Nyhedsbrev

E-nyt nr. 1 – 26. januar 2011

Dialog i fokus i 2011

TILSYN: Arbejdstilsynet begyndte den 15. januar på de særlige indsatsbesøg, hvor der skal være fokus på dialog med virksomhederne om deres psykiske arbejdsmiljø og muskel- og skeletbelastninger. Besøgene vil finde sted inden for bygge- og anlægsbranchen - og fra den 1. februar også i døgninstitutioner og hjemmepleje.

Virksomheder får hjælp til bedre arbejdsmiljø

TILSKUD: Bygge- og anlægsvirksomheder samt institutioner i plejesektoren kan søge Forebyggelsesfonden om tilskud til forebyggelsespakker, der sigter mod at forebygge fysisk og psykisk nedslidning. Forebyggelsespakkerne er foruddefinerede projekter, der beskriver en indsats, som virksomheden skal gennemføre. Virksomheden skal altså ikke selv planlægge forbedringer af arbejdsmiljøet, men kan vælge et forløb, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Arbejdstilsynet har planlagt. Indholdet i pakkerne afspejler de arbejdsmiljøproblemer, som virksomhederne i de to brancher typisk har behov for hjælp til at løse.

Udenlandske virksomheder og danske hvervgivere risikerer bøde

RUT: Nye regler betyder, at udenlandske virksomheder, herunder selvstændige uden ansatte, skal anmelde sig til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT), hvis de udfører opgaver i Danmark. De nye regler betyder også, at hvervgivere (både virksomheder og private), der hyrer et udenlandsk firma til at udføre opgaver for sig, skal underrette Arbejdstilsynet, hvis den udenlandske virksomhed ikke er anmeldt til RUT. Både virksomheder og hvervgivere kan få en bøde på 10.000 kr., hvis de overtræder reglerne.

Lettere for udenlandske virksomheder at melde sig til RUT

RUT: Siden den 1. januar har udenlandske virksomheder kunnet anmelde sig elektronisk til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) i et nyt brugervenligt online system, der findes på fire sprog. Det nye online system sikrer samtidig, at Arbejdstilsynet, SKAT, politiet og fagbevægelsen kan få oplysningerne med det samme. Resultatet er en mere effektiv kontrol med udenlandske virksomheder.

Erstatning for erhvervsbetingede sygdomme

ERSTATNING: Erhvervsbetingede sygdomme, der først opdages efter mange år, udløser ikke erstatning efter de gældende regler. Beskæftigelsesministeren og justitsministeren vil derfor finde en løsning, der vil blive præsenteret i et nyt lovforslag.

Nakke-skuldersmerter kan give langvarigt sygefravær

UNDERSØGELSE: Smerter i nakke og skuldre øger risikoen for, at kontorfolk får langvarigt sygefravær. Ifølge seniorforsker Lars L. Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø antyder en undersøgelse blandt 5.000 lønmodtagere, at en målrettet indsats mod smerter i nakke og skuldre vil mindske langvarigt sygefravær blandt kontorfolk. Styrketræning har i øvrigt vist sig at være særdeles effektiv i denne sammenhæng.  

Hyppigt mobbede personer producerer mindre stresshormon

UNDERSØGELSE: Medarbejdere, der er udsat for hyppig mobning på jobbet, har en lavere koncentration af stresshormonet kortisol i deres spyt. En sådan sammenhæng blev ikke observeret for medarbejdere, som mobbes af og til. Det viser en undersøgelse af 1.944 medarbejdere, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har offentliggjort. Forskere har tidligere vist, at mobning kan have konsekvenser for det psykiske helbred, som fx stressreaktioner, angst og depression. Men det er nyt, at mobning også kan have målelige fysiologiske konsekvenser.

Første WHO-guidelines for kemikalier i indeklimaet

RETNINGSLINJER: WHO har for første gang udgivet guidelines for kemikalier i indeklimaet. "WHO guidelines for indoor air quality: selected pollutants" omfatter ni kemiske stoffer, som forekommer i indeklimaet verden over: Benzene, carbon monoxide, formaldehyde, naphthalene, nitrogen dioxide, polycyclic aromatic hydrocarbons (især benzo[ ]pyrene), radon, trichloroethylene og tetrachloroethylene. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udarbejdet det videnskabelige grundlag for guidelinen om formaldehyd i indeklimaet. 

