
Nr. 4 - 22. april 2010
Hotline og klageadgang skal nedbringe mobning på jobbet
Arbejdstilsynet lancerer i dag to nye initiativer, som skal være med til at nedbringe og forebygge mobning på arbejdspladsen - en hotline og en digital klageadgang.
RAPPORT - Overvågningsrapport 2008 er den tredje i en række rapporter fra Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljørådet, der følger op på regeringens plan for arbejdsmiljøet frem mod 2010.
HVIDBOG - Depression, angst og andre mentale helbredsproblemer tegner sig for en betydelig del af det samlede sygefravær og en stigende andel af førtidspensionerne, og har dermed betydelige konsekvenser for den enkelte. Samtidig udgør de samfundsmæssige omkostninger ved mentale helbredsproblemer ca. 55 milliarder kr. om året. Det fremgår af en hvidbog, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udarbejdet for Arbejdstilsynet. Hvidbogen munder ud i ni anbefalinger til, hvordan man kan hjælpe sygemeldte med mentale helbredsproblemer tilbage i job. Læs også beskæftigelsesministerens pressemeddelelse om hvidbogen.
PROJEKT - En fast kontaktperson skal koordinere hjælpen til mennesker, der er sygemeldte i længere tid. Det sker som et led i et stort projekt til 240 mio. kr. Målet er at hjælpe sygemeldte hurtigere tilbage til arbejdet og dermed mindske risikoen for, at de aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet. I dag vender én ud af fem ikke tilbage, hvis de har været sygemeldt i et år.
PULJE - Forebyggelsesfonden uddeler 20 mio. kr. til projekter om forebyggelse af stress og psykisk arbejdsmiljø blandt socialrådgivere, sygeplejersker, folkeskolelærere og/eller medie- og reklameansatte. Fonden har i den forbindelse udgivet en ny vejledning om, hvordan man kan søge om pengene. Der er ansøgningsfrist den 10. maj 2010.
Tre bekendtgørelser om arbejdsmiljø i Grønland
Der er netop publiceret tre nye bekendtgørelser på Arbejdstilsynet i Grønlands hjemmeside:
Bekendtgørelserne findes indtil videre kun på dansk, men vil blive lagt på Arbejdstilsynet i Grønlands hjemmeside, når de er blevet oversat til grønlandsk af Rigsombudet i Grønland.
UNDERSØGELSE - Mandlige lønmodtagere, der arbejder udendørs som landmænd, bygge- og anlægsarbejdere og fiskere har godt 20 pct. mindre risiko for at få hudkræft end mænd, der arbejder inden døre. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, skriver Videncenter for Arbejdsmiljø på sin hjemmeside.
ADVARSEL: Arbejdstilsynet gør opmærksom på, at Miljøstyrelsen advarer mod et navngivent giftigt sprayprodukt til gulvforsegling, som ikke er mærket som giftigt.
FORSKNING - Brug virksomhedernes netværk og knyt informationer om arbejdsmiljø til konkrete anledninger som fx Arbejdstilsynets screeninger. Så er der størst chance for, at budskaberne når ud til ejerne af mindre virksomheder. Det konkluderer forskningscentret DAVID, hvor man har forsket i, hvordan man kan støtte mindre virksomheder i deres arbejde med at få styr på arbejdsmiljøet.
Der findes bedre måder at undgå støj på
KAMPAGNE - Det er ikke kun slagteriarbejdere, maskinarbejdere og chauffører, der bliver udsat for støj. Undersøgelser viser, at 30 pct. af alle medarbejdere oplever generende støj på arbejde, og at støjen for 9 pct. er så kraftig, at den kan medføre høreskader. Arbejdsmiljørådet sætter derfor i disse uger fokus på generende og høreskadende støj. Det sker med tv-spottet "Der findes bedre måder at undgå støj på", der handler om støj i daginstitutioner, og vises i TV2 og DR OBS.
KAMPAGNE - BAR Social og Sundhed (SoSu) og BAR Undervisning og Forskning (U&F) gennemfører for øjeblikket en landsdækkende indsats mod høreskadende og generende støj i skoler, daginstitutioner og skolefritidsordninger. Der er som en del af projektet samlet en række erfaringer og værktøj på kampagnens hjemmeside.
TEMASIDE - Videncenter for Arbejdsmiljø sætter i et nyt tema fokus på, hvad mobning er, og hvordan man kan forebygge mobning. Temasiden indeholder bl.a. ni anbefalinger til, hvordan man kan udarbejde en handlingsplan for forebyggelse og håndtering af mobning. Der er også eksempler på forebyggelse fra forskellige offentlige virksomheder samt inspiration, vejledning og gode råd om forebyggelse af mobning.
VÆRKTØJ - BAR Service og Tjenesteydelser har udarbejdet et værktøj til instruktion og oplæring af gastronomer, køkkenmedhjælpere, tjenere, stuepiger, rengøringsassistenter og receptionister. Værktøjet, der hedder "Følg rytmen", består af fire dele: "Forstå rytmen" præsenterer ideen bag værktøjet - "Fang rytmen" handler om instruktion og oplæring af de forskellige faggrupper - "Hold rytmen" handler om at fastholde de gode vaner gennem tilsyn og opfølgning, mens "Undgå at falde ud af rytmen" handler om at fastholde oplæringen og opfølgningen.
