At-intern instruks om registrering af om afgørelser skal medføre smiley

At intern instruks nr. 1 - 2005
21. februar 2005

OBS: Instruksen er under revision

Emne og baggrund

Smileyordningen skal synliggøre virksomhedernes arbejdsmiljø. Det betyder, at en smiley kun skal tildeles, hvis påbudet gives fordi, der er noget galt med de ansattes arbejdsmiljø på virksomheden.

Dette er vigtigt at være opmærksom på, fordi arbejdsmiljøloven har en række bestemmelser, hvorefter der kan træffes afgørelse, uden der er konstateret kon-kret overtrædelse af reglerne. Det er fx. påbud om at foretage undersøgelser, støjmålinger og lign. Det kan også være afgørelser, hvor bestemmelserne ikke vedrører arbejdsmiljøforholdene på de virksomheder, afgørelserne rettes mod, fx. påbud til leverandører af tekniske hjælpemidler.

Denne instruks indeholder retningslinier til de tilsynsførende om, hvordan der sondres mellem afgørelser, der skal medføre smiley, og afgørelser der ikke skal.

Instruksen indeholder retningslinier til de tilsynsførende om, at de skal registrere hvilke typer afgørelser, der ikke skal medføre smiley, og hvordan dette gøres.

Instruks

Fordi smileyordningen skal synliggøre virksomhedernes arbejdsmiljø, skal en smiley kun tildeles på baggrund af afgørelser, der kan siges at være udtryk for, at virksomheden har en overtrædelse, der vedrører de ansattes arbejdsmiljøforhold.

Der er i ATIS oprettet en funktion, hvor den tilsynsførende skal angive, om et påbud vedrører de ansattes arbejdsmiljø, og om det dermed skal medføre en smiley eller ej. I ATIS findes denne funktion i skærmbillede TI030, hvor den tilsynsførende, når der oprettes en afgørelse, skal angive, hvilken rolle, den som afgørelsen rettes mod, har (pligtsubjektet), herunder om der er ansatte berørt. Klassifikationen er denne:
  • Arbejdsgiver
  • Arbejdsgiver (ikke overtrædelse)
  • Ejer af elevator, kedel, beholder (ansatte ikke berørt)
  • Leverandør
  • Bygherre
  • Installatør, udbyder
Det er kun klassifikationen "
Arbejdsgiver ", der medfører smiley.

ATIS vil som standard angive, at pligtsubjektet for en afgørelse er arbejdsgiveren, som det er tilfældet i langt hovedparten af Arbejdstilsynets afgørelser. I tilfælde af, at en afgørelse ikke vedrører en arbejdsgivers overtrædelse af arbejdsmiljøloven, skal den tilsynsførende angive, hvilket pligtsubjekt afgørelsen rettes mod, herunder om de ansatte er berørt af afgørelsen.

Kategorierne omfatter:

Arbejdsgiver . Denne kategori omfatter alle de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om, at en arbejdsgiver har begået overtrædelser, der vedrører de ansattes arbejdsmiljø. Herunder også påbud om begrænset arbejdstid eller pauser.

Arbejdsgiver (ikke overtrædelse). Omfatter alle de påbud, hvor det ikke er konstateret, at reglerne er overtrådt. Det kan være § 21-påbud om at lade foretage undersøgelser, påbud om støjmålinger mv. Disse påbud er ikke påbud om overtrædelser af arbejdsmiljøloven, men gives netop, fordi det ikke umiddelbart kan konstateres, om loven er overtrådt eller ej (medfører IKKE smiley).

Ejer af elevator, kedel, beholder (ansatte ikke berørt) . Omfatter tilfælde, hvor der gives påbud til en arbejdsgiver om dennes kedler, beholdere, elevatorer mv., men hvor disse fx. er installeret på steder, hvor arbejdsgiveren ikke har ansatte (medfører IKKE smiley).

Leverandør . Omfatter afgørelser om overtrædelser til leverandører af tekniske hjælpemidler og stoffer og materialer, vedrørende de særlige leverandørpligter (medfører IKKE smiley).

Bygherrer . Omfatter påbud til Bygherrer, vedrørende de særlige bygherreforpligtigelser (medfører IKKE smiley).

Installatører, udbydere . Omfatter påbud til installatører, reparatører mv. vedrørende de pligter, der gælder for installation og vedligehold af fx. tekniske hjælpemidler. Hertil påbud til udbydere af tjenesteydelser (medfører IKKE smiley).

Ikrafttræden

Straks

Vedligeholdelse

Kontor for Virkemidler foretager halvårligt en vurdering af, om der er behov for revision af denne instruks.