At-vejledning om støj

6. Støjgrænser og unødig støjbelastning

6.1. Støjgrænser

Ingen må udsættes for en støjbelastning på over 85 dB(A) eller spidsværdier af impulser over 137 dB(C).

En støjbelastning på 85 dB(A) svarer til et støjniveau på:

85 dB(A) i		8 timer
88 dB(A) i		4 timer
91 dB(A) i		2 timer
94 dB(A) i		1 time
97 dB(A) i		30 minutter
100dB(A) i		15 minutter

Overskrides støjgrænserne, skal der derfor straks tages initiativ til at bringe støjen under grænseværdierne. Samtidig skal årsagen til overskridelsen påvises, og der skal tages tekniske og organisatoriske forholdsregler mod en gentagelse af overskridelsen.

Reglerne om autoriserede arbejdsmiljørådgivere betyder, at det kan være nødvendigt at bruge en autoriseret rådgiver, når støjbelastningen overstiger 85 dB(A) (2).

6.2. Unødig støjbelastning

Begrebet unødig støj i støjbekendtgørelsen omfatter såvel unødig høreskadende støj som unødig generende støj. Unødig generende støj kan eksempelvis forekomme ved laboratoriearbejde, i call-centre, i skoler og i børnehaver.

Unødig støjbelastning skal undgås. Støjniveauet under arbejdet skal holdes så lavt, som det er teknisk rimeligt, og de akustiske forhold skal være tilfredsstillende.

Unødig støjbelastning er en støjbelastning, som kan dæmpes med rimelige tekniske eller organisatoriske midler. Unødig støjbelastning kan forekomme både under og over grænseværdien.

Man kan bl.a. tage følgende forhold i betragtning, når man skal vurdere, om støjbelastningen er unødig:

• Om god praksis i branchen er fulgt
• Om velkendte midler til at støjdæmpe maskiner er udnyttet
• Om maskinerne er ordentligt vedligeholdt
• Om støjende og ikke støjende aktiviteter er adskilt
• Om støjen giver stress og psykiske virkninger.

6.3. Fire kategorier

Støjbelastningen afhænger af, hvilken type arbejdsplads der er tale om. De følgende fire kategorier af arbejdspladser er opstillet både med henblik på unødig støj og på grænseværdierne. I hver kategori beskrives, hvor høj støjbelastningen højst bør være. Jo højere kategorinummer, desto mere må de ansatte koncentrere sig, og desto lavere bør støjen være.

1: Industri med støjende maskiner mv.
Kategorien omfatter arbejdspladser, hvor der er støjende maskiner og udstyr, men hvor de ansatte ikke har behov for at tale uforstyrret sammen. Eksempler er virksomheder i industrien og på bygge- og anlægsområdet. Arbejdspladser, hvor der fremføres eller afspilles musik, hører også hjemme i denne kategori.

Som minimum skal grænseværdien overholdes.

2: Industri uden støjende maskiner
Kategorien omfatter arbejdspladser i industrielt miljø, hvor der ikke betjenes støjende maskiner. Der er et vist krav om opmærksomhed og krav om, at de ansatte skal kunne tale sammen. Eksempler er laboratoriearbejde, manuel montering og lagerarbejde.

Kravet om opmærksomhed betyder, at støjbelastningen bør ligge væsentligt under grænseværdien. Støjbelastningen ved koncentrationskrævende arbejde som fx laboratoriearbejde bør ligge særligt lavt.

3: Opmærksomhed og ubesværet samtale
Kategorien omfatter arbejdspladser, hvor det er vigtigt, at de ansatte kan tale sammen, eller hvor der stilles store krav til præcision, hurtighed eller opmærksomhed. Eksempler er storrumskontorer, kontrolrum og kundeekspeditioner i fx banker.
Almindelig samtale foregår ved 55-60 dB(A). Den øvrige støj bør normalt være ca. 10 dB lavere for ikke at virke forstyrrende.

4: Ingen forstyrrende støj
Kategorien omfatter arbejdspladser, hvor der stilles store krav til de ansattes koncentration, eller hvor de skal kunne tale helt ubesværet sammen. Et eksempel herpå er enkeltmandskontorer.

Støjbelastningen bør være endnu lavere end i kategori 3.