At-vejledning om åndedrætsværn
4. Beskrivelse af typer
4.1 Hovedtyper
Der findes to hovedtyper åndedrætsværn:
- Luftforsynet åndedrætsværn

- Filtrerende åndedrætsværn


Ansigtsdelen kan for begge typer være udformet som hel-, halv- eller kvartmasker, som bidemundstykker eller som hjelme og skærme.
4.2. Luftforsynet åndedrætsværn
Kompressormasker og -hætter
Kompressormasker og hætter er åndedrætsværn, der får luft fra en kompressor eller en stationær trykbeholder. Luftforsyningen er ikke tidsbegrænset, og værnet er let, men brugerens bevægelighed begrænses af slangen. (1)
Trykflaskeapparater
Trykflaskeapparater er åndedrætsværn, der får luft fra personbårne trykflasker. Udstyret vejer op til 18 kg, og luftforsyningen er tidsbegrænset, men brugeren har fri bevægelighed.
Kredsløbsapparater
Kredsløbsapparater er åndedrætsværn med komprimeret ilt.
Udåndingsluften ledes fra ansigtsmasken ind i et kredsløb, hvor en reguleringspatron fjerner kuldioxid, og ilt tilsættes kredsløbet. Kredsløbsapparater kan være livsfarlige, hvis de ikke bruges korrekt. Det er derfor nødvendigt, at brugeren gennemgår en speciel uddannelse i brugen af dem.
Selvsugermaske (med og uden motordrevet blæser)
Selvsugermasker (friskluftsudstyr) er åndedrætsværn, hvor brugeren trækker vejret gennem en slange, der fører til frisk luft. Dette system fungerer mest sikkert, hvis det er forsynet med motordrevet blæser.

Fig. 1. Luftforsynet åndedrætsværn Fig. 2. Luftforsynet åndedrætsværn
Kompressorforsynet hætte Kompressorforsynet halvmaske
Kompressorforsynet helmaske

Fig. 3. Luftforsynet åndedrætsværn
Trykflaskeforsynet helmaske
4.3. Filtrerende åndedrætsværn
Generelt
Et filtrerende åndedrætsværn kan være en hel- eller halv- eller kvartmaske med udskifteligt filter mod partikler og/eller gasser. Hvis det filtrerende åndedrætsværn er forsynet med en batteridrevet motor (turboudstyr), der blæser luften gennem et eller flere filtre, kan der desuden bruges en hætte som ansigtsdel. Filtrerende åndedrætsværn findes også som filtrerende ansigtsmasker.

Fig. 4. Filtrerende åndedrætsværn Fig. 5. Filtrerende åndedrætsværn
Halvmaske med turboenhed Helmaske
(blæser) og filter i bæltet