Nyt råd skal give større viden om sundhed

VIDEN: Er kaffe sundhedsskadelig? Er det godt for helbredet at drikke et glas rødvin om dagen? Får flere cykelstier danskerne til at cykle mere? Interessen for det sunde liv er stor, men det kan være svært at overskue, hvad der er fup eller fakta i mængden af sundhedsbudskaber. TrygFonden og Lægeforeningen har derfor oprettet et Vidensråd for Forebyggelse, der bl.a. skal skabe overblik over den sundhedsfaglige viden.

Støtte til projekter om stress og psykisk nedslidning

PULJE: Fra den 31. januar til den 7. marts kan man igen søge midler fra Forebyggelses-fonden til styrkelse af arbejdsmiljøet. Som noget nyt yder fonden også støtte til projekter, der handler om forebyggelse af psykisk nedslidning. Forebyggelsesfonden afholder informationsmøde den 2. februar kl. 13-16 i København, hvor man kan høre nærmere om muligheder for at modtage støtte fra fonden. Det er især relevant, hvis man overvejer at søge om støtte i denne ansøgningsrunde.

Arbejdsmiljøforskningsfonden støtter 11 projekter

PULJE: Arbejdsmiljøforskningsfonden uddeler 29 mio. kr. til 11 forskningsprojekter. Projekterne fordeler sig inden for tre temaer: Fire forskningsprojekter handler om forebyggelse af arbejdsulykker, tre projekter handler om kemiske stoffer og materiales betydning i arbejdsmiljøet, mens to projekter fokuserer på et nyt arbejdsliv.

KONFERENCER OG ANDRE ARRANGEMENTER

Psykisk arbejdsmiljø, velbefindende og arbejdsevne

FORMIDLINGSMØDE: Hvordan hænger arbejdsevne sammen med psykisk arbejdsmiljø og velbefindende? Og hvad skal der til for, at sygemeldte med mentale helbredsproblemer vender tilbage til arbejdet? Disse spørgsmål bliver belyst ved et formidlingsmøde den 11. marts kl. 9-12 på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Kursus for undervisere i arbejdsmiljø

KURSUS: Der er ledige pladser på kurset for undervisere til arbejdsmiljøuddannelsen. Kurset afvikles som dagskursus den 14.-18. marts og den 11.-14. april i København. Tilmeldingsblanketten findes under Uddannelse af undervisere til arbejdsmiljøuddannelsen.

NYE BRANCHEVEJLEDNINGER

Gravide i autolakererbranchen

VEJLEDNING: Industriens Branchearbejdsmiljøråd har udgivet en branchevejledning, der sætter fokus på, hvordan virksomheden kan sikre arbejdsmiljøet for en gravid medarbejder. Omdrejningspunktet er, at der bør udarbejdes en graviditetspolitik - og det bør virksomheden allerede overveje at gøre, når man ansætter en kvindelig medarbejder i den fødedygtige alder.

Arbejdsmiljø i fiskeindustrien

VEJLEDNING: "Fiskeindustri" er en ny branchevejledning fra Industriens Branchearbejdsmiljøråd. Vejledningen sætter fokus på de arbejdsmiljøforhold, som er fremherskende i fiskeindustrien - og behandler mulige problemer, deres årsager og løsninger. Formålet med vejledningen er at hjælpe især arbejdsmiljøorganisationen med at identificere og løse eventuelle arbejdsmiljøproblemer.

Ben- og fiskemel

VEJLEDNING: Industriens Branchearbejdsmiljøråd har opdateret branchevejledningen om ben- og fiskemel/fiskeolieindustrien. Vejledningen gennemgår de vigtigste arbejdsmiljøproblemer i branchen - fx støv, støj, vibrationer, varme og kulde samt stoffer og materialer - og de sikkerhedsforanstaltninger, man bør træffe i de forskellige situationer.

