Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Nyhedsbrev

 

Nyhedsbrev 

E-nyt nr. 3 - 1. marts 2012

Arbejdstilsynets startpakke hjælper nye arbejdsgivere

Arbejdstilsynet har lavet en startpakke om arbejdsmiljø til nye arbejdsgivere. I startpakken er der introduktion til tre centrale krav, som arbejdsgiveren skal opfylde, og der er også hjælp til at komme i gang med arbejdsmiljøarbejdet. Introduktionen gives med både videoer og tekst.

Når en virksomhed har ansat sin første medarbejder, sender Arbejdstilsynet et brev eller en e-mail med en introduktion til arbejdsmiljøkrav og et link til et særligt område på Arbejdstilsynets hjemmeside, www.arbejdstilsynet.dk/startpakke. Her kan virksomheden blandt andet se videoklip, der introducerer de tre krav om:

  • Oplæring og instruktion af den nye medarbejder
  • Udarbejdelse af arbejdspladsvurdering (APV) og
  • Afholdelse af den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

Arbejdstilsynet vil gerne hjælpe de nye arbejdsgivere med at sikre, at deres ansatte går lige så raske hjem fra arbejde, som de kom. Både af hensyn til den enkelte ansatte og fordi arbejdsskader og fravær kan være både dyrt og ubehageligt for en ny arbejdsgiver.  

Derfor indeholder startpakken også et lettilgængeligt og overskueligt værktøj, hvor den nye arbejdsgiver ud fra den ansattes jobfunktion bliver præsenteret for de mest relevante arbejdsmiljøproblemer og får hjælp til at arbejde med at løse dem.

Fakta om startpakken

  • Arbejdstilsynet sender startpakken til virksomheder, når vi får kendskab til, at de ansætter for første gang. Vi får kvartalsvise beskæftigelsesdata fra Danmarks Statistik via CVR-registret.
  • Der kan gå 3 til 6 måneder fra, at medarbejderen er ansat, til arbejdsgiveren modtager brevet/e-mailen fra Arbejdstilsynet.
  • Startpakken er en del af den politiske aftale fra marts 2011 mellem den daværende regering (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en ny strategi for arbejdsmiljøindsatsen frem mod 2020.
  • I brevet/e-mailen er der også henvist til Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside, hvor der er information om arbejdsgiveres pligt til at tegne forsikring og anmelde arbejdsulykker for sine ansatte.

Kontakt

Projektleder Victor Mørk Johansen, tlf. 72 20 86 17 eller vmj@at.dk.

---

Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.