At-vejledning om åndedrætsværn
8. Vedligeholdelse, opbevaring og holdbarhed
8.1. Følg brugsanvisningen
For at åndedrætsværnet kan yde den tilsigtede beskyttelse, er det vigtigt, at de anvisninger, der fremgår af leverandørens brugsanvisning om vedligeholdelse og opbevaring, følges nøje. Holdbarheden af åndedrætsværnet er helt afhængig af, at dette overholdes.
8.2. Inden brug
Brugeren kontrollerer inden brug om åndedrætsværnet er helt, funktionsdygtigt og rent.
8.3. Udskiftning af partikelfiltre
Støvbelægningen på filtret øger indåndingsmodstanden. Når indåndingsmodstanden bliver for belastende, skal filtret skiftes.
8.4. Udskiftning af gasfiltre
Et gasfilter kan optage en vis mængde luftforurening. Herefter vil luftforureningen lække igennem. Inden dette sker, skal der skiftes til nyt filter.
Nogle leverandører vil kunne beregne den sandsynlige brugstid, når forureningskoncentrationen og arbejdsbelastningen opgives. Filtret skal skiftes i god tid, før den beregnede sandsynlige brugstid nås.
Forureningen må ikke kunne lugtes. Hvis masken er korrekt tilpasset, skal filtret senest skiftes, når man kan lugte forureningen. Grænseværdien kan være overskredet, længe inden forureningen kan lugtes. Det er i den forbindelse vigtigt på forhånd at undersøge, om forureningen overhovedet kan lugtes af brugeren.
Hvis en forurening undtagelsesvis kan lugtes, inden den opgivne brugstid er nået, skal filtret straks skiftes. Et sådant forhold kan indtræffe som følge af et samspil mellem forskellige luftforureninger.
A1filtre bør kun bruges som engangsfiltre til kortvarigt arbejde (½ time) ved lave koncentrationer (ca. 3 x grænseværdien).
Kan der ikke fås oplysning om filtrenes brugstid, skal der normalt benyttes luftforsynet åndedrætsværn