TEMASIDE - Ny film og hjemmeside fra Videncenter for Allergi sætter fokus på, hvordan man kan forebygge og behandle håndeksem på arbejdet og i fritiden. Filmen varer 14 minutter og kan ses i afsnit eller i sin fulde længde på hjemmesiden. Filmen handler om, hvorfor man får håndeksem, hvordan den kan behandles, og ti gode råd om, hvad man selv kan gøre for at undgå eksem.
TEMASIDE - Arbejdstilsynets asbestguide er blevet opdateret med ny information, som kan hjælpe håndværkere med at finde vej til asbest i danske bygninger.
BENT E på engelsk, tysk og polsk
TEAMSIDE - BAR Bygge & Anlæg har lanceret en ny udgave af hjemmesiden om BENT E, der nu også optræder på slap arbejdsmiljøline på engelsk, tysk og polsk - både i filmene og i det tilførende undervisningsmateriale. Temasiden er i øvrigt blevet forbedret på en række punkter - bl.a. er navigationen mellem film og opgaver blevet lettere tilgængelig og mere logisk. Samtidig er alle opgaver og fakta lagt ind for hver af de 15 faggrupper.
ORGANISATiON - De tre arbejdsmedicinske klinikker i Region Hovedstaden er blevet lagt sammen, så der nu er én samlet arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital. Der vil dog stadig være satellitfunktioner på hospitalerne i Glostrup og Hillerød.
KONFERENCER OG ANDRE ARRANGEMENTER
KONFERENCER - To konferencer for offentligt ansatte giver inspiration til, hvordan man kan undgå mobning på arbejdspladsen. Konferencerne afholdes den 10. maj kl. 12-16 i Århus og den 11. maj kl. 12-16 i København. Konferencerne er arrangeret af Videncenter for Arbejdsmiljø og der er tilmeldingsfrist den 26. april.
DIALOGMØDER - BAR SoSu inviterer til to dialogmøder om vold og voldsforebyggelse den 10. maj i København og den 16. juni i Vejle - begge dage fra kl. 11.45 til 15.30. Emnerne på dialogmøderne er bl.a.: Hvad ved vi om vold? Hvordan kan volden og dens skadevirkninger forebygges? Hvad kræver et effektivt forebyggelsesarbejde af ledelse og medarbejdere? Møderne henvender sig til sikkerheds- og tillidsrepræsentanter samt til ledere og HR-afdelinger i kommuner og på de regionale arbejdspladser.
NYE BRANCHEVEJLEDNINGER
VEJLEDNING - Ny branchevejledning fra Industriens Branchearbejdsmiljøråd har til formål at fremme gode processer, der sikrer, at arbejdsmiljøet inddrages i forbindelse med tekniske og organisatoriske forandringer. Vejledningen, der handler om planlægning af nye arbejdspladser og indkøb, sætter fokus på, at man tilrettelægger processer og bruger fremgangsmåder, som sikrer, at arbejdsmiljø er tænkt med fra start.
VEJLEDNING - Et stinkskabs evne til at beskytte brugeren mod udsættelse for farlige stoffer og materialer afhænger bl.a. af, hvordan skabet er indrettet, bruges, vedligeholdes, vælges og konstrueres. Ny branchevejledning fra Industriens Branchearbejdssmiljøråd om arbejde i stinkskabe er derfor bygget op af afsnit, som beskriver indretning, brug, konstruktion/valg og kontrol af stinkskabe.
VEJLEDNING - BAR Kontor har udgivet en ny udgave af branchevejledningen om indeklima på kontoret. Vejledningen giver gode råd om løsning af problemer i indeklimaet og kan bruges som udgangspunkt for det forebyggende arbejde med indeklima. Der er en tjekliste bagerst i vejledningen, der kan bruges til kortlægning af indeklimaet - fx i forbindelse med udarbejdelse af arbejdspladsvurdering.
VEJLEDNING - Der er ofte ensidigt, belastende arbejde (EBA) i laboratorier. Virksomheden og medarbejderne bør derfor arbejde med at forebygge de gener, som kan opstå på grund af EBA. Ny branchevejledning fra Industriens Branchearbejdsmiljøråd handler om, hvordan man kan forebygge EBA ved at indrette gode arbejdspladser og organisere arbejdet hensigtsmæssigt.
VEJLEDNING - Selv om det har været forbudt at arbejde med asbest i flere år, kan der stadig dukke asbest op i både gamle og nye skibe. Industriens Branchearbejdsmiljøråd har derfor udgivet en vejledning om arbejde med asbest i skibe, som dels henvender sig til søfolk, værftsarbejdere, ledelsen i rederier og på værfter, dels til de nyere årgange af medarbejdere, der ikke har fået uddannelse i håndtering af asbestholdige materialer.
---
Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.