At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om støj

7. Tekniske og organisatoriske foranstaltninger

Følgende tekniske og organisatoriske foranstaltninger skal tillægges særlig opmærksomhed ved nedbringelse af støjbelastning:

  • Alternative arbejdsmetoder
  • Udformning og indretning af arbejdspladser
  • Valg af passende arbejdsudstyr med det lavest mulige støjniveau under hensyn til det arbejde, der skal udføres
  • Begrænsning af eksponeringens varighed og styrke
  • Passende arbejdstider med tilstrækkelige pauser
  • Planer for vedligeholdelse af arbejdsudstyr og arbejdssteder
  • Teknisk støjreduktion.

7.1. Alternative arbejdsmetoder

Andre arbejdsmetoder kan være mindre støjende end de, der traditionelt anvendes.

7.2. Indretning af faste arbejdspladser

Arbejdsrum skal have god akustisk indretning, se afsnit 12.

Støjskærme anbringes mellem støjkilde og modtager. Virkningen er størst umiddelbart bag skærmen. Skærme kan anvendes eksempelvis i industri og på kontorer.

Støjkilder bør så vidt muligt placeres adskilt fra arbejdspladser, fx i et særskilt rum.

7.3. Valg af arbejdsudstyr

Vælg støjsvagt udstyr, når der købes nyt, se afsnit 11.

Vælg i øvrigt udstyr, der passer til den opgave, der skal udføres. For småt udstyr, der belastes maksimalt, vil ofte være for længe om opgaven og vil også støje unødigt kraftigt.

7.4. Begrænsning af eksponeringens varighed og styrke og passende arbejdstider

Organisatoriske foranstaltninger kan være:

  • at arbejdet tilrettelægges, så ansatte, der udfører støjsvagt arbejde, ikke arbejder i samme arbejdsrum som ansatte med støjende arbejde.
  • at lade flere ansatte deles om det støjende arbejde, så eksponeringstiden for den enkelte bliver mindst mulig.
  • at tilrettelægge arbejdet, så støjbelastningen bliver mindst mulig. Her tænkes fx på pædagogiske tiltag i børnehaver og i skoler, så særligt støjende aktiviteter finder sted i rum, hvor der ikke foregår andet samtidig.

7.5. Planer for vedligeholdelse

Dårligt vedligeholdt udstyr og maskiner støjer mere. Udfør derfor vedligeholdelse efter en fastlagt plan.

7.6. Teknisk støjreduktion (3)

7.6.1. Dæmpning af støjkilden

Støjkilden kan dæmpes:

  • Der, hvor lyden opstår. Undgå slag, fx metal mod metal. Forsyn fx borde i børnehaver med en blød belægning, så det ikke støjer, når legetøj hældes ud på dem, og når tallerkener sættes på dem.
  • Når lyden udbredes i maskinen. Brug vibrationsisolering.
  • Der, hvor lyden udstråles. Dæmp maskinsider, der udstråler lyd.

7.6.2. Indkapsling af støjkilden

Støjkilden kan kapsles ind. Man kan fx montere lydsluser, hvis det er nødvendigt med betjenings- eller ventilationsåbninger. Åbninger og utætte luger og døre svækker den lyddæmpende virkning.