At-vejledning om advarselsklæder
2. Brug
Arbejdsgiveren skal, i henhold til bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler, sørge for at stille advarselsklæder til rådighed, når arbejdssituationen efter en konkret risikovurdering, fx en arbejdspladsvurdering, kræver, at den ansatte tydeligt kan ses under arbejdet. Arbejdsgiveren skal også sørge for, at advarselsklæderne bruges fra arbejdets begyndelse og under hele arbejdsforløbet.
Advarselsklæder er et personligt værnemiddel. Advarselsklæder skal derfor kun betragtes som en nødforanstaltning, der bruges, når det ikke er muligt på anden måde, fx ved planlægning eller tekniske foranstaltninger, at beskytte de ansatte mod påkørsel. Afmærkning af arbejdsområder, jf. Vejdirektoratets vejregler, kan reducere behovet for advarselsklæder.
I det følgende gives eksempler på, hvor Arbejdstilsynet vil kræve, at man bruger de forskellige klasser advarselsklæder. Det er altid muligt at bruge en højere klasse, når der som minimum kræves klasse 2 og 1.
2.1. Klasse 3-advarselsklæder
Arbejdstilsynet stiller krav om, at man bruger klasse 3-advarselsklæder i følgende situationer:
- Ved vejarbejde, hvor man i forbindelse med arbejdet kommer uden for det afmærkede område.
- Ved andet arbejde på veje uden afmærkning eller fysisk adskillelse til den kørende trafik, og hvor der kommer kørende trafik med almindelige kørehastigheder.
- Ved arbejde på havneområder på steder med kørende trafik (motorkøretøjer, motorredskaber mv.).
- Ved arbejde i vej- og eller jernbanetunneler, hvor man i forbindelse med arbejdet kommer uden for de opsatte afspærringer, også selv om der kun forekommer arbejdskørsel.
- Ved arbejde på - eller i nærheden af - jernbanespor i brug, hvor der ikke er en effektiv fysisk adskillelse til sporet.
Det tilrådes, at man anskaffer klasse 3-advarselsklæder, hvis behovet varierer, eller man er i tvivl om klassen. Klasse 3-advarselsklæder kan godt bestå af to stykker klasse 2-advarselsklæder, fx bukser samt jakke eller vest, der bruges sammen.
2.2. Klasse 2-advarselsklæder
Arbejdstilsynet stiller krav om, at man bruger klasse 2-advarselsklæder i følgende situationer:
- Når tilsynsførende overvåger arbejde, der kræver brug af klasse 3-advarselsklæder.
- Ved vejarbejde, hvor der arbejdes inden for et afmærket område, men hvor risikoen for påkørsel ikke helt kan udelukkes.
- Ved andre former for arbejde end vejarbejde på områder uden effektiv adskillelse til den kørende trafik, og hvor man med effektive foranstaltninger har sikret, at den kørende trafik (motorkøretøjer, motorredskaber mv.) nedsætter kørehastigheden til en sikkerhedsmæssigt forsvarlig hastighed.
2.3. Klasse 1-advarselsklæder
Arbejdstilsynet kræver, at man bruger klasse 1-advarselsklæder i følgende situationer:
- Når besøgende under ledsagelse færdes i områder, hvor der kræves klasse 2- eller klasse 3-advarselsklæder ved arbejde i området.
- Når ansatte, fx renovationsarbejdere, udfører arbejde langs kørevej, hvor de kun kommer ud på kørebanen tæt på renovationsbil e.l. køretøj tydeligt afmærket i henhold til færdselslovens bestemmelser. Man skal bruge advarselsklæder af højere klasse, hvis betingelserne ikke er opfyldt.
2.4. Situationer uden krav
Arbejdstilsynet kræver ikke, at man bruger advarselsklæder i følgende situationer:
- Ved færdsel på/krydsning af interne færdselsveje, hvor der som minimum er orienteringsbelysning, eventuelt fodgængerfelter og hastighedsbegrænsning.
- Når normale færdselsregler kan følges, og personen ikke har arbejdsopgaver på kørevejen, fx:
- Færdsel til/fra parkeringsarealer, kontor, kantine, velfærdsrum til/fra arbejdsplads
- Færdsel i veloplyste arbejds/lagerlokaler og på arbejdsarealer med ringe trafik (fx truck- og krankørsel)
- Ansatte, der må krydse en vej for at komme på kunde- eller klientbesøg.