At-vejledning om trykluft til åndedrætsværn
5. Oliesmurte og olieindsprøjtede kompressoranlæg
Illustrationen viser, hvordan et trykluftanlæg med “tør” lagerbeholder kan udformes, så det under kontrollerede forhold kan levere både arbejdsluft og åndemiddelluft af god kvalitet.
Eksempel på trykluftanlæg med “tør” lagerbeholder

|
1. Indsugning i friskluftzone med grovfilter.
2. Oliesmurt kompressor med indbygget indsugningsfilter.
2a. Overvågning af kompressortemperatur.
3. Efterkøler med cyklon.
4. Partikelfilter 1 µm.
5. Partikelfilter 0,01 µm.
6. Adsorptionstørrer.
7. Støvfilter 1 µm.
8. Lagerbeholder ("tør trykluft").
9. Temperaturmåling.
10. Dobbeltfilter (partikelfilter 0,01 µm og kulfilter).
11. Reduktionsventil.
12. Bæltefilter. (Se også afsnittet om kulfiltre).
13 Kondensataftapning. Alt kondensat skal opsamles i en olie/vandudskiller for bortskaffelse efter miljømyndighedens regler. DS/EN 1012, part 1, oplyser nærmere herom.
Lagerbeholderen skal altid kunne aftappes for kondensat.
Opbygning med “tør” lagerbeholder bør foretrækkes. DS/EN 1012, part 1, oplyser nærmere herom.
På den “våde” side af trykluftanlægget skal der monteres effektive vandudladere, som kan tømmes helt for kondensat.
Vandudladere med en niveau- og tidsstyringsfunktion anbefales.
Der kan også vælges et særskilt trykluftanlæg, der kun bruges til fremstilling af åndemiddelluft.
5.1. Placering af kompressor og luftindtag
Kompressoren placeres i et særskilt, velventileret rum efter leverandørens anvisninger.
Kompressorens indsugningsluft skal tages fra et område med frisk luft, så man undgår forurening som kulilte, kuldioxid og nitrøse gasser fra fx procesanlæg, røg og udstødningsgasser. Det skal vurderes, om bygninger og terrænforhold danner “lommer” af forurening. Det vil i de fleste tilfælde være nødvendigt at placere luftindtaget over tagniveau.
5.2. Smøremidler
Det er vigtigt at bruge et smøremiddel, som opfylder kompressorleverandørens krav, og som er egnet til hele anlægget. Hvis det er muligt, bør der kun bruges et smøremiddel, der er vurderet med hensyn til kraknings- og affaldsstoffer.
Der anvendes i dag i nogen udstrækning smøremidler på glycolbasis til kompressoranlæg.
Glycoler nedbryder plastmaterialer, fx ABS rør. Det er derfor vigtigt, at smøremidlet er kompatibelt med de øvrige materialer i anlægget det kommer i kontakt med. DS/EN 983 oplyser nærmere herom.