Nyhedsbrev

 
Nyhedsbrev

Nr. 9 - 29. oktober 2010

180.000 danskere er hvert år langtidssygemeldt

STATISTIK: Op imod 180.000 danskere er hvert år sygemeldt i mere end fire uger. Når sygdomsforløbet er overstået, har de i gennemsnit været væk fra arbejdsmarkedet i næsten et halvt år. Det svarer til, at 54.000 danskere hver eneste dag året rundt ikke er på arbejdsmarkedet på grund af en længere sygemelding. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Parternes arbejdsmiljøindsats skal målrettes indsatsen på arbejdspladserne 

REGLER: Arbejdsmarkedets parters indsats på arbejdsmiljøområdet skal omprioriteres og være med til at genoprette dansk økonomi med 50,4 mio. kr. om året. Det har beskæftigelsesminister Inger Støjberg fremsat lovforslag om.

Enighed om styrket indsats mod muskel- og skeletbesvær

FOREBYGGELSE: Indsatsen mod overbelastninger i muskel og skelet, som fx ondt i ryggen, har længe været et prioriteret område. Arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet er nu blevet enige om, hvordan indsatsen skal gribes an. En ny model til at vurdere løftearbejde er det første redskab i indsatsen.

Beskyttelse mod MRSA

SMITTEFARE: Læs om de foranstaltninger, man bør træffe på virksomheder med dyrebesætninger, der er smittet med MRSA (Methicillin-resistente Staphylococcus aureus).

Sikkerhed i sprøjtekabiner, der opvarmes med direkte gasfyring

SPRØJTEKABINER: Medarbejdere, som arbejder i sprøjtekabiner, der bliver opvarmet med en gasbrænder placeret direkte i indblæsningskanalen, skal beskyttes mod forbrændingsgasserne. Det betyder, at de skal bære friskluftforsynet åndedrætsværn, eller også skal kabinen være luftet grundigt igennem med frisk luft, før arbejdet begynder.

Grønland får arbejdsskadelov

REGLER: Fra nytår får Grønland sig egen arbejdsskadelov, der tager hensyn til de lokale forhold. Hidtil har Grønland været underlagt den danske lovgivning, men med den nye lov bliver der mulighed for at målrette sagsbehandlingen.

Arbejdsmiljø ved lapning af cykler

VENTILATION: Arbejdstilsynet vurderer generelt, at cykelværksteder med god ventilation kan lappe cykler, uden at der etableres procesventilationsanlæg. Omfanget af lapninger bør dog ikke overstige det, som er typisk i et cykelværksted med blandet arbejde.

Fokus på erstatningsniveauet for psykiske skader

VETERANPOLITIK: Regeringen har fremlagt et samlet forslag til en veteranpolitik. Heri indgår bl.a., at Beskæftigelsesministeriet skal undersøge de såkaldte vejledende ménprocenter efter psykiske skader for veteraner og andre.

Helbredet varierer med årstiden

FORSKNING: Helbred, velbefindende og sociale relationer varierer med årstiden. Negative følelser, koncentrationsbesvær og dårlig hukommelse er fx større om vinteren end om sommeren, hvis man gentagne gange beder medarbejdere om at vurdere deres aktuelle følelsesmæssige tilstand og forekomst af forskellige symptomer hen over et år. Forskere fra NFA har undersøgt, hvordan disse variationer afspejler sig i de svar, man giver i spørgeskemaundersøgelser. 

Ledere påvirker medarbejderes stress og trivsel

REVIEW: Ledernes adfærd og ledelsesstil samt deres forhold til medarbejderne påvirker medarbejdernes stressniveau og trivsel. Det viser et reviewstudie af 49 videnskabelige artikler fra periode 1980-2009.

Arbejdstid hænger sammen med livsstil

ARTIKEL: Arbejder du mange timer om dagen eller har du skiftende arbejdstider? Så lever du måske også usundt. Det konkluderer amerikanske forskere i en videnskabelig artikel. Du kan læse et resumé og kommentarer til artiklen på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside. 

Undersøgelse af arbejdsmiljøarbejdet

RAPPORT: Mere end hver femte arbejdsmiljørepræsentant oplever, at arbejdsplads-vurderingen kun i mindre grad eller slet ikke forbedrer arbejdsmiljøet. Det fremgår af en ny rapport fra FTF, "Det gode arbejdsmiljøarbejde - veje og barrierer". Rapporten, der er baseret på vurderinger fra flere end 2.000 arbejdsmiljørepræsentanter, dokumenterer også, at det er afgørende, at både ledelse og medarbejdere prioriterer arbejdsmiljøet.

