
E-nyt nr. 7 - 29. august 2011
LØFTETJEK: Arbejdstilsynet har udviklet et nyt værktøj, Løftetjek, hvor man kan tjekke, om man løfter sundhedsskadeligt. Det er interaktivt og findes på Arbejdstilsynets hjemmeside og på smartphones. Værktøjet henvender sig både til virksomheder og til medarbejdere.
NOTAT: Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital vurderer, at gravide frisører kan fortsætte arbejdet under graviditeten, hvis de overholder reglerne om indkapsling, blandebokse, lokal og generel udsugning samt brug af egnede handsker.
Oversvømmelse med regnvand og kloakvand i virksomheder
SMITTEFARE: Arbejdstilsynet anbefaler, at man i virksomheder, der har oversvømmelse med regn- og kloakvand, følger Sundhedsstyrelsens forholdsregler. Arbejde i spilde- og regnvands-afledningssystemer, herunder kloak- og regnvandsledninger, bygværker, pumpebrønde, pumpestationer, renseanlæg og regnvandsbassiner, skal ske i overensstemmelse med bekendtgørelsen om kloakarbejde mv.
KEMI: Arbejdstilsynet vurderer ikke, at der er sundhedsrisiko forbundet med at bruge kasseboner, der indeholder Bisphenol A (BPA) - heller ikke for gravide ekspedienter.
ASFALTARBEJDE: Arbejdstilsynet har været på målrettet jagt efter "asfaltpirater" i Storkøbenhavn. "Asfaltpirater" er de arbejdssjak, der tilbyder billigt asfaltarbejde for private villaejere, ofte på ulovlige vilkår. Den målrettede indsats blev til i et samarbejde mellem Arbejdstilsynet, politiet, SKAT, fagforeningen 3F og Dansk Byggeri.
Ændring af bekendtgørelsen om grænseværdier for stoffer og materialer
REGLER: Arbejdsmiljørådet har nedsat et regeludvalg, som drøfter ændringer i bekendtgørelse nr. 507 af 17. maj 2011 om grænseværdier for stoffer og materialer. Der er især tale om ændringer som følge af implementering af en række EU-grænseværdier i direktiv 2009/161/EU. Herudover foreslås tre nationale grænseværdier for bedøvelses-gasser. Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft senest den 1. december 2011.
RAPPORT: Overvågningsrapport 2009 er den fjerde og næstsidste i en række rapporter fra Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljørådet, der følger op på regeringens plan for arbejdsmiljøet fra 2006 og til udgangen af 2010.
REDEGØRELSE: Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen har udarbejdet en fælles redegørelse om forløbet efter Grindstedredegørelsens offentliggørelse i oktober 2008.
UNDERSØGELSE: Mennesker, som arbejder udendørs om vinteren, har måske nemmere ved at holde humøret højt og undgå depressive symptomer end mennesker, der arbejder indendørs. Det tyder resultater af en undersøgelse blandt 2.910 offentligt ansatte på. Undersøgelsen er gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
JOBPATRULJE: Tunge løft, lange arbejdsdage og manglende instruktion. Det er ifølge en foreløbig opgørelse fra LO’s jobpatrulje hverdagen for en stor del af de unge, der har fritidsjobs i sommerferien.
UNDERSØGELSE: Svineavlere, slagteriarbejdere og andre mænd, som har med svin at gøre i deres arbejde, har ikke generelt en større risiko end andre for at udvikle meningitis, blodforgiftning (sepsis) eller betændelse i hjertet (endocarditis). Det viser resultaterne af en registerundersøgelse, som Det Nationale Forskningscnter for Arbejdsmiljø har gennemført.
UNDERSØGELSE: Kombinationen af manglende motion og overvægt er forbundet med en øget risiko for kroniske smerter i lænderyg, nakke og skuldre i den voksne befolkning. Det viser resultater af et studie i Norge, hvor forskere har fulgt ca. 30.000 mænd og kvinder over en tiårig periode.
UNDERSØGELSE: Antallet af danskere, der føler sig udsatte for helkropsvibrationer i mindst en fjerdedel af arbejdstiden, er steget med 77 pct. i de seneste fem år. Det viser en landsdækkende undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har gennemført. I alt 8,9 pct. af deltagerne i undersøgelsen følte sig udsat for helkropsvibrationer.
PRIS: Der skal større fokus på arbejdet med at forebygge arbejdsmiljøproblemer og med at gøre arbejdsmiljøarbejdet til en naturlig del af den overordnede planlægning på virksomhederne. Arbejdsmiljørådet har derfor besluttet at gøre "Arbejdsmiljø som strategisk element" til en selvstændig kategori i konkurrencen om årets ArbejdsmiljøPris.
Arbejdsmiljøforskningsfonden indkalder ansøgninger
Arbejdsmiljøforskningsfonden informerer om et kommende opslag om "Dansk Center for Nanosikkerhed" til 30 mio. kr. og indkalder ansøgninger om tilskud til forsknings- og/eller udviklingsprojekter inden for tre temaer og til to arbejdsmedicinske udredninger. Der er afsat ca. 22 mio. kr. til temaerne og ca. en mio. kr. til de to udredninger. Der er ansøgningsfrist den 1. september 2011. Der ydes tilskud til projekter af en varighed på op til tre år samt til Ph.d.-studier.
KONFERENCER OG ANDRE ARRANGEMENTER
WORKSHOP: Hvordan kan virksomheder sikre medarbejdernes trivsel og helbred under omstruktureringer? Dette spørgsmål bliver der stillet skarpt på, når Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø afholder workshop for ledere, HR-medarbejdere og medarbejderrepræsentanter den 16. september 2011 i København.
INSPIRATIONSMØDER: 3BAR (BAR SoSu, BAR FOKA og BAR U&F) afholder fem inspirationsmøder om, hvordan virksomhedens strategiske aktører kan skabe bedre kvalitet og større trivsel ved at fremme den sociale kapital. Møderne afholdes den 29. september i København, den 4. oktober i Middelfart, den 5. oktober i Odense, den 28. oktober i Aarhus og den 1. november i Aalborg. Det koster 350 kr. at deltage. Se også BAR SoSu's materialer om arbejde med social kapital.
NYE BRANCHEVEJLEDNINGER
VEJLEDNING: Ny branchevejledning fra BAR Bygge & Anlæg gennemgår de vigtigste jord-kemiske begreber og sammenhængen mellem de lovgivningsmæssige rammer på miljø-, affalds- og arbejdsmiljøområdet. Vejledningen gennemgår desuden forskellige typer af foranstaltninger samt ansvaret for, at de etableres og bruges. Vejledningen henvender sig især til firmaer, der arbejder med forurenet jord, men kan også bruges ved forundersøgel-ser og projekteringen af byggeri samt i forbindelse med bygherrens daglige koordinering på byggepladsen.
VEJLEDNING: Den nye branchevejledning fra BAR Jord til Bord tager tager udgangspunkt i 7.000 engelske landbrugsulykker. Formålet med vejledningen er at formidle viden og give anvisninger til gode arbejdsmetoder, der kan være en hjælp til at undgå ulykker ved reparation og vedligeholdelse af maskiner i landbruget.
VEJLEDNING: "Indtænk arbejdsmiljøet ved ombygning, leje og indretning af kontorer" er titlen på en ny branchevejledning fra BAR Kontor, der giver gode råd om, hvordan man sikrer det bedst mulige arbejdsmiljø fra begyndelsen - og i lang tid fremover - når de eksisterende fysiske rammer skal erstattes af nye.
VEJLEDNING: BAR transport og engros har udgivet en branchevejledningen om forflytningsteknik. Formålet er at udbrede kendskabet til forflytningsteknik og brug af tekniske hjælpemidler for dermed at reducere eller helt fjerne de arbejdsskader og den nedslidning af bevægeapparatet, som redderne bliver udsat for, når de varetager patienthåndtering i ambulancer og sygetransporter.
VEJLEDNING: BAR Jord til Bord har revideret branchevejledningen om foranstaltninger ved arbejde med pesticidbehandlede planter i væksthusgartnerier. Vejledningen giver en kort beskrivelse af de forholdsregler, man skal tage, når man arbejder i væksthuse med pesticidbehandlede planter.
VÆRKTØJ, PJECER OG ANDRE NYE MATERIALER OM ARBEJDSMILJØ
TEMASIDE: "Håndbogen - arbejdsmiljø i bygge og anlæg" er blevet oversat til engelsk, tysk og polsk og har fået sin egen hjemmeside. Håndbogen er udgivet af BAR Bygge & Anlæg. Håndbogen henvender sig især til virksomhedens arbejdsmiljøorganisation, men kan også bruges af projekterende, rådgivende, bygherres koordinatorer, sikkerhedsledere, undervisere, leverandører og andre, der interesserer sig for branchens arbejdsmiljøforhold.
TEMASIDE: Læs mere om helkropsvibrationer på BAR Jord til Bords temaside om emnet, hvor der også er branchevejledninger om helkropsvibrationer i landbruget, skovbruget og i anlægsgartneri. Og et lille spil, hvor man kan prøve, hvor længe man kan holde sig "i sadlen", når man udsættes for helkropsvibrationer.
FOLDER: "Den røde tråd i sundhed" er udarbejdet af BAR service- og tjenesteydelser sammen med Kriminalforsorgen og Fængselsforbundet. Formålet med folderen er at give arbejdspladser i fængsler og arresthuse inspiration til at arbejde med sundhed, så det lykkes.
---
Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.