Hormonforstyrrende stoffer i væksthuse

At-intern instruks nr. 3/2009
Ressortenhed: VG
Oprettet 5. oktober 2009
Senest revideret

1. Emne og baggrund

Denne instruks handler om brugen af pesticider i væksthuse og særligt om de pesticider, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
 
Miljøstyrelsen kan ikke ved lov påbyde særlige foranstaltninger, når der arbejdes med disse pesticider, fordi der endnu ikke er nok dokumentation om pesticiderne og deres hormonforstyrrende virkning. Men ud fra et forsigtighedsprincip er Miljøstyrelsen, Arbejdstilsynet og gartneribranchen blevet enige om at indføre skærpede retningslinjer for arbejde med disse pesticider.
 
Miljøstyrelsen er i gang med at undersøge de pesticider, der er under særlig mistanke. De kan eventuelt derefter blive forbudt.
 
Det er særligt risikabelt for kvinder i den fødedygtige alder at arbejde i væksthuse, hvor der bliver brugt hormonforstyrrende pesticider. Det er derfor vigtigt at undgå påvirkninger fra de mistænkte pesticider for at forebygge eventuelle skader inden og under graviditeten.
 
Syddansk Universitet har undersøgt drengebørn født af kvinder, der arbejdede i væksthuse under graviditeten. Undersøgelsen viste, at der var en øget risiko for, at drengebørnene blev født med misdannede kønsorganer. 

2. Instruks

Forholdsregler for arbejde med pesticider, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende

Følgende pesticider er mistænkt for at være hormonforstyrrende:

  • Acrobat WG
  • Baymat Ultra Rosensprøjtemiddel
  • Bonzi
  • Dithane NT
  • Floramon A, Floramon B, Floramon C
  • Fungaflor Smoke
  • Fungazil TM-100
  • NDMastana SC
  • Pirouette
  • Topflor
  • Tridex DG.  

Miljøstyrelsen har i samarbejde med Arbejdstilsynet og gartneribranchen skrevet en vejledning med en række retningslinjer om arbejde i væksthuse, hvor de nævnte pesticider bruges. Vejledningen handler både om arbejde med at sprede pesticiderne og arbejde i væksthuse efter sprøjtning. 

Forholdsregler for gravides arbejde med kemiske stoffer og materialer

Afsnit 1.3 i At-vejledning A.1.8 Gravides og ammendes arbejdsmiljø handler om arbejde med kemiske stoffer og materialer. Afsnittet handler bl.a. om, hvilke foranstaltninger der er hensigtsmæssige ved arbejde med hormonforstyrrende stoffer og bekæmpelsesmidler. Reglerne for at opdatere APV ved graviditet er også beskrevet.

Retningslinjer for arbejde med pesticider generelt i væksthuse

Der findes retningslinjer for brug af personlige værnemidler, når man udbringer pesticider i væksthuse. Dem kan du finde i BAR jord til bords vejledning Vejledning om personlige værnemidler – Væksthuse og lignende. Du kan som tilsynsførende spørge, om virksomheden følger disse retningslinjer.
 
I BAR jord til bords vejledning om Re-entry kan du finde retningslinjer for, hvornår man må opholde sig i væksthuset uden personlige værnemidler som åndedrætsværn og maske, efter at der er sprøjtet. 

Substitution

Væksthusene har pligt til at undersøge muligheden for substitution af pesticider til mindre farlige midler og processer, hvis de er omfattet af farlighedsbegrebet. Gartnerierne kan også anvende biologiske bekæmpelsesmidler, som man ikke mistænker for at udgøre en risiko for graviditeten. 

Typiske reaktionsformer

Du kan reagere med påbud i forhold til unødig påvirkning efter § 16 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse, hvis virksomheden ikke følger retningslinjerne i Miljøstyrelsens vejledning, når den arbejder med de nævnte pesticider.
 
Hvis virksomheden ikke har undersøgt muligheden for substitution, kan du reagere med påbud om, at virksomheden skal dokumentere, hvorfor den ikke substituerer, jf. §§ 11-14 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer.

3. Ikrafttræden

Straks

4. Vedligeholdelse

Kontor for Videngrundlag har ansvaret for at vedligeholde denne instruks.

Links til informationsmateriale