At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om faldsikring

3. Typer af faldsikring

Faldsikringsudstyr består af en række enkeltdele:

Sele har remme om bryst, liv, sæde og lår.

Støttebælte har rem om livet og fastgørelsessteder til line.

Line forbinder sele/bælte med det øvrige faldsikringsudstyr.

Falddæmper reducerer kraften ved styrt ved at optage en del af faldenergien, så opbremsningen ikke bliver for brat.

Falddæmpere kan fx være

  • line med indbygget falddæmper
  • energiabsorber
  • automatisk fangindretning (faldblok)
  • styret faldsikring på lodrette skinnebaserede glidesystemer
  • styret faldsikring på glidesystemer på fleksible ankerliner.

En automatisk fangindretning holder linen stram under arbejdet, hvorved faldet begrænses mest muligt.

Koblingselement forbinder de enkelte faldsikringsudstyrsdele og kan fx være en karabinhage. Det skal være selvlukkende, selv- eller manuelt låsende og skal kunne åbnes med mindst to på hinanden følgende uafhængige manuelle operationer.

Ankerpunkt fastholder faldsikringsudstyret og skal kunne optage en kraft fra styrt på minimum 10 kN (1000 kg). Ankerpunkt er fx en murkrog, øjebolt, treben eller glidesystemer med ankerline af fx stålwire eller -skinne. Installationsrør, radiatorer o.l. ankerpunkter må ikke anvendes. Længden af frit fald skal begrænses mest muligt. Ankerpunktet skal derfor være placeret højere oppe end brugeren og bør ikke overstige 30 grader til siderne.

Ophaengning.gif

Lejder.gif

Faldsikringsudstyr bruges til at:

Standse fald
Hvor der er risiko for frit fald, skal der bruges sele og sikkerhedsline til at fange ved styrt. Støttebælte må ikke bruges til at standse et fald. Selen skal monteres, så den sidder tæt på kroppen, således at en flad hånd kun lige kan komme imellem krop og sele. Linen skal fastgøres i faldselen, så personen hænger lodret efter fald. Linen skal kunne absorbere den faldenergi, som opstår i faldet, og skal derfor være falddæmpet. Linen inklusive falddæmpende anordninger må ikke overstige 2 m. Udstyret kan fx bruges ved facade- og tagarbejde.

Hindre fald         
Hvor der ikke er risiko for frit fald, kan der bruges et støttebælte, som linen fastgøres i. Linen kan være en regulerbar støttestrop. Længden af linen må ikke overstige 2 m. Fald med dette udstyr må ikke overstige 0,5 m.

Sænkes eller løftes en person, fx i brønde og tanke, skal der bruges sele og line, som til standsning ved frit fald. I tilfælde af ildebefindende skal personen kunne evakueres med et hejsespil. Bådsmandsstol kan anvendes, dog skal personen samtidig bruge sele. Ved siddende arbejde må selen ikke medføre unødige gener ved at hindre blodcirkulation.

Arbejdskurv.gif

Kloak.gif