Beredskabsstyrelsens varslingssirener

At-cirkulæreskrivelse nr. 5 - 1995                              

Henvisning til: At-meddelelsessystemets gruppe 3

I. Orientering

Beredskabsstyrelsen har opsat nye varslingssirener over hele landet. De nye varslingssirener har en betragtelig lydeffekt, for eksempel er lydtrykket over 150 dB tæt ved de største sirener. Dette kan medføre øjeblikkelig og permanent døvhed for personer uden høreværn. Signalafgivelsen starter desuden meget brat, så det er nødvendigt med særlige retningslinjer for arbejde på tage, hvor der er monteret sirener.

Sirenerne afprøves efter forudgående varsel fra Beredskabsstyrelsen, og sirenerne tænkes anvendt i nødsituationer, fx ved miljøkatastrofer.

Beredskabsstyrelsen har opsat skilte, der påbyder brug af høreværn ved al ophold inden for en sikkerhedszone på 40 m fra sirenerne. Desuden har Beredskabsstyrelsen pålagt husejerne pligt til, at informere alle der færdes på tagene om de nødvendige forholdsregler.

Beredskabsstyrelsen kan efter anmodning fra husejerne frakoble sirenerne ved tagarbejde af mere end to dages varighed, eller hvis særlige sikkerhedsforhold taler derfor.

II. Instruktion

Kredsene skal i forbindelse med det almindelige tilsynsarbejde tilse, at der anvendes høreværn ved al ophold og færden i sikkerhedszonen omkring tilkoblede sirener, samt at sikkerhedszonen forlades ved signalgivning. Ved den varslede afprøvning skal sikkerhedszonen forlades i god tid.

Beredskabsstyrelsens logistikkontor, tlf. 45 82 54 00, kan oplyse, om en sirene er tilkoblet. Påbud om brug af høreværn skal hjemles i § 38 i arbejdsmiljøloven samt § 3 i bekendtgørelsen om brug af personlige værnemidler.

III. Ikrafttræden

Straks.

19. april 1995
Erik Andersen