, der bestemmer varigheden af målingen. Sidder personen stille i konstant støj, er det tilstrækkeligt at måle i kort tid, fx et minut. Bevæger personen sig rundt i varierende støjniveauer, kan det være nødvendigt at måle i flere timer. Målingen skal ske over en repræsentativ periode og vare så lang tid, at resultatet afspejler støjen ved den pågældende arbejdssituation.

Når der bruges et støjdosimeter, er der risiko for målefejl fx fra slag mod mikrofonen og uvedkommende tale eller atypisk arbejde. Denne risiko bør man mindske ved så vidt muligt at overvåge målingen, tage kontrolmålinger med støjmåler, og ved at interviewe medarbejderen om dennes arbejdsopgaver.

Når man bruger en håndholdt lydmåler, er der risiko for, at man overser nogle situationer, der kan være kraftigt støjbelastende. Man skal derfor sikre sig ved interview eller observationer, at alle støjbelastende situationer bliver omfattet af målingerne.

Man bør anbringe mikrofonen ca. 10 cm fra medarbejderens værst belastede øre. Man skal især være omhyggelig, når vedkommende bøjer sig ind over en maskine eller på anden måde kommer tæt på støjkilden. Et støjdosimeters mikrofon kan hæftes til medarbejderens tøj og bør anbringes oven på skulderen, ikke foran på brystet. Den må naturligvis ikke være dækket af tøj. Ud fra måleresultaterne og arbejdsperiodernes længde skal man beregne et gennemsnit, se afsnittet Beregning af støjbelastning.

Hvis støjen er skarp eller smældende, indeholder den sikkert impulser, og disses spidsværdier bør måles (stilling “peak”, C-vægtning).

Kraftig impulsstøj forekommer fx ved:

• Slag, metal mod metal
• Presser, især mekaniske
• Afblæsninger fra trykluft.

De målte spidsværdier skal sammenlignes med grænseværdierne i støjbekendt¬gørelsen.

Når støjimpulserne er kraftige, skal man lægge 5 dB(A) til de målte støjniveauer i de arbejdsperioder, hvor impulserne forekommer. Der skal korrigeres, hvis støjen er “impulsagtig”, og spidsværdien overstiger 115 dB(C) mere end én gang i minuttet. De 5 dB(A) skal kompensere for den øgede høreskadende effekt af impulsstøj.