At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om trykluft til åndedrætsværn

10. Mobile trykluftanlæg

Mobile trykluftanlæg kan være oliesmurte, olieindsprøjtede eller oliefrie. Kompressorerne kan være el-drevne eller drevet af en forbrændingsmotor. Ofte er det den samme kompressor, som bruges til levering af både arbejdsluft og åndemiddelluft.

Det er vigtigt ved hver enkel opstilling at være opmærksom på, at luftindtaget til kompressoren placeres, hvor der forekommer frisk luft.

Det er også væsentligt, at kompressoren og fx forbrændingsmotoren fungerer optimalt og kan levere tilstrækkelig stabile luftmængder af god kvalitet.

For mobile trykluftanlæg skal arbejdsgiveren sørge for, at anlægget bliver risikovurderet af en kvalificeret person inden det tages i brug første gang.

Ved hver ny opstilling skal arbejdsgiveren sørge for, at der foretages en helhedsvurdering af anlægget, herunder at luftindtaget til kompressoren er placeret i frisk luft.

Mobile trykluftanlæg skal – ligesom stationære anlæg – være forsynet med de nødvendige luftbehandlingssystemer som filtre og tørrere.

Hvis trykluften bruges til åndemiddelluft, skal distributionssystemets slanger og koblinger opfylde de nævnte krav hertil.

OBS! Filtrene skal altid placeres lodret. Hvis filtre lægges vandret, mister de deres virkning, hvis der er flydende olie og vand i filterhuset.