Organiske opløsningsmidler og andre sundhedsskadelige luftarter
At-cirkulæreskrivelse nr. 2 - 1988
I. Orientering
1. Hidtidig praksis på området organiske opløsningsmidler
Arbejdstilsynets praksis på dette område, der senest blev præciseret i forbindelse med kampagnen i 1985 om organiske opløsningsmidler, er:
1.1 Unødig påvirkning fra organiske opløsningsmidler skal undgås.
Dette krav følger af § 16 i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse.
En metode til at undgå unødig påvirkning kan være substitution, der kan påbydes i medfør af § 19 i bekendtgørelsen om stoffer og materialer.
For erhvervsmæssigt arbejde, herunder især bygningsmalearbejde, kan der på grundlag af kodenumre og anvisninger om substitution gives påbud.
Undertiden vil unødig påvirkning kunne undgås eller nedbringes ved ændringer af arbejdsstedets indretning eller ved arbejdets tilrettelæggelse og udførelse.
Det må således betegnes som unødigt, at personer, der ikke selv deltager i en arbejdsproces, udsættes for forureninger herfra. Foranstaltninger herimod kan være at flytte arbejdsprocessen til et særligt arbejdsrum. Særlige rum til tørring af forurenende elementer og låg på bøtter og lignende med forurenende indhold vil fx også kunne være rimelige foranstaltninger.
1.2 Påvirkningen fra luftforurening skal nedbringes så meget, som det er teknisk rimeligt.
Dette krav følger af § 16 i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse.
Ved vurderingen af, hvad der er teknisk rimeligt, kan der sammenlignes med, hvad der er god standard inden for branchen eller ved lignende arbejdsprocesser.
Det bør desuden overvejes, om trufne foranstaltninger virker hensigtsmæssigt. Eksisterende ventilationsanlæg skal forbedres, hvis der er tekniske og økonomiske muligheder herfor. Ofte kan en justering ved en evt. ændret placering af sugehoveder og en bedre styring af luftstrømmen forholdsvis nemt forstærke virkningen.
Hvis de forurenende stoffer og materialer har særlige egenskaber, så der fx indgår kræftfremkaldende stoffer i forureningen, skal det overvejes, om yderligere eller særlige foranstaltninger er påkrævet.
Eventuel usikkerhed om forureningens art, fx på grund af opvarmning eller eventuelle urenheder i de anvendte produkter, skal indgå i fastlæggelsen af foranstaltningerne.
1.3 På faste arbejdssteder med ansatte skal der ved alle arbejdsprocesser, hvor luften forurenes af organiske opløsningsmidler, træffes foranstaltninger til at fjerne luftforureningen på udviklingsstedet og hindre den i at trænge ind i andre arbejdslokaler.
Dette krav følger af § 13 stk. 1 nr. 16, i lov om almindelig arbejderbeskyttelse.
Undtagelser herfra accepteres kun i tilfælde, hvor arbejdsprocessen er enkeltstående og kortvarig. Der skal da træffes andre foranstaltninger, fx anvendes personlige værnemidler.
Luftforureningen skal således fjernes, selv om arbejdsprocessen ikke er kontinuerlig, blot den er jævnligt gentaget og ikke af uvæsentlig varighed.
Rumventilationen vil ikke være tilstrækkelig.
Der skal mindst etableres en lokalafsugning, der fjerner forureningen fra udviklingsstedet, så den ikke passerer de ansattes åndedrætszone.
Det mest effektive er en indkapsling af arbejdsprocessen ved etablering af et lukket evt. automatisk system.
Recirkulation i forbindelse med udsugning af organiske opløsningsmidler må normalt ikke finde sted. Udsugningen skal føres direkte til det fri, og den udsugede luft skal erstattes af en tilsvarende mængde - om nødvendigt forvarmet - frisk luft.
1.4 Fastsatte grænseværdier skal overholdes.
Dette krav følger af § 16 i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse.
Det er ikke tilstrækkeligt, at grænseværdien er overholdt, hvis pkt. 1.1-1.3 ikke er opfyldt.
Der skal derfor i den konkrete situation første og fremmest ske en vurdering af, om der er truffet de foranstaltninger, der er rimelige til opfyldelse af de tre punkter. Hvis dette ikke er tilfældet, skal der afgives påbud.
