At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om sandblæsning

1. Generelle forhold

1.1. Fælles for al sandblæsning

Sandblæsningsarbejde skal planlægges og tilrettelægges, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Når sandblæsning foregår på en arbejdsplads, hvor der stilles krav om en sikkerheds- og sundhedsplan, skal sandblæsningsarbejdet være omfattet af planen. Det gælder fx ved bygge- og anlægsarbejde.

Der må kun sandblæses, når det ikke er til gene for andre. Omgivelserne skal sikres i henhold til Miljø- og Energiministeriets regler.

Sandblæsestrålen skal afbrydes, når pistolens betjeningsanordning slippes (dødmandsknapfunktion). Sandblæsten skal standse hurtigst muligt. Ved brug af lange slanger (over 40 m) tilrådes det derfor, at der bruges elektrisk styring i stedet for luftstyring. Enstrenget luftstyring er ikke tilladt.

Hvis der sandblæses ved så lav en omgivelsestemperatur, at der er risiko for, at kondensvand fryser, kan det medføre utilsigtede funktioner, fx igangsætning og svigt af dødmandsknapfunktion. Anlægget skal derfor forsynes med et doseringsapparat, der tilfører antifrostvæske.

Ved sandblæsning forekommer der ofte tungt arbejde, fx bæring af blæsepistol og slange samt manuel påfyldning af blæsemiddel. Der skal træffes foranstaltninger, som nedsætter den fysiske belastning mest muligt (1, 2, 3).

1.2. Personlige værnemidler mv.

Alle personer, der sandblæser eller opholder sig på områder, hvor der sandblæses, skal bære følgende beskyttelse, også selv om opholdet er kortvarigt:
  • Særligt støvafvisende beskyttelsestøj bestående af tætsluttende overtræksdragt, langskaftede støvler og arbejdshandsker med lange manchetter
  • Luftforsynet åndedrætsværn, enten i form af en hætte, der dækker hoved, hals og skuldre og har sikre, tætte slangeforbindelser eller i form af en helmaske plus hætte. Maskeruden skal være særlig modstandsdygtig (resistent glas) (4).
Beskyttelsestøj skal rengøres eller skiftes hyppigt, alt efter arbejdets art. Beskyttelsestøj må ikke bæres i spisepauser.

Hverken den der sandblæser eller andre må opholde sig i en sandblæsekabine eller i nærheden af andre arbejdssteder uden åndedrætsværn, før der der sikkerhed for, at det er forsvarligt at arbejde der.

Der skal forefindes en øjenskylleflaske i umiddelbar nærhed af, hvor der sandblæses.

1.3. Foranstaltninger mod skadelig støj

Støj skal så vidt muligt bekæmpes ved tekniske foranstaltninger, fx ved at beklæde vægge med støjdæmpende materiale og ved at gøre ventilationsanlægget så støjsvagt som muligt. Derudover skal der bruges høreværn, når det er nødvendigt (5, 6, 7).

Det kan være nødvendigt at støjdæmpe sandblæsekabiner/-haller, så omgivelserne ikke generes.

1.4. Genbrug og rengøring

Blæsemidler må kun genbruges, når de er effektivt renset for urenheder fra sandblæste emner samt renset for den fineste fraktion af blæsemidlet.

Rengøring af sandblæste emner må ikke ske ved trykluftblæsning. Det skal ske med støvsuger i det omfang, det er muligt.

Rengøring af arbejdsstedet efter sandblæsningens ophør, og efter at blæsemidlet er fjernet, skal ske med støvsuger. I kabiner/haller skal ventilationsanlægget være i funktion.

Rengøring af udendørs arbejdssteder skal foretages på en måde, så omgivelserne ikke belastes. Affaldssandet skal holdes fugtigt, så støvet ikke spredes. Hvis det ikke er muligt, skal der bruges støvsuger.

Tekniske hjælpemidler, fx stilladser og løfteborde, der har været brugt under sandblæsningsarbejdet, skal rengøres forsvarligt inden nedtagning.

Affald skal bortskaffes i henhold til Miljø- og Energiministeriets regler.