
E-nyt nr. 6 - 23. juni 2011
REGLER: Folketinget har vedtaget en ændring af arbejdsmiljøloven, som bl.a. betyder, at der indføres et risikobaseret tilsyn, som skal sikre, at der sættes ind med flere tilsynsbesøg over for de virksomheder, som har de største problemer med arbejdsmiljøet. Lovændringen betyder også, at der indføres differentierede bøder, så en stor og en lille virksomhed, der begår den samme overtrædelse, får bøder af forskellig størrelse. Reglerne indebærer også, at helt små virksomheder vil få mere og bedre hjælp til, hvordan de bedst kan sikre deres medarbejdere et godt arbejdsmiljø. De nye regler træder i kraft den 1. januar 2012.
ÅRSOPGØRELSE: Muskel-skeletsygdomme tegner sig for ca. 40 pct. af de anmeldte erhvervssygdomme i 2010 og er dermed fortsat den største sygdomsgruppe. Det fremgår af Arbejdstilsynets årsopgørelse for 2010.
TILSYN: Som led i prioriteringen af unges arbejdsmiljø gennemfører Arbejdstilsynet en landsdækkende indsats fra den 27. juni til den 12. august 2011. Arbejdstilsynet samarbejder med LO’s jobpatruljer i forbindelse med indsatsen. Indsatsen er desuden en første udmøntning af 2020-arbejdsmiljøstrategiens prioritering af unges arbejdsmiljø.
TILSYN: Arbejdstilsynet har fastlagt nye retningslinjer for tilsynet med frivillig arbejdskraft i bl.a. idræts-, spejder- og teaterforeninger, i genbrugsbutikker og hjælpeorganisationer samt på festivaler, hvor frivillige udfører hobby- og fritidsaktiviteter. De nye retningslinjer indebærer, at der ikke længere vil blive stillet krav om arbejdspladsvurdering og arbejdsmiljøorganisation for de arbejdsfunktioner, som de frivillige udfører.
FOREBYGGELSE: Fra den 1. september kan virksomheder inden for brancherne transport-midler og transport af passagerer søge om tilskud til forebyggelsespakker gennem Forebyggelsesfonden. Målet er at forebygge både fysisk og psykisk nedslidning og at fremme sundheden på virksomhederne. Indholdet i pakkerne afspejler de arbejdsmiljø-problemer, som virksomhederne i brancherne typisk har behov for hjælp til at løse.
UNDERSØGELSE: Hvordan ser udviklingen i arbejdsmiljøet ud fra 2005-10? Og hvordan vurderes arbejdsmiljøet af forskellige jobgrupper, køn og aldersgrupper? Det kan man få svarene på i 32 analyser, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udarbejdet på baggrund af svar fra godt 10.000 personer. Nogle af spørgsmålene går igen fra en tilsvarende undersøgelse i 2005. Det er derfor muligt at vurdere udviklingen på en række områder indenfor det fysiske og psykiske arbejdermiljø i perioden 2005-10.
STATISTIK: Der blev i 2010 tilkendt arbejdsskadeerstatninger for 3,7 milliarder kr. Heraf blev 2,7 milliarder kr. udbetalt i forbindelse med arbejdsulykker, mens godt en milliard kroner er udbetalt som erstatning i forbindelse med erhvervssygdomme. Det viser Arbejdsskadestyrelsens arbejdsskadestatistik for 2010.
EVALUERING: Mulighedserklæringen har banet vejen for en bedre dialog på arbejdspladsen mellem chef og medarbejder om, hvordan den sygemeldte medarbejder kan fastholdes på arbejdspladsen. Læger vurderer, at antallet af lægeerklæringer er mere end halveret, siden mulighedserklæringen blev indført i 2009. Det viser en evaluering af mulighedserklæringen.