Anmeldelse af hejseredskaber og spil samt løfteredskaber indrettet til personløft
At-cirkulæreskrivelse nr. 4 - 1997
Henvisning til At-meddelelsessystemets gruppe 2
I. Orientering
1.1 Anmeldelse af hejseredskaber og spil
Efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1101 af 14. december 1992 om hejseredskaber og spil § 15 skal der ske anmeldelse til Arbejdstilsynet af:
- fast opstillede hejseredskaber med maksimal belastning over 300 kg
- taljer, dog ikke elektrotaljer med maksimal belastning på 1000 kg og derunder
- ethvert hejseredskab og spil indrettet til brug på skiftende opstillingssteder, fx byggekraner, mobilkraner og lastbilmonterede kraner
- ethvert hejseredskab og spil indrettet til personløft, fx spil, hejsestillinger og kraner, der er specielt indrettet til personløft, dog ikke til løft af bevægelseshæmmede personer.
Anmeldelse skal ske
- inden ibrugtagning af nye hejseredskaber og spil,
- ved ejerskifte,
- ved væsentlig ombygning eller reparation,
- ved ny opstilling, bortset fra ny opstilling for samme ejer af fritkørende hejseredskaber, fx mobilkraner og autokraner, flytbare hejseredskaber og spil, der bruges til personløft, samt elektrotaljer.
Pligten til at foretage anmeldelsen påhviler opstilleren.Ved ejerskifte påhviler pligten dog den nye ejer.
Anmeldelsen skal ske på en særlig blanket (B 82.93), som udleveres af kredsene.
Anmeldelse for nye løfteredskaber skal ske til den tilsynskreds, hvor ejeren bor eller har forretningsadresse. Fornyet anmeldelse skal ske til den tilsynskreds, hvor opstillingen af hejseredskabet eller spillet sker.
Om udfyldning af anmeldelsen bemærkes særligt:
Anmeldelsen s. 1: Alle rubrikker skal være udfyldt.
Anmeldelsen s. 2: Kun relevante rubrikker skal være udfyldt, afhængigt af bæremidlets art.
Anmeldelsen s. 3: Rubrikkerne 1-15 skal være udfyldt.
Anmeldelsen s. 4: Rubrikkerne om belastningsprøve skal være udfyldt. Endvidere skal anmeldelsen være dateret og underskrevet.
Som bilag til denne At-cirkulæreskrivelse er vedlagt Vejledning i udfyldning af anmeldelsesblanket for hejseredskaber og spil.
1.2. Anmeldelse af løfteredskaber indrettet til personløft
Efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 17, jf. bilag 1, pkt. 3.3.1. og 3.3.2, skal der ske anmeldelse af løfteredskaber, der er indrettet til personløft.
Anmeldelse skal ske
- inden ibrugtagning af nyt løfteredskab, der er indrettet til personløft,
- ved ejerskifte,
- ved væsentlig ombygning eller reparation,
- ved ny opstilling, bortset fra ny opstilling for samme ejer af flytbare redskaber indrettet til personløft.
Pligten til at foretage anmeldelsen påhviler opstilleren.Ved ejerskifte påhviler pligten dog den nye ejer.
Anmeldelsen skal ske på en særlig blanket (B 83.93), som udleveres af kredsene. Anmeldelsen skal ske til den tilsynskreds, hvor løfteredskabet opstilles. Om udfyldning af anmeldelsen bemærkes særligt:
Anmeldelsen s. 1: Alle rubrikker skal være udfyldt.
Anmeldelsen s. 2: Rubrikkerne 1-12 skal være udfyldt. Rubrikkerne om belastningsprøve skal være udfyldt. Endvidere skal anmeldelsen være dateret og underskrevet.
II. Instruktion
Det fremgår ikke af regelsættet, hvad kredsen skal foretage sig i anledning af anmeldelserne. Det må derfor bero på en vurdering af indholdet af den enkelte anmeldelse.
Når kredsen modtager en anmeldelse, skal det vurderes, om anmeldelsen er tilstrækkeligt udfyldt, og der i øvrigt ikke er oplysninger, der indikerer, at der foreligger mangler ved hejseredskabet, spillet eller løfteredskabet. Er anmeldelsen korrekt udfyldt, og vurderes det, at hejseredskabet, spillet eller løfteredskabet er forsvarligt indrettet efter det oplyste i anmeldelsen, kan anmeldelsen henlægges.
Hvis kredsen finder, at der mangler væsentlige oplysninger i anmeldelsen, skal der ske telefonisk eller skriftlig henvendelse til opstilleren/ejeren om at indsende yderligere oplysninger.
Oplysningerne i anmeldelsen kan i sig selv indikere, at hejseredskabet, spillet eller løfteredskabet har mangler, der begrunder, at der skal aflægges tilsynsbesøg på opstillingsstedet. Her skal kredsen afgøre, om den mangel, som anmeldelsen indikerer, at der foreligger, er så alvorlig, at der skal tages kontakt til ejeren/brugeren umiddelbart, eller om kredsen kan lade anmeldelsen indgå i den almindelige prioritering af kredsens tilsynsbesøg.
III. Ikrafttræden
Straks.
15. april 1997
Jens Andersen