Fig. 6. Filtrerende åndedrætsværn Fig. 7. Filtrerende åndedrætsværn

Fig. 8. Filtrerende ansigtsmaske
Åndedrætsværn med partikelfilter (støvfilter) til hel- eller halvmasker
Partikelfiltre beskytter aldrig mod gasser og dampe.
Visse filtre beskytter ikke mod væskeformige aerosoler. Se afsnit 5 om mærkning.
Partikelfiltre inddeles i tre klasser:
- P1 laveffekt-filter
- P2 middeleffekt-filter
- P3 højeffekt-filter.
Klasse P1
har den laveste udskillelsesgrad og beskytter derfor kun i begrænset omfang mod støv (faste partikler). Er filtret afprøvet efter EN149:2001, beskytter filtret både mod faste partikler og væskeformige aerosoler. Filtret må ikke bruges, hvis grænseværdien for det forurenende stof er under 5 mg/m3.
Eksempler på støvarter, som filtret ikke beskytter imod, og derfor ikke må anvendes imod, er asbestfibre og kvartsstøv.
Klasse P2
har en større udskillelsesgrad og beskytter derfor i større omfang. Det kan bruges mod sundhedsskadeligt og giftigt støv, men ikke mod radioaktivt støv, bakterier og virus. Disse filtre kan beskytte alene mod faste partikler eller både mod faste partikler og væskeformige aerosoler. Er filtret afprøvet efter EN149:2001, beskytter filtret både mod faste partikler og væskeformige aerosoler.
Klasse P3
har den største udskillelsesgrad og beskytter som klasse P2 samt mod radioaktivt støv, bakterier og virus. Filtret er normalt til brug mod både faste partikler og væskeformige aerosoler. Er filtret afprøvet efter EN149:2001, beskytter filtret både mod faste partikler og væskeformige aerosoler.
Gasfiltre til hel eller halvmasker
Gasfiltre beskytterikkemod partikler.
Gasfiltre inddeles i klasser og typer. Klassen angiver, hvor store mængder gasser og dampe filtret kan optage, og typen angiver, hvilke slags gasser filtret kan optage.
Gasfiltre inddeles i tre klasser:
- Klasse 1 lavkapacitets-filtre
- Klasse 2 middelkapacitets-filtre
- Klasse 3 højkapacitets-filtre.
Hvis filtrene skal benyttes mod andre gasser end de nedenfor nævnte typer,
må leverandørens oplysninger følges.
Filtertype A beskytter mod dampe fra organiske opløsningsmidler med kogepunkt over 65 °C, fx mineralsk terpentin, toluen, xylen og butylacetat. Filtertype AX beskytter mod dampe fra organiske opløsningsmidler med kogepunkt på/eller under 65 °C efter leverandørens oplysninger. Samtidig ud sættelse for andre organiske opløsningsmidler kan påvirke filtrets effektivitet. Filtertype AX findes kun i én klasse. Filtrene er engangsfiltre og skal kasseres samme dag, de har været i brug.
Filtertype B beskytter mod chlor og cyanbrinte o.l. gasser efter leverandørens oplysninger.
Filtertype E beskytter mod svovldioxid o.l. gasser efter leverandørens oplysninger.
Filtertype K beskytter mod ammoniak o.l. efter leverandørens oplysninger.
Der findes filtre, der dækker flere af typerne A, B, E og K samtidig.
Filtertype Hg-P3 beskytter mod dampe fra kviksølv og mod partikler.
Filtertype NO-P3 beskytter mod nitrøse gasser og mod partikler.
Filtertype SX beskytter mod specielle stoffer efter leverandørens oplysninger.
Filtertype Hg-P3 og NO-P3 og SX findes kun i én klasse.
| Forurening |
Klasse |
Filtertype |
Farvekode |
Beskytter mod |
| Partikel |
P1 |
S/SL |
Hvid |
Støv (i begrænset omfang) |
| |
P2 |
S/SL |
Hvid |
Sundhedsskadeligt og giftigt støv. Faste partikler eller både faste partikler og væskeformige aerosoler |
| |
P3 |
SL |
Hvid |
Sundhedsskadeligt og giftigt støv, radioaktivt støv, bakterier, virus. Faste partikler og væskeformige aerosoler |
| Gas |
Klasse 1
Klasse 2
Klasse 3 |
A |
Brun |
Dampe fra organiske opløsningsmidler med kogepunkt over 65 oC |
| |
|
AX |
Brun |
Dampe fra organiske opløsningsmidler med kogepunkt på/eller under 65 oC |
| |
|
B |
Grå |
Chlor, cyanbringe o.l. gasser |
| |
|
E |
Gul |
Svovldioxid o.l. gasser |
| |
|
K |
Grøn |
Ammoniak o.l. gasser |
| |
|
Hg-P3 |
Rød-hvid |
Dampe fra kviksølv og partikler |
| |
|
NO-P3 |
Blå-hvid |
Nitrøse gasser og partikler |
| |
|
SX |
Violet |
Specielle stoffer |
Kombinerede partikel- og gasfiltre
Hvis det er nødvendigt at beskytte sig mod både støv og gasser, bruges et kombineret filter bestående af et egnet støvfilter og et egnet gasfilter. Støvfiltret placeres yderst mod forureningen.
Når der forekommer aerosoler, fx ved sprøjtemaling, kan det være en fordel at benytte et forfilter af hensyn til partikelfiltrets holdbarhed.
Turboudstyr (filtrerende åndedrætsværn med turboenhed (blæser))
Et filtrerende åndedrætsværn kan være forsynet med en turboenhed (blæser), dvs. en batteridrevet motor, der gennem et filter blæser luft ind i åndedrætsværnet. Det gør det nemmere at trække vejret end med filtrerende åndedrætsværn uden turboenhed.
Turboudstyret består af:
- En ansigtsdel, der kan være en heleller halvmaske, en hætte eller en stiv hætte, fx en hoveddel med tætsluttende visir
- En turboenhed (batteridrevet blæser)
- Egnede filtre.
Filtrerende åndedrætsværn med turboenhed kan være med partikelfilter, gas/dampfilter eller en kombination af disse.
Filtrerende ansigtsmasker
Filtrerende ansigtsmasker er halvmasker, hvor selve masken helt eller delvis består af filtermateriale. Filtret kan ikke skilles fra masken, så hele masken skal skiftes efter brug.