At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om støj

10. Arbejdsmedicinske undersøgelser

Når støjbelastningen overstiger 85 dB(A), eller spidsværdier overstiger 137 dB(C), skal den ansatte have adgang til en arbejdsmedicinsk undersøgelse. Undersøgelsen udføres af en læge eller under en læges ansvar, og om nødvendigt af en specialist, fx en speciallæge i øresygdomme. Sådanne undersøgelser er omfattet af bekendtgørelsen om arbejdsmedicinske undersøgelser, og kravene heri skal opfyldes. De enkelte undersøgelsesresultater må ikke overlades til arbejdsgiveren. Derimod er det vigtigt, at virksomheden orienteres om konklusionerne af undersøgelsen, hvis resultaterne bør give anledning til foranstaltninger på virksomheden, således at der kan følges op herpå, bl.a. i APV’en.

Når støjbelastningen overstiger 80 dB(A), eller spidsværdien overstiger 135 dB(C), skal den ansatte have adgang til en høreundersøgelse, herunder en audiometrisk undersøgelse, hvis arbejdspladsvurderingen viser risiko for høreskade. Høreundersøgelsen kan eksempelvis udføres af arbejdsmiljøprofessionelle eller af private høreklinikker. En sådan undersøgelse er ikke omfattet af bekendtgørelsen om arbejdsmedicinske undersøgelser. Virksomheden bør orienteres, hvis resultaterne bør give anledning til foranstaltninger på virksomheden.

Udgifterne til både den nævnte arbejdsmedicinske undersøgelse og høreundersøgelsen skal betales af arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren skal endvidere sørge for, at undersøgelsen kan foregå uden tab af indtægt for arbejdstageren, og så vidt muligt i arbejdstiden.

Arbejdstilsynet angiver ingen retningslinjer for, hvor ofte disse undersøgelser skal foretages. Det vil bero på et skøn fra den undersøgende.