
Nr. 7 - 26. august 2010
LOVÆNDRING: Nyt lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven handler dels om branchearbejdsmiljørådenes opgaver, dels om finansieringen af BAR'enes virksomhed. Lovforslaget er en del af regeringens aftale med Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi. De nye regler forventes at træde i kraft den 1. januar 2011.
REGLER: Udenlandske virksomheder, der midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark, skal anmelde det i Registret for Udenlandske Tjenesteydere, RUT. Hvis virksomhederne overtræder reglerne, risikerer de en bøde på 10.000 kr. Fra den 1. oktober bliver det også lovpligtigt for enkeltmandsvirksomheder at registrere sig i RUT og der kommer nye regler for hvervgivere.
REGLER: EU-Kommissionen har vedtaget nye regler om, hvordan leverandører af farlige stoffer og materialer skal udarbejde sikkerhedsdatablade og om, hvad de skal indeholde. De nye regler findes i et bilag til REACH-forordningen og skal bruges fra den 1. december 2010.
REGLER: Den 1. oktober kommer der nye regler for godkendelse af udbydere af de obligatoriske arbejdsmiljøuddannelser. Læs om overgangsordningen for allerede godkendte udbydere og den nye bekendtgørelse.
REDEGØRELSE: En ændring af arbejdsmiljøloven, der trådte i kraft den 28. april 2006, indebar, at arbejdsgivere ikke længere kunne straffes for medarbejdernes overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne, hvis arbejdsgiveren havde gjort alt for at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø, og overtrædelsen alene skyldes den måde, som medarbejderne handlede på. Ny redegørelse fra Arbejdstilsynet viser, at lovændringen virker efter hensigten.
FORHÅNDSBESKED: Hvis et planlagt arbejde opfylder Arbejdstilsynets krav, er det muligt for en virksomhed at få en bindende afgørelse, en såkaldt forhåndsbesked, inden arbejdet går i gang. En bindende forhåndsbesked betyder, at Arbejdstilsynet kan afgøre, om opgaven vil opfylde arbejdsmiljølovens krav, før et konkret arbejde går i gang. Arbejdstilsynet kan ikke stille yderligere krav til udførelsen af arbejdet, hvis det udføres i overensstemmelse med forhåndsbeskeden.
FORSKNING: Kræftens Bekæmpelse har kortlagt risikoen for at få kræft for 44 kræftsygdomme fordelt på 307 branchegrupper blandt lønmodtagere i Danmark fra 1970 til 2003. Undersøgelsen viser bl.a., at kvinder har størst risiko for at få kræft i hotel- og restaurationsbranchen, bryggerier, rederier og visse delbrancher inden for jern- og metalområdet. De samme brancher indebærer for mændenes vedkommende, at der her ses det største antal kræftformer. Både for mænd og kvinder er forklaringen ifølge seniorforsker Johnni Hansen alkohol og tobaksforbrug.
REVIEW: Medarbejdere med skiftende arbejdstider får bedre sundhed og trivsel, når de får mere kontrol og større valgfrihed i forhold til at planlægge egne vagter. Det konkluderer et review over ti studier, der undersøger virkningen af fleksible arbejdsvilkår på medarbejderes sundhed og trivsel.
STATISTIK: Du kan bruge tabellen over ”besøgte virksomheder, reaktioner og arbejdsmiljøproblemer” til at se, hvordan Arbejdstilsynets reaktioner fordeler sig på arbejdsmiljøproblemer. Her kan du også se, hvor mange virksomheder Arbejdstilsynet har besøgt siden 2008. Tabellen over ”screeninger og tilpassede tilsyn” viser, hvor mange screeninger Arbejdstilsynet har gennemført siden 2005. Tabellen viser også, hvor stor en procentdel af de screenede virksomheder, der er blevet udtaget til et tilpasset tilsyn. Her kan du også se, hvor mange virksomheder der er i en konkret branche i et konkret geografisk område.
HOTLINE: 100 dage efter lancering af Arbejdstilsynets mobbe-hotline står det klart, at hotlinen dækker et behov for nem adgang til råd og vejledning om mobning.
TILSYN: Fra den 1. august og året ud gennemfører Arbejdstilsynet særlige tilsyn på slagterier, fiske- og foderfabrikker. Tilsynene sætter især fokus på ergonomisk og psykisk arbejdsmiljø. Derudover vil de tilsynsførende vejlede virksomhederne om sygefravær og arbejdspladsfastholdelse.
INDEKLIMA: Det nye bygningsreglement BR10, der handler om at sikre et lavere energiforbrug i både nye og gamle bygninger, trådte i kraft den 30. juni. De fleste ændringer i BR10 drejer sig om at nedbringe energiforbruget og indføre mere energieffektive løsninger, men der er også nogle helt nye tiltag som fx en grænseværdi for indholdet af CO2 i luften på skoler og daginstitutioner.