Målinger af luftforureningen kan ikke alene afgøre, om forholdene opfylder kravet om, at unødig påvirkning af stoffer og materialer skal undgås.
Afgørelsen må først og fremmest baseres på, om der er truffet foranstaltninger til fjernelse eller nedbringelse af påvirkningerne, og om disse foranstaltninger er teknisk rimelige. En overholdelse af grænseværdien kan ikke fritage for at træffe sådanne foranstaltninger. Når alle rimelige tekniske foranstaltninger til fjernelse eller nedbringelse af luftforureningen er truffet, kan målinger benyttes som kontrol af foranstaltningernes effektivitet.
Påbud om målinger afgives med hjemmel i § 21 i arbejdsmiljøloven.
B. Højesterets dom fra september 1987
Højesteret har 16. september 1987 afsagt dom i en sag, hvor Arbejdstilsynet havde afgivet påbud til en virksomhed om ventilation, selv om grænseværdier ikke var overskredet.
Virksomheden foretog sprøjtearbejde ved undervognsbehandling med et materiale, der indeholdt et organisk opløsningsmiddel. Arbejdet blev foretaget i et særligt arbejdsrum, hvor der ikke var truffet foranstaltninger til at fjerne de sundhedsfarlige luftarter. Kredsen gav derfor påbud om, at der skulle etableres tilstrækkelig effektiv ventilation.
Virksomheden nægtede at efterkomme påbudet, fordi målinger viste, at grænseværdier ikke var overskredet.
Herefter blev der på Arbejdstilsynets foranledning rejst retslig tiltale mod virksomheden.
Byretten fandt, at Arbejdstilsynet havde hjemmel til at påbyde virksomheden at forsyne sprøjterummet med effektiv ventilation, selv om målinger ved sprøjtearbejdet havde vist, at grænseværdier ikke var overskredet. Hjemmelen fandtes i § 4, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 16 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse og § 13, nr. 16, i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 297 af 4. juli 1968 om lov om almindelig arbejderbeskyttelse.
Landsretten, hvortil virksomheden havde anket byrettens afgørelse, frifandt virksomheden. Landsrettens afgørelse blev begrundet med, at luftforureningen ikke oversteg de fastsatte grænseværdier, og at det ikke fandtes godtgjort, at der uanset dette forelå en sundhedsskadelig forurening.
Højesteret, hvortil anklagemyndigheden ankede landsrettens afgørelse, stadfæstede byrettens dom.
Højesteret udtaler:
"§ 13, stk. 1, nr. 16, i lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig arbejderbeskyttelse bestemmer, at sundhedsskadelige luftarter, som udvikler sig i arbejdsrum, så vidt muligt skal fjernes på udviklingsstedet. Denne bestemmelse er, med hjemmel i arbejdsmiljølovens § 89, stk. 2, fortsat opretholdt. Arbejdstilsynet har herefter, når der udvikles sundhedsfarlige luftarter i arbejdsrum, hjemmel i arbejdsmiljølovens § 77 til at påbyde effektiv ventilation, uanset om der er konstateret en luftforurening, der overstiger fastsatte grænseværdier".
II. Instruktion
Afgivelse af påbud i forbindelse med brugen af organiske opløsningsmidler skal fortsat ske i overensstemmelse med ovennævnte praksis.
Samme praksis skal følges, hvor der udvikles andre sundhedsskadelige luftarter.
Som hjemmel for påbud:
- om fjernelse af dampe fra organiske opløsningsmidler og andre sundhedsskadelige luftarter på udviklingsstedet i arbejdsrum angives § 13, stk. 1, nr. 16, i lov om almindelig arbejderbeskyttelse, som opretholdt ved bekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985
- om at unødig påvirkning skal undgås, og påvirkning fra luftforurening skal medbringes så meget, som det er teknisk rimeligt, angives § 16 i bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse
- om substitution angives i § 19 i bekendtgørelse nr. 540 af 2. september 1982 om stoffer og materialer
- om målinger angives arbejdsmiljølovens § 21.
III. Ikrafttræden
Straks.
16. februar 1988
Erik Andersen