At-vejledning om støj
11. Køb af maskiner
Arbejdsgiveren bør ved køb af maskiner spørge leverandør eller fabrikant, om maskinerne er konstrueret med så lavt støjniveau som muligt. Virksomheden skal indkøbe støjsvage maskiner, som i øvrigt opfylder de tekniske krav. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på følgende:
I: CE-mærkede maskiner
Nedenstående skal være oplyst i maskinens brugsanvisning og i de tekniske brochurer, hvis det drejer sig om nye maskiner – som hovedregel maskiner, der er leveret til brug som nye efter den 1. januar 1995 (det gælder dog ikke for alle kategorier af maskiner):
- Lydtrykniveauet på operatørpladsen, når det overstiger 70 dB(A). Hvis niveauet ligger under eller svarer til 70 dB(A), skal dette være anført, men en specifik talværdi kræves ikke.
- Spidsværdien af lydtrykniveauet, når det overstiger 130 dB(C).
- Lydeffektniveauet fra maskinen, når lydtrykniveauet på operatørpladsen overstiger 85 dB(A). Lydeffektniveauet er et udtryk for den samlede lydudstråling fra maskinen som energi pr. tidsenhed og må ikke forveksles med lydtrykniveauet, se (3).
Brugsanvisningen skal, hvis det er relevant, indeholde oplysninger om, hvordan maskinen kan opstilles og monteres, så støjen mindskes. Også andre relevante foranstaltninger til at dæmpe støj skal nævnes, fx indkapsling.
Brugsanvisningen skal også oplyse om nødvendig brug af høreværn.
II: Ikke CE-mærkede maskinerLeverandøren skal for andre maskiner end nye oplyse om maskinens støjniveau, hvis han anmodes om det. Det gælder som hovedregel for maskiner, der er leveret til brug før den 1. januar 1995.
Støjniveauet og betingelserne for støjmålingen skal være oplyst i brugsanvisningen, når maskinen ved korrekt brug kan udsætte de ansatte for en støjbelastning på over 85 dB(A).
Brugsanvisningen skal også oplyse om nødvendig brug af høreværn.