At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om arbejdspladsvurdering

7. Bygge- og anlægsbranchen

For de fleste virksomheder i bygge- og anlægsbranchen vil det være nødvendigt at inddrage virksomhedens aktiviteter på byggepladser og inden for forskellige serviceopgaver i APV’en.

Den del af APV’en, som handler om arbejdet på byggepladsen, må ikke forveksles med planen for sikkerhed og sundhed på byggepladsen, som bygherren udarbejder.

APV’en kan tage udgangspunkt i virksomhedens typiske arbejdsopgaver. På den enkelte byggeplads kan der være særlige forhold. De særlige forhold kan fx fremgå af udbudsmaterialet eller af bygherrens plan. Virksomheden skal justere APV’en, hvis der er særlige forhold på byggepladsen. Det er vigtigt, at virksomheden får aftalt retningslinjer for, hvordan man vil justere APV’en til de særlige forhold.

Typiske arbejdsopgaver kan fx være at montere betonelementer, at mure op, at nedlægge fjernvarmerør, at opsætte tagkonstruktion eller at isolere lofter.

APV’en skal være tilgængelig for medarbejderne. Hvis de jævnligt kommer på hjemmevirksomheden, er det tilstrækkeligt, at APV’en er tilgængelig der. Hvis det ikke er tilfældet, skal APV’en være tilgængelig et eller andet sted på byggepladsen. Hvis virksomheden har valgt at udarbejde en særskilt APV for arbejdet på byggepladsen, er det tilstrækkeligt, at denne er tilgængelig på byggepladsen.

Særlige forhold kan fx være brugte konstruktioner, stoffer og materialer eller atypiske måder at udføre arbejdet på.

Virksomheden bør samtidig sende APV’en til byggeledelsen, hvis den kan have betydning for den løbende revision af bygherrens plan for sikkerhed og sundhed.

APV’en kan fx være tilgængelig i medarbejdernes skur.