Arbejdsevnemetoden er blevet evalueret

RAPPORT: Arbejdsmarkedsstyrelsen har offentliggjort en evaluering af arbejdsevne-metoden. Metoden blev indført i 2003 som et led i førtidspensionsreformen. Den grundlæggende tanke med arbejdsevnemetoden er, at sagsbehandlerne skal have fokus på borgernes ressourcer frem for deres begrænsninger.

Netværksdag for virksomheder med mange ulykker var en succes

FOREBYGGELSE: Virksomheder, der har mange ulykker, var inviteret af Arbejdstilsynet til at dele viden og udveksle erfaringer om at forebygge ulykker. Fælles for virksomhederne var, at de alle anmelder mere end 100 ulykker om året. Motivationen til både at lære og lytte var derfor stor. "Bedste arrangement nogensinde", lød en reaktion bagefter.

Organisationsomlægning i Beskæftigelsesministeriet

OMSTRUKTURERING: Som led i en større effektiviseringsøvelse i Beskæftigelsesministeriet er det besluttet at flytte Arbejdsdirektoratets opgaver til andre dele af organisationen. Konkret flyttes tilsynsopgaverne til Pensionsstyrelsen og klagesagsopgaverne til Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsdirektoratet ophører formelt som selvstændig enhed med årets udgang.

KONFERENCER OG ANDRE ARRANGEMENTER

Cocktails af hormonforstyrrende stoffer – i hverdagen og på arbejde

GÅ-HJEM-MØDE: Hver dag bliver vi udsat for små mængder af mange forskellige kemiske stoffer, men betyder det noget? Hør tre forskere dele ud af deres viden på et gå-hjem-møde i den 4. november 2010 i København. Mødet er arrangeret af Dansk Selskab for Reproduktion og Fosterudvikling og der er tilmeldingsfrist den 1. november.

Møde om voldsforebyggelse

DIALOGMØDE: Hvordan kan vold og dens skadevirkninger forebygges, og hvad er årsagen til, at vold og trusler er så udbredt? Det giver tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen og chefkonsulent Bjarne Møller, SUS, et bud på, når BAR FOKA holder dialogmøde om vold og voldsforebyggelse den 11. november i Vejle. Der er tilmeldingsfrist den 4. november.

Arbejdsmigranters arbejdsmiljø og -vilkår i Norden

KONFERENCE: Det er vigtigt at sætte fokus på de forhold, vi byder migranter, som kommer til Norden for at arbejde. Det gælder fx løn-, arbejds- og ansættelsesvilkår. Arbejdstilsynet og NFA sætter derfor fokus på arbejdsmigranters arbejdsmiljøforhold på en konference den 24. november i København. Der er tilmeldingsfrist den 1. november.

Arbejdsmiljødagen 2010

KONFERENCE: Arbejdsmiljødagen fejrer det gode arbejdsmiljø og det gode arbejdsmiljøarbejde. For femte år i træk uddeles ArbejdsmiljøPrisen til fire virksomheder, der sammen med de andre normerede virksomheder og institutioner videregiver deres erfaringer i fire workshops. Arbejdsmiljødagen afholdes den 2. december i København. 

NYE BRANCHEVEJLEDNINGER

Røveri i butikken

VEJLEDNING: Ny branchevejledning fra BAR Handel informerer om, hvordan man kan forebygger røveri, herunder hvordan personalet skal klædes på til at tackle et eventuelt røveri. For selv om der aldrig har været et røveri i butikken, og selv om man vurderer, at det fortsat vil være sådan, så kan uheldet være ude. Derfor er det vigtigt, at alle ved, hvad de skal gøre i situationen og bagefter.

Spil ikke helt

PJECE: Brug BAR Handels værktøj til at udarbejde din egen pjece til medarbejderne om, hvordan I forebygger og håndterer røveri i jeres butik. Du kan tilpasse teksten, så den passer til jeres forhold, og flere steder skal du selv indsætte konkrete oplysninger. Når teksten er tilpasset, kan du printe pjecen ud i A4- eller A5-format.

Statisk elektricitet

TEMA: Statisk elektricitet er generende i det daglige arbejde. Det fører til stød og gnister, der kan opleves meget ubehagelige. For meget statisk elektricitet har betydning for indeklimaet. Læs mere på indeklimaportalen, der i denne måned sætter fokus på statisk elektricitet.

Trivsel på mit arbejde er ...

... når man har gode kollegaer, der bakker hinanden op og giver én et los - og et kram. Det er et af de mange indlæg, der er skrevet på det virtuelle tæppe - "Trivsel på mit arbejde er ... " - som Videncenter for Arbejdsmiljø har på sin hjemmeside. Læs flere af de både sjove, gode og eftertænksomme indlæg eller skriv selv et par linjer om, hvad der skaber trivsel på DIT arbejde.

---

Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.