KAMPAGNE: Hver syvende dødsulykke i trafikken involverer en varebil fra en dansk virksomhed. Det er baggrunden for en ny kampagne, som uddannelsescentret TUC og Codan Forsikring har sat i gang for at lære landets chauffører i vare-, kurer- og håndværkerbiler en bedre køreadfærd i trafikken.
PRIS: ArbejdsmiljøPrisen uddeles i år for femte år i træk af Arbejdsmiljørådet. Prisen gives til virksomheder eller institutioner, der har gennemført en særlig arbejdsmiljøindsats, som kan bruges som inspiration til andre. Der uddeles i alt fire priser inden for kategorierne arbejdsulykker, støj, psykisk arbejdsmiljø samt muskel- og skeletbesvær. Alle kan indstille en virksomhed eller institution, som de mener fortjener at komme i betragtning til Arbejdsmiljøprisen. Sidste frist er den 30. september.
PRIS: Balanceprisen uddeles til virksomheder, der gør en særlig indsats for at sikre balancen mellem familie- og arbejdsliv. Prisen sætter både fokus på balancen mellem familie- og arbejdsliv i de forskellige livsfaser og i tilfælde af livskriser. Der er ansøgningsfrist den 3. september.
KONFERENCER OG ANDRE ARRANGEMENTER
FORMIDLINGSMØDER: Hvordan har det fysiske og psykiske arbejdsmiljø blandt medarbejderne i ældreplejen ændret sig fra 2005 til 2008? Hvor stort er frafaldet af nyuddannede SOSU'er? Hvilken betydning har positive faktorer i arbejdet? Svarene på disse og andre spørgsmål bliver præsenteret af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø på to formidlingsmøder den 29. september i København og den 30. september i Århus. Der er tilmeldingsfrist den 27. september.
KONFERENCE: Hvordan kan adfærdsmæssige stressreaktioner hos aber relateres til mennesker? Og hvor langt er man inden for forskningen i stress og kortisol? Det er spørgsmål, som internationale kapaciteter vil redegøre for på den 7. internationale stressforskningskonference, der afholdes på Bispebjerg Hospital den 11. november. Der er tilmeldingsfrist den 15. oktober.
NYE BRANCHEVEJLEDNINGER
VEJLEDNING: Ny branchevejledning fra BAR SoSu beskriver de særlige regler, der er for unges arbejde i forbindelse med social- og sundhedsuddannelsen. Vejledningen beskriver bl.a. reglerne om arbejdstid, forflytning og løft, psykisk arbejdsmiljø og arbejde med farlige stoffer. Vejledningen henvender sig bl.a. til MED-udvalg/arbejdsmiljøorganisation i de kommunale social- og sundhedsforvaltninger samt på sygehuse og danske regione samt til arbejdsgivere, som uddanner unge under 18 år på social- og sundhedsområdet.
VEJLEDNING: Vejledning fra BAR SoSu, der er skrevet direkte til de unge i et letforståeligt sprog. Vejledningen beskriver, hvor vigtigt arbejdsmiljøet er for et godt, sundt og langt arbejdsliv. Den præciserer hvem, der er ansvarlig for arbejdets tilrettelæggelse, at unge ikke udsættes for sikkerheds- og sundhedsfarer, at unge modtager grundig instruktion og oplæring og kender til retningslinjer og politikker for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.
PJECE: Mange ansatte på social- og sundhedsområdet har vådt arbejde og har dermed en risiko for at udvikle håndeksem. Ny pjece fra BAR SoSu henvender sig til medarbejdere som er udsat for vådt arbejde og handler om, hvordan man kan undgå hudlidelser som følge af vådt arbejde.
Se også hjemmesiden Sund hud, der handler om, hvordan håndeksem opstår og hvordan det kan forebygges.
PJECE: Ny pjece fra BAR SoSu henvender sig til dig, som er under uddannelse på social- og sundhedsområdet og som vil komme til at have vådt arbejde. Pjecen indholder råd og vejledning i, hvordan du undgår hudlidelser som en følge af vådt arbejde.
PJECE: "Fra lederværktøj til ledertrivsel" er titlen på et nyt idéhæfte fra BAR SoSu. Idehæftet henvender sig til lederne selv og til organisationen, og kan også bruges af fx MED-udvalg og konsulenter i arbejdsmiljø-, HR eller udviklingsafdelinger, som ønsker at styrke og udvikle ledernes psykiske arbejdsmiljø. Hæftet sætter fokus på metoder og tilgange - og handler både om initiativer, som lederen selv kan tage, og initiativer, som lederne kan tage i samarbejde med centrale aktører.
QUIZ: Test dig selv eller en kollega i jeres viden om de nye klassificeringer, mærkninger og emballering af kemikalier, også kaldet for CLP. Men hvad er det nu, det står for?
---
Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.