Udlevering af oplysninger om arbejdsskader/ulykker til kommunerne
At-cirkulæreskrivelse nr. 2 - 1997
Henvisning til: At-meddelelsessystemets gruppe 6
I. Orientering
Pr. 1. januar 1996 er der sket en ændring af erstatningsansvarsloven og af sygedagpengeloven, så kommunerne kan gøre regres gældende i de tilfælde, hvor der udbetales sygedagpenge til den sygemeldte som følge af en lidelse forvoldt af en i erstatningsretlig henseende ansvarlig skadevolder. Lovændringen medfører bl.a., at en kommune, der har udbetalt sygedagpenge til en borger, der har pådraget sig en arbejdsbetinget lidelse eller har været ude for en arbejdsulykke, kan indtræde i den skadelidtes eventuelle erstatningskrav mod en arbejdsgiver.
I forbindelse med lovændringen har Socialministeriet udsendt vejledning nr. 83 af 7. maj 1996 om regres for sygedagpenge. Vejledningen er vedlagt som bilag. Vejledningen indeholder et afsnit om kommunens fremgangsmåde i en regressag. Kommunen henvises her til at indhente fortrolige oplysninger i et vist omfang fra Arbejdstilsynets tilsynskredse.
På denne baggrund kan kredsene fremover forvente en del henvendelser fra kommuner, der ønsker oplysninger til støtte for en formodning af, at en borger modtager sygedagpenge på baggrund af en arbejdsskade forvoldt af en ansvarlig skadevolder, fx arbejdsgiver. Der kan således blive tale om overvejelser om videregivelse af oplysninger i form at de tilsynsførendes tilsynsrapporter og ulykkesrapporter, eller om oplysninger i form af anmeldelser af arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser, eller eventuelle uddrag heraf.
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, kan fortrolige oplysninger, bl.a. i form af helbredsoplysninger, videregives til andre forvaltningsmyndigheder, hvis den person oplysningerne angår har givet samtykke hertil, eller videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse.
II. Instruktion
Kredsene skal, ved modtagelse af en forespørgsel fra en kommune om oplysninger vedrørende konkrete personer, som kommunen udbetaler eller har udbetalt dagpenge til, vurderere, hvorvidt der med hjemmel i Forvaltningsloven kan videregives fortrolige oplysninger vedrørende den identificerede enkelsag.
De ønskede oplysninger skal i henhold til forvaltningslovens § 28, stk. 2, stk. 4 og stk. 5, jf. § 31, stk. 1 umiddelbart videregives til kommunen, hvis den skadelidte har afgivet skriftligt samtykke hertil, og samtykket er afgivet inden for det seneste år.
Hvis skadelidte ikke har givet skriftligt samtykke må kredsen i den konkrete sag vurdere, hvorvidt en af de øvige betingelser i § 28, stk. 2, for at videregive fortrolige oplysninger, er til stede.
Der kan under de nævnte betingelser videregives oplysninger fra bl.a. anmeldelser af arbejdsbetingede lidelser og anmeldelser af arbejdsulykker samt oplysninger fra Inddateringsregistret.
Kredsene kan ikke videregive oplysninger fra Arbejdstilsynets Statistikregister, jf. registerforskriftens § 25. Der kan heller ikke gives aktindsigt i oplysninger fra andre offentlige myndigheder, fx. i politirapporter, idet eventuel aktindsigt heri skal indhentes hos den myndighed, oplysningerne stammer fra.
Kredsen skal, i forbindelse med anmodningen om videregivelse af fortrolige oplysninger, ikke vurdere, hvorvidt en arbejdsgiver rent erstatningsretligt har gjort sig skyldig i ansvarspådragende adfærd.
III. Ikrafttræden
Straks.
25. marts 1997
Jens Andersen