Samarbejdet omkring virksomhedstilsynet mellem Arbejdstilsynet og miljømyndighederne
Den 30. oktober 2009 Arbejdstilsynet og miljømyndighederne har i mange år haft et tæt samarbejde ved virksomhedstilsyn. Samarbejdet har hidtil været præciseret i cirkulæreskrivelse nr. 18/1990 og 19/1990 fra Arbejdstilsynet og cirkulære nr. 232/1990 og 233/1990 fra Miljøstyrelsen til amter og kommuner.
Siden er der sket flere ting, der betyder, at samarbejdet nu i højere grad kan fokuseres på de områder, hvor det i særlig grad er relevant med en tæt kontakt. Dette betyder, at de tidligere cirkulæreskrivelser og cirkulærer ophæves og erstattes af nærværende brev.
Der er således sket ændringer af både Arbejdstilsynets og Miljøministeriets struktur. De tidligere kredse under Arbejdstilsynet er omdannet til fire centre, der varetager Arbejdstilsynets tilsyn.
Miljøministeriet har oprettet syv miljøcentre. Ansvaret for miljøgodkendelse og -tilsyn er fordelt mellem kommunerne og tre af de nye miljøcentre, nemlig centrene i Århus, Odense og Roskilde.
Derudover er amterne nedlagt og kommuner sammenlagt.
Endelig har Arbejdstilsynet generelt ændret sin måde at føre tilsyn på, således at tilsynet i dag kommer ud på samtlige virksomheder med ansatte.
Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen finder på denne baggrund ikke, at der længere er behov for, at kommuner og miljøcentre og Arbejdstilsynet gensidigt orienterer hinanden med fremsendelse af afgørelser i det omfang, det er beskrevet i de ovennævnte cirkulærer om samarbejde om virksomhedstilsyn.
Således er der ikke behov for, at kommuner og miljøcentre indsender kopi til Arbejdstilsynet af alle miljøgodkendelser. I stedet skal Arbejdstilsynet i kon-krete tilfælde kunne rekvirere en miljøgodkendelse.
På tilsvarende måde skal miljømyndighederne kunne rekvirere konkrete påbud, som Arbejdstilsynet har afgivet.
Arbejdstilsynet og miljømyndighederne bør sikre, at der sker en gensidig orientering af den anden myndighed, hvis der konstateres oplagte ulovlig-heder eller problemer på en virksomhed, som kunne have interesse for den anden myndighed. I den forbindelse bør der gives en kort begrundelse for de elementer i sagen, der kan have interesse.
Orienteringen til Arbejdstilsynet kan ske mundtligt ved opringning til Arbejdstilsynets call center med angivelse af kontaktperson hos de involverede myndigheder.
Det er erfaringen, at en tæt kontakt f.eks. i form af møder mellem myndighederne i konkrete sager har klare fordele både for arbejdsmiljøet og for det ydre miljø, samtidig med at kontakten er til fordel for virksomhederne, som er interesseret i, at myndighedsarbejdet sker koordineret og samtidigt.
Særligt behandlingen af sager på risikoområdet forudsætter inddragelse af Arbejdstilsynet, herunder gennem gennemførelsen af fælles tilsyn. Samar-bejdet omkring behandlingen af disse sager er i dag beskrevet i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1666 af 14. december 2006 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (risikobekendtgørelsen), Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 20 af 12. januar 2006 (Arbejdstilsynets risikobekendtgørelse) og AT-Vejledning C.0.3 om samme emne.
Dette brev afformaliserer således arbejdsgangene mellem Arbejdstilsynet og miljømyndighederne ved at flytte fokus til det praktiske samarbejde mellem de to parter.
Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen afholder halvårlige møder, hvor der tages stilling til relevante spørgsmål inden for områderne arbejdsmiljø og det ydre miljø både for så vidt angår formelle regler og det praktiske samarbejde. Kommunerne er velkommen til løbende at komme med forslag til mulige samarbejdsinitiativer.
Venlig hilsen
Jens Jensen Lars Hindkjær
Direktør, Arbejdstilsynet Direktør, Miljøstyrelsen