At-vejledninger mv.

 

At-vejledning om arbejdspladsvurdering

6. Skiftende og midlertidige arbejdssteder

Det er som regel ikke nødvendigt at gennemføre en APV for hvert enkelt skiftende og midlertidige arbejdssted. I arbejdet vil der ofte indgå arbejdsfunktioner, som udføres ensartet på flere arbejdssteder. Det kan fx være tilfældet i virksomheder, der udfører hjemmehjælp, vvs-arbejde mv.

I disse tilfælde kan APV’en tage udgangspunkt i de generelle arbejdsfunktioner. Hvis der på et eller flere af arbejdsstederne er særlige forhold, som har betydning for, hvordan arbejdet udføres, skal det fremgå af APV’en.

For en virksomhed, der udfører arbejde uden for hjemmevirksomheden, er den første fase i arbejdet med APV’en derfor at finde ud af, om der er særlige arbejdsmiljøproblemer på det skiftende eller midlertidige arbejdssted, som man ikke kender i forvejen.

Herefter skal virksomheden gennemgå de øvrige faser i APV’en. APV’en skal være tilgængelig, så medarbejderne kan læse den.

Virksomheden kan fx lægge APV’en i lokaler, hvor medarbejderne jævnligt kommer.

Virksomheden skal revidere sin APV, når der sker ændringer i arbejdet eller i den måde, arbejdet udføres på. Men kun hvis det har betydning for arbejdsmiljøet.