Strategi for Arbejdstilsynets arbejde med forebyggelse af muskel- og skeletbesvær

Arbejdstilsynet 2008
Revideret juli 2009

Reduktionsmål/Indledning

Muskel- og skeletbesvær er af regeringen udpeget som et af de fire prioriterede arbejdsmiljøproblemer til og med 2010.
 
Muskel- og skeletbesvær dækker over smerter og ubehag i muskler og led især i ryg, nakke og skuldre. Det er et særdeles udbredt problem, der kan have vidtrækkende konsekvenser både for det enkelte menneske, virksomhederne og samfundet.
 
Målet for den samlede indsats mod muskel- og skeletbesvær til og med 2010 er at opnå en reduktion på 10 pct. i det samlede sygefravær, der skyldes muskel- og skeletbelastninger i arbejdet.
 
Dårligt arbejdsmiljø er en af årsagerne til muskel- og skeletbesvær og dermed til øget risiko for sygefravær. Arbejdsmiljøet har desuden betydning for, om beskæftigede med muskel- og skeletbesvær - uanset om det skyldes arbejdet eller ej - kan forblive i arbejde.
 
Arbejdstilsynets strategi overfor risikofaktorer for muskel- og skeletbesvær i arbejdsmiljøet skal bidrage til at dette mål nås.

Den hidtidige forebyggelsesindsats

Arbejdstilsynet har igennem flere år haft fokus på at forebygge muskel- og skeletbesvær ved at sætte ind overfor risikofaktorer i arbejdsmiljøet.
 
Risikofaktorer som tunge løft og ensidigt gentaget arbejde har således været prioriterede arbejdsmiljøproblemer i Arbejdstilsynets arbejde siden 1996.

Udfordringer i arbejdet med at forebygge muskel- og skeletbesvær

De væsentligste risikofaktorer i arbejdslivet for muskel- og skeletbesvær er:
  • Tunge løft, f.eks. arbejde med løft af tunge genstande og personer
  • Ensidigt gentaget arbejde, f.eks. industriel udskæring af kød
  • Ensidigt belastende arbejde, f.eks. visse typer af computerarbejde
  • Belastende arbejdsstillinger, f.eks. visse typer af plejearbejde
  • Fysisk anstrengende arbejde
  • Psykosociale påvirkninger, der kan forværre situationen
Det er meget forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvor godt man har forebygget disse risikofaktorer. Nogle virksomheder er selv nået rigtigt langt, mens andre har et større behov for hjælp.
 
Det er derfor vigtigt, at Arbejdstilsynet kan føre et effektivt tilsyn rettet mod de virksomheder, hvor behovet er størst.
 
Ligeledes vil det være vigtigt gennem målrettet information at understøtte virksomhedernes eget arbejde med at forebygge muskel- og skeletbesvær.
 
Hvis der skal opnås et markant fald i sygefravær på grund af muskel- og skeletbesvær, er det samtidig også nødvendig at sætte fokus på, hvordan mennesker med muskel- og skeletbesvær kan forblive på arbejdsmarkedet.
 
Endelig er det vigtigt fortsat at indhente den nyeste viden på muskel- og skeletbesvær-området med henblik på en fortsat optimering af den forebyggende indsats.

Handlingsplan for Arbejdstilsynets arbejde med forebyggelse af muskel- og skeletbesvær

For at håndtere disse udfordringer i arbejdet med at forebygge muskel- og skeletbesvær, og for at bidrage til målet om at opnå en reduktion på 10 pct. i det samlede sygefravær, vil Arbejdstilsynet i tillæg til de almindelige tilsyns- informations- og regelopgaver på området sikre en række yderligere initiativer:

Effektivt tilsyn rettet mod de virksomheder, hvor behovet er størst

  • Samtlige danske virksomheders arbejdsmiljø screenes i perioden 2005-11. Ved screeningerne er der bl.a. særlig fokus på risikofaktorer for muskel- og skeletbesvær. Konstateres der ved en screening væsentlige risikofaktorer for muskel- og skeletbesvær udtages virksomheden til et mere omfangsrigt tilsyn, hvor disse risikofaktorer kan afdækkes nærmere.
  • Der vil blive gennemført tilsynsaktioner samt tilsynsindsatser i særligt belastede brancher med fokus på forebyggelse af muskel- og skeletbesvær.
  • Der vil blive udviklet særlige hjælpeværktøjer til brug i Arbejdstilsynets tilsynsarbejde med risiko for muskel- og skeletbesvær i arbejdsmiljøet.
  • Der vil blive gennemført særlig kompetenceudvikling af tilsynsførende i Arbejdstilsynet målrettet tilsynsarbejdet med risiko for muskel- og skeletbesvær i arbejdsmiljøet.

Understøttelse af virksomhedernes eget arbejdsmiljøarbejde

  • Der vil ske en fortsat udvikling af Arbejdstilsynets hjemmeside - herunder udarbejdelse af en temaside om muskel- og skeletbesvær med information om forebyggelse og henvisning til materialer, der yderligere kan understøtte virksomhedernes eget forebyggende arbejde.

Fokus på sygefravær og arbejdsfastholdelse

  • Der er i 2008 gennemført udredningsarbejder, der skal bidrage med yderligere viden om forebyggelse af at muskel- og skeletbesvær fører til sygefravær og arbejdsophør - samt viden om forebyggelsespraksis i sammenlignelige lande. Udredningsarbejderne skal udgøre grundlaget for drøftelser med arbejdsmarkedets parter i foråret 2009 om den fortsatte udvikling af forebyggelsesarbejdet.
  • I 2009 vil der blive gennemført yderligere et udredningsarbejde, der skal bidrage med viden om risikofaktorer i arbejdsmiljøet knyttet til fysisk tungt arbejde. Udredningsarbejdet skal udgøre grundlaget for yderligere drøftelser med arbejdsmarkedets parter i efteråret 2009.
  • I forbindelse med implementeringen af regeringens og arbejdsmarkedets parters aftale fra 2008 om nedbringelse af sygefraværet, gennemfører Arbejdstilsynet en række aktiviteter med henblik på videnspredning og vejledning af virksomhederne om sygefravær og arbejdsfastholdelse.