Nyhedsbrev

 
Nyhedsbrev

E-nyt nr. 1 – 25. januar 2010

Digital anmeldelse af arbejdsskader

NYE REGLER: Fra den 1. juli 2010 er det slut med at bruge papir og kuglepen, når man skal anmelde en arbejdsulykke til Arbejdstilsynet. Fra det tidspunkt skal arbejdsgivere nemlig anmelde alle arbejdsulykker digitalt. Også læger og tandlæger, der anmelder erhvervssygdomme, skal anmelde elektronisk fra sommeren 2010.

Færre administrative byrder til virksomhederne

NYE INITIATIVER: Regeringen styrker nu indsatsen mod de administrative byrder, som irriterer virksomhederne. I alt er der tale om 19 konkrete initiativer – heraf tre på arbejdsskadeområder, en på arbejdsmiljøområdet og en på arbejdsløsheds-forsikringsområdet.

På arbejdsmiljøområdet drejer det sig om at gøre det nemmere for bl.a. arbejdsgivere, læger og tandlæger at anmelde arbejdsskader digitalt. Der bliver derfor lanceret en elektronisk blanket til anmeldelse af arbejdsulykker og et nyt system til anmeldelse af erhvervssygdomme. De nye muligheder bliver taget i brug senest den 1. juni 2010 – altså en måned før, at det bliver obligatorisk at anmelde arbejdsskader elektronisk.

Det nye maskindirektiv er trådt i kraft

NYE REGLER: Det nye maskindirektiv er nu implementeret i dansk lovgivning. Der er ikke overgangsordninger i direktivet, der henvender sig til virksomheder, der producerer, importerer, markedsfører og bruger maskiner og sikkerhedskomponenter, men virksomhederne har haft nogle år til at forberede sig på de nye regler. Der er dog enkelte overgangsbestemmelser i den danske bekendtgørelse nr. 612 af 25. juni 2008 om indretning af tekniske hjælpemidler bl.a. om byggeelevatorer.

Forskningsfonden indkalder ansøgninger

PULJE – Arbejdsmiljøforskningsfonden indkalder ansøgninger med temaerne "Viden og handling - virkemidler i arbejdsmiljøarbejdet", "Støjbelastninger i arbejdsmiljøet", "Psykisk arbejdsmiljø" og "Smerter og sygdomme i bevægeapparatet". Der er ansøgningsfrist den 1. marts 2010.

Projektstøtte fra Nordisk Ministerråd

PULJE – Nordisk Ministerråd har afsat midler til arbejdsmiljøprojekter, som styrker velfærd og produktivitet – og imødegår udstødning. Der er ansøgningsfrist den 10. februar 2010.

Smerter i lænd, nakke og skuldre kan gøre medarbejderne langtidssyge

UNDERSØGELSE: Medarbejdere med ondt i lænden eller i nakke og skuldre risikerer at blive langtidssyge. Det gælder især, hvis de har meget ondt eller har hårdt fysisk arbejde. Det viser en undersøgelse, der omfatter 5.000 mænd og kvinder. Undersøgelsen er gennemført af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Syddansk Universitet.

TV-spots om at forebygge stress

KAMPAGNE: Arbejdsmiljørådet sætter fokus på stress med tv-spottet ”Der findes bedre måder at undgå stress på