
E-nyt nr. 8 - 30. september 2011
BRUGERUNDERSØGELSE: Hjælp os med at gøre e-nyhedsbrevet bedre ved at at deltage i vores brugerundersøgelse. Vi har altid fokus på kvalitet i vores arbejde, og bruger du et par minutter på at deltage i brugerundersøgelsen, hjælper du os med at kunne gøre det endnu bedre. Det vil forhåbentlig resultere i, at du fremover får bedre, mere fokuserede og relevante informationer og nyheder indenfor dit felt.
Tilsyn med den årlige arbejdsmiljødrøftelse
TILSYN: Siden den 1. oktober 2010 har det været lovpligtigt for virksomheder at holde en årlig arbejdsmiljødrøftelse. Fra den 1. oktober 2011 begynder Arbejdstilsynet derfor at føre tilsyn med, om virksomhederne har haft drøftelsen. Det indebærer bl.a., at arbejdsgiveren skal kunne dokumentere over for Arbejdstilsynet, at arbejdsmiljødrøftelsen har fundet sted inden for det seneste år.
Ny bog om arbejderbeskyttelse og arbejdsmiljø gennem 150 år
BOGUDGIVELSE: "Velfærdens Pris - Arbejderbeskyttelse og arbejdsmiljø gennem 150 år” er den første store samlede beskrivelse af Arbejdstilsynets og arbejdsmiljøets historie i Danmark. "Velfærdens Pris" er skrevet af professor Kurt Jacobsen og udgivet af GAD’s forlag i samarbejde med Arbejdstilsynet.
TILSKUD: Virksomheder i brancherne transportmidler og transport af passagerer har siden den 1. september kunnet søge om tilskud til de såkaldte "forebyggelsespakker" gennem Forebyggelsesfonden. Målet med forebyggelsespakkerne, der er udarbejdet af Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i samarbejde med de relevante organisationer, er at forebygge fysisk og psykisk nedslidning og at fremme sundheden i virksomhederne.
HJEMMESIDEN: Et nyt menupunkt - Arbejdsmiljøemner - har set dagens lys på Arbejds-tilsynets hjemmeside. Foreløbig er der oprettet ca. 60 arbejdsmiljøemner, der hver består af en introducerende tekst om emnet og præsenterer indhold fra hjemmesiden, som relaterer sig hertil. Tekster, der tidligere kunne findes under menupunktet "Temaer", ligger nu som emneordssider. Arbejdsmiljøemnerne vil løbende blive udvidet med flere emneord.
STUDIE: Arbejdet giver mere mening, hvis plejepersonalet i ældreplejen ofte oplever, at de har mulighed for at være sammen med og snakke med de ældre, end hvis de kun af og til oplever det. Det viser et studie, hvor forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Københavns Universitet har fulgt knap 4.000 kvindelige plejemedarbejdere over en to-årig periode.
UNDERSØGELSE: En kvinde på byggepladsen kan være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø. Det er nemlig lettere for en kvinde at bede om hjælp eller bruge en maskine til fx tunge løft. Dermed bliver det også mere legitimt for mænd at passe mere på sig selv og undgå det, man kalder "tarzansyndromet". Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der er bestilt og finansieret af fagforbundet 3F.
UNDERSØGELSE: Når man investerer en krone i arbejdsmiljø, får man 2,20 kr. igen. Det var i hvert fald den gennemsnitlige gevinst for de 300 virksomheder fra 15 lande i Amerika, Europa, Asien og Australien, der har deltaget i en undersøgelse, der er gennemført af ISSA (International Social Security Association).
KONFERENCER OG ANDRE ARRANGEMENTER
TEMAMØDE: BAR Kontor afholder temamøde om konflikthåndtering den 5. oktober i København. Coach og konfliktmægler Marianne Lassen fra iDialog præsenterer BAR Kontors nye elektroniske undervisningsværktøj om konflikthåndtering. Det er gratis og indeholder blandt andet træning i teknikker til god kommunikation samt træning i at spotte og håndtere konflikter på et tidligt stadie. Bemærk, at der er tilmeldingsfrist søndag den 2. oktober.
REGIONALE MØDER: CO-industri og DI har - i regi af Industriens BAR - udarbejdet minimumsindhold for den helbredskontrol, som skal tilbydes natarbejdere, samt informationsmateriale til medarbejdere og virksomheder om emnet. Det er dette materiale, der bliver præsenteret den 5. oktober i Odense, den 10. oktober i Aalborg, den 11. oktober i Silkeborg og den 12. oktober i Esbjerg.
INSPIRATIONSMØDER: 3 BAR (BAR SoSu, BAR FOKA og BAR U&F) afholder en række inspirationsmøder om, hvordan virksomhedens strategiske aktører kan skabe bedre kvalitet og større trivsel ved at fremme den sociale kapital. Møderne afholdes den 4. oktober i Middelfart, den 5. oktober i Odense, den 28. oktober i Aarhus og den 1. november i Aalborg. Det koster 350 kr. at deltage. Se også 3 BAR's materialer om social kapital.
FORMIDLINGSMØDER: Hvorfor bliver rengøringsassistenter, håndværkere og SOSU-assistenter fysisk nedslidte? Og hvad kan virksomhederne gøre for at forebygge eller mindske fysisk nedslidning blandt disse medarbejdere? Det har en gruppe forskere undersøgt gennem forskningsprojektet FINALE. Hør nærmere om resultater fra projektet på to formidlingsmøder den 26. oktober i Århus og den 28. oktober i København.
NYE BRANCHEVEJLEDNINGER
VEJLEDNING: BAR Service har revideret branchevejledningen om arbejde med rengørings-midler. Formålet med vejledningen er at informere om rengøringsmidler og om, hvordan man træffer effektive og forebyggende foranstaltninger, der beskytter de medarbejdere, der arbejder med rengøring. Vejledningen henvender sig til ledere, medarbejdere og arbejdsmiljørepræsentanter i rengørings- og servicebranchen i både den offentlige og den private sektor.
VEJLEDNING: BAR Service har revideret branchevejledningen om ergonomi og rengøring, der ligesom vejledningen om rengøringsmidler henvender sig til ledere, medarbejdere og arbejdsmiljørepræsentanter i rengørings- og servicebranchen. Formålet med vejledningen er at give anvisninger på, hvordan man gennem god ergonomi kan forebygge muskel- og skeletbesvær i forbindelse med rengøringsarbejde.
VEJLEDNING: Industriens BAR har udgivet en branchevejledning om biologisk arbejde. Vejledningen henvender sig primært til laboratorier i procesindustrien og indeholder anvisninger på, hvordan kravene til biologisk arbejde kan opfyldes. Vejledningen indeholder endvidere tjeklister til biologi, GMO samt til større indretning af laboratorier.
Tre nye vejledninger om spærmontage
VEJLEDNINGER: BAR Bygge & Anlæg har udarbejdet tre nye branchevejledninger om montage af gitterspær samt hanebåndsspær, hvor toppen henholdsvis monteres før og efter ophejsning af spærret. Fælles for de tre vejledninger er, at der altid startes med et spærelement bestående af to spær, som er samlet med en gitterdrager. Spærelementet fungerer som en del af afstivningen samtidig med, at det bruges i forbindelse med montagen af de efterfølgende spær. Metoden sikrer både en effektiv montage, og at risikoen for nedstyrtning minimeres. Se vejledningerne: Opstilling af gitterspær, Opstilling af hanebåndsspær (Montering af top på terræn A) og Opstilling af hanebåndsspær (Montering af top efter ophejsning B).
VEJLEDNING: Industriens BAR har udgivet en branchevejledning om arbejdsmiljøvenlig projektledelse. "Vejledning i moderne projektarbejdes samspil med arbejdsmiljøloven" er udarbejdet som en guideline til ledelsen, projektledere og arbejdsmiljøorganisationen i forbindelse med planlægningen af de arbejdsmiljømæssige aspekter ved projektarbejde.
VEJLEDNING: Brand- og redningsfolk har ofte meget usædvanlige arbejdsvilkår. Det gør beredskabets øvelser særligt vigtige, fordi de ruster brand- og redningsfolkene til de at løse de skarpe opgaver sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Det er baggrunden for en ny branchevejledning fra BAR transport og engros, der giver råd og vejledning til brand- og redningsbranchen om sikkerhed og sundhed under øvelser og træning.
GUIDE: Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ARD) er kommet i en 2011-udgave. BAR transport og engros har derfor opdateret "Chaufførens farligt gods guide" med ADR 2011 og forbedret med bl.a. en oversigt over tunnelrestriktioner.
VÆRKTØJ, PJECER OG ANDRE NYE MATERIALER OM ARBEJDSMILJØ
PJECE: NCC Construction Danmark A/S og Bella Center A/S har udgivet pjecen "Helt til tops - arbejdsmiljø i 1000 dage" med erfaringer fra byggeriet af Nordens største hotel "Bella Sky Hotel". Formålet med pjecen er at give eksempler på, hvor det gik godt, og hvor det gik skidt, og at komme med ideer til, hvordan man på fremtidens byggepladser kan forbedre arbejdsmiljøet endnu mere.
VÆRKTØJSKASSE: BAR Service har udarbejdet en værktøjskasse om, hvordan man som mellemleder indenfor politi, forsvar og kriminalforsorg kan navigere i en organisation under en omstillingsproces. Værktøjskassen indeholder bl.a. gode råd om forandringsprocesser, forandringskommunikation og ledelsesinitiativer under forandringsprocesser, og skal medvirke til, at lederne sikrer et godt psykisk arbejdsmiljø under forandringsprocesser.
PJECE: Industriens BAR har udgivet en pjece til medarbejdere, der arbejder om natten eller på skiftehold. Pjecen indeholder en oversigt over risikofaktorer ved natarbejde og gode råd om, hvordan den enkelte kan imødegå disse risici ved forebyggende aktiviteter.
TEMASIDE: Nu kan grønlænderne også få glæde af den viden om stress og trivsel, der findes på det danske kampagneside "Fra stress til trivsel", som Videncenter for Arbejdsmiljø lancerede i 2008. Den danske kampagne er nemlig blevet oversat til grønlandsk. Indholdet henvender sig især til medarbejdere og ledere i den offentlige sektor, men alle arbejdsplader kan få glæde af kampagnen.
---
Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.