Undersøgelser af arbejdspladser for Arbejdsskadestyrelsen

At-cirkulæreskrivelse nr. 1 - 1995                               

Henvisning til: At-meddelelsessystemets gruppe 6

I. Orientering

Arbejdsskadestyrelsen har i nogle sager brug for en vurdering af, om en anmeldt arbejdsbetinget lidelse kan anerkendes på grund af de arbejdsforhold, den skadelidte har været udsat for på nuværende eller tidligere arbejdspladser.

Arbejdsskadestyrelsen har i den forbindelse behov for en nærmere beskrivelse af de arbejdspladser, den skadelidte har været beskæftiget på, og de arbejdsforhold hvorunder arbejdet har foregået.

Arbejdsskadestyrelsen indhenter selv oplysninger og udtalelser, dels fra skadelidte og evt. arbejdsgiver, dels gennem Arbejdsskadestyrelsens rejseinspektør, dels fra de arbejdsmedicinske klinikker og endelig fra Arbejdstilsynets arkiver. I nogle tilfælde er disse oplysninger dog ikke tilstrækkelige for Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling.

Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen har på den baggrund indgået en aftale om, at Arbejdstilsynet efter anmodning udfører undersøgelser af arbejdsmiljøet på disse arbejdspladser.

Undersøgelserne skal grundlæggende beskrive de specifikke arbejdsprocesser og belastninger, skadelidte har foretaget eller været udsat for i relation til den anmeldte lidelse. Der lægges vægt på at give detaljerede beskrivelser med tilhørende beregninger af den skadelidtes præcise arbejdsfunktion og arbejdsmiljøet. Der skal ikke foretages generelle arbejdspladsvurderinger.

II. Instruktion

Kredsene skal udføre undersøgelserne efter følgende retningslinier:

1.Sagsbehandling

Undersøgelsen af den skadelidtes arbejdsmiljø skal være specifik og alene dække skadelidtes konkrete arbejdsforhold. Det indebærer, at generelle belastninger ved en given arbejdsfunktion ikke kan indgå i rapporten, jf. punkt 1.3, medmindre det kan dokumenteres, at skadelidte har været belastet af disse forhold. Der skal derfor foretages en forhåndsvurdering af, om der kan indhentes konkrete oplysninger om skadelidtes arbejdsforhold.

Der udarbejdes ikke undersøgelser i de tilfælde, hvor det på forhånd kan vurderes, at konkrete oplysninger ikke kan indhentes, hvilket navnlig forekommer under følgende omstændigheder: 
  • Påvirkningerne er sket for mange år siden på mange forskellige virksomheder, og de nuværende arbejdsmetoder adskiller sig radikalt fra de metoder, der blev anvendt på påvirkningstidspunktet.
  • Skadelidte har haft mange forskellige arbejdsfunktioner, påvirkningerne er sket for mange år siden, og påvirkningsmængden er meget svagt dokumenteret.

1.1 Arkivundersøgelse

Fra kredsens arkiv inddrages relevant materiale i form af tilsynsrapporter, målerapporter og lignende. Tilsynsførende med kendskab til virksomheden interviewes om forholdene.

1.2 Virksomhedsbesøg

Hvis virksomheden fortsat eksisterer, besøges den, og de relevante arbejdsprocesser gennemgås og analyseres.

Hvis arbejdsprocesserne har ændret sig i forhold til de påvirkninger, den skadelidte har været udsat for, beskrives de daværende arbejdsprocesser gennem interviews med ledelse og ansatte.

Virksomhedsbesøg aftales med virksomheden, og kredsen gør opmærksom på, at der primært er tale om et besøg for at indsamle information i forhold til en arbejdsskadesag.

Ved besøg iagttages retningslinierne i At-cirkulæreskrivelse nr. 6/1988, og ved eventuelle konstaterede overtrædelser af arbejdsmiljøloven reageres med normal tilsynsreaktion.

1.3 Rapport

Resultatet af undersøgelserne sammenfattes i en rapport, der skal indeholde følgende afsnit: 
  • Kronologisk oversigt over skadelidtes ansættelsesforhold og arbejdsfunktionerne, som var forbundet hermed.
  • Oversigt over sandsynlige, skadelige påvirkninger. Herunder skal påvirkningernes art samt deres tids- og mængdemæssige udstrækning beskrives. 
  • Konklusion, der opsummerer de skadelige påvirkninger i relation til den anmeldte lidelse, og i hvilket omfang disse påvirkninger er dokumenterede fra såvel ledelse som ansattes repræsentanter. Konklusionen må ikke indeholde en stillingtagen til, hvorvidt skaden i den enkelte sag skyldtes de forhold, som beskrives i udtalelsen.
  • Arbejdstilsynets vurdering af arbejdsforholdene i forhold til arbejdsmiljøreglerne og den administrative praksis på området. Det kan her angives, om et forhold ville have givet anledning til påbud m.v.

2. Betaling

Betaling for ydelsen sker til Arbejdstilsynets lokale kreds, som sender en faktura. Beskrivelse af den regnskabsmæssige forretningsgang, herunder om tidsforbrug og pris m.v., er nærmere angivet i kredsens økonomihåndbog

3. Svarfrist

Rapporten skal være Arbejdsskadestyrelsen i hænde senest 4 uger efter, at sagen er indgået i den lokale kreds, dog senest efter 5 uger i ferieperioder.

4. Aktindsigt

Kredsene kan meddele aktindsigt efter forvaltningslovens sædvanlige principper, men det skal sikres, at skadelidte ikke kan identificeres ved personnummer, navn eller lignende.

III. Ikrafttræden

20. februar 1995.

14. marts 1995
Erik Andersen