Syntetiske mineralfibre
At-cirkulæreskrivelse nr. 18 - 1988
Henvisning til: At-meddelelsessystemets gruppe 4
I. Orientering
Bekendtgørelse nr. 344 af 9. juni 1988 om arbejde med montering og nedrivning af isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre fremsendes hermed til samtlige kredse.
Bekendtgørelsen skal sikre, at der ved arbejde med mineraluldsprodukter tages hensyn til og træffes foranstaltninger mod de sundhedsfarer, der er forbundet hermed.
Område
Bekendtgørelsen stiller krav til producenterne, leverandører, projekterende, rådgivere og arbejdsgivere.
De af bekendtgørelsen omfattede materialer omfattes ikke af farlighedsbegrebet i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 540 af 2. september 1982 om stoffer og materialer. Det vil sige, hvis syntetiske mineralfibre - som nu er varslet på Arbejdstilsynets grænseværdiliste - kommer på kræftlisten, vil dette ikke medføre skærpede krav efter bekendtgørelsen om stoffer og materialer.
Brugsanvisninger
Leverandører skal have udarbejdet brugsanvisning for samtlige produkter. Brugsanvisningen skal ikke medfølge alle leveringer, men skal efter anmodning kunne udleveres.
Planlægning m.v.
Der skal først og fremmest anvendes standardiserede materialer, der ikke kræver særlig tildannelse, jf. § 4.
Særligt støvende arbejde skal planlægges således at det så vidt muligt undgås, at der foregår andet arbejde samtidig, jf. § 5.
Ved produktvalg skal der vælges produkter, der formindsker støv- og fiberafgivelsen ved arbejdet, jf. § 6. hvis der ved udformningen af et projekt er valgt materialer, der ikke giver arbejdsgivere reelle valgmuligheder, men hvor der kunne have været valgt alternative materialer i overensstemmelse med § 6, skal der skrides ind over for den projekterende og ikke arbejdsgiveren.
Endelig skal arbejdet efter § 7 planlægges således, at mindst muligt arbejde forekommer over hovedhøjde og mest muligt før rum og konstruktioner færdiggøres og tillukkes.
Arbejdets udførelse
I kapitel 4 og kapitel 5 stiller bekendtgørelsen krav til arbejde med mineraluld.
Det vil sige montering og nedrivning af mineraluld i forbindelse med nybyggeri, ombygning, skibsbygning, teknisk isolering og efterisolering. Også reparationsarbejder hvor der i forbindelse med arbejdet nedrives og opsættes isoleringsmaterialer, vil være omfattet af bekendtgørelsen. Fx ved reparation af rørinstallationer. Ligeledes vil eksempelvis anvendelse af mineraluldsprodukter til lydisolering være omfattet.
Særligt støvende arbejde
Kapitel 5 skærper kravene til foranstaltninger ved særligt støvende arbejde. Det er vanskeligt entydigt at fastlægge området herfor, men opmærksomheden må henledes på, at støvproblemet også kan hidrøre fra andet end mineraluld.
Afgørelsen af, om konkrete arbejder er omfattet af kapitel 5 skal derfor ske efter en samlet vurdering af forholdene herunder, hvorledes arbejdet er tilrettelagt, og hvor længe arbejdet står på. En systematisk vurdering må tage udgangspunkt i, om det har været muligt at begrænse støv- og fiberafgivelsen ved:
- Projekteringen og planlægningen af arbejdet,
- ved valget af materialer,
- ved at tildannelsen af materialerne er begrænset.
Det pågældende arbejde kan endvidere være omfattet af kapitel 5 hvis eksempelvis et eller flere af følgende forhold gør sig gældende:
- Arbejdet skal udføres liggende eller kravlende,
- arbejdet med mineraluld på varme emner giver øget fiberkoncentration i luften på grund af temperaturforskellene,
- der er dårlige udsugningsforhold,
- der er tale om arbejde med gammelt isoleringsmateriale,
- der forekommer støv af anden art, fx i gamle loftsrum,
- der er tale om isoleringer ovenpå eksisterende isolering,
- der anvendes hurtiggående værktøj ved tildannelsen,
- ved genanvendelse af isoleringsmateriale,
- der sker indgreb i eksisterende konstruktioner, bl.a. ved hjælp af hurtiggående værktøj.
Bekendtgørelsens ikrafttræden
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1988. Dog træder bestemmelserne om leverandørernes pligter efter § 2 først i kraft den 1. januar 1989. Kapitel 3 om planlægning m.v. finder ikke anvendelse for tilbud, afgivet før ikrafttrædelsesdatoen.
II. Instruktion
Ovenstående skal lægges til grund ved kredsens vejledning om og administration af bekendtgørelsen om syntetiske mineralfibre.
III. Ikrafttræden
Straks.
6. juli 1988
Erik Andersen