VÆRKTØJ, PJECER OG ANDRE NYE MATERIALER OM ARBEJDSMILJØ

Sådan kan virksomheden forebygge mobning

HÅNDBOG: Indfør en mobningspolitik, fjern risikofaktorer i det psykiske arbejdsmiljø og sæt fokus på kommunikation og omgangstone. Det er tre ud af syv indsatser til forebyggelse af mobning, som håndbogen "Forebyggelse af mobning på arbejdspladsen" sætter fokus på. Håndbogen er blevet til på baggrund af et treårigt forskningsprojekt om mobning og chikane på arbejdspladsen, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø hat gennemført. 

Bevar ryggen - brug den rigtige løfteteknik

VÆRKTØJ: BAR transport og engros har udviklet et nyt værktøj om løfteteknik til transport- og lagervirksomheder. Værktøjet består af otte film og otte instruktionsark, der supplerer hinanden, men som også kan bruges hver for sig. Der er to versioner af hver af de otte film: En traditionel og en udgave, der får en række humoristiske kommentarer med på vejen af ”Kasse-Bent”, der har løftet for meget gennem årerne og nu har ondt i ryggen. De otte film handler om: Løft af kasser, der står højt - løft af kasser fra gulv - brug af sækkevogn - flytning af høje emner - løft af tunge kasser fra gulv - løft af tunge og besværlige emner - brug af palleløfter samt flytning af tunge og lange emner. Værktøjet omfatter endvidere præsentationer og baggrundsmateriale.

Arbejdsmiljøorganisationen på byggepladsen

AMO: Læs mere om de nye regler om arbejdsmiljøorganisation på bygge- og anlægspladser på BAR Bygge og Anlægs hjemmeside.

Stop vold, mobning og chikane

PJECE: Kommunale og regionale arbejdspladser har siden 2008 været forpligtet til aktivt at arbejde med retningslinjer for forebyggelse af vold, mobning og chikane. Det er der nu kommet en pjece ud af, der belyser arbejdet med vold, mobning og chikane - og beskriver seks cases, der viser, hvordan implementeringen af aftalen er sket i praksis. Pjecen er udgivet af KL, Danske Regioner og KTO.

Sygefravær - en værktøjskasse

PJECE: Der er ofte store gevinster at hente ved at arbejde systematisk med forebyggelse af sygefravær. Industriens Branchearbejdsmiljøråd har derfor udgivet en værktøjskasse med det formål at give alle parter i virksomheden værktøj til at håndtere arbejdet med sygefravær.

Tekniske hjælpemidler og gode arbejdsprocesser i byggeriet

KATALOG: Mange tunge løft og dårlige arbejdsstillinger i bygge- og anlægsbranchen kan undgås ved valg af de rigtige tekniske hjælpemidler og gode ergonomiske arbejds-processer. Det er filosofien bag et elektronisk katalog, der præsenterer arbejdsmiljøvenlige tekniske hjælpemidler og ergonomisk gode løsninger til branchen. Kataloget er udviklet af BAR Bygge & Anlæg i samarbejde med Materielsektionen i Dansk Byggeri og Alectia people og opdateres løbende.

Nye ideer til mindre stress

IDÉKATALOG: Idékataloget fra BAR SoSu er et supplement til serien ”Vi finder os ikke i stress!”, der omfatter otte procesværktøjer mod stress. Idékataloget består af to dele: Første del giver inspiration til, hvordan man får en god proces, kommer godt i gang med værktøjerne og får involveret de rette parter. Anden del består af ni korte, enkle øvelser, som kan bruges separat eller som en del af andre aktiviteter.

Stress og stresshåndtering - en værktøjskasse

PJECE: Ny pjece fra Industriens Branchearbejdsmiljøråd handler om, hvad stress og årsagerne til stress er. Pjecen indeholder endvidere gode råd til kolleger og ledelsen om, hvordan man forebygger og håndterer stress. 

Intern lederrekruttering - fra kollega til leder

PJECE: Industriens Branchearbejdsmiljøråd sætter fokus på intern lederrekruttering i en ny pjece, der især handler om de tilfælde, hvor en ansat går fra at være medarbejder til at være leder for første gang. Pjecen beskriver, hvorfor og hvordan virksomheder typisk anvender intern lederrekruttering, og hvad man kan gøre for, at disse rekrutteringer bliver vellykkede.

Kulde og træk

TEMASIDE: Indeklimaportalen sætter fokus på termisk indeklima. Her kan man læse mere om bl.a. kulde og træk samt om måling af temparaturforhold.

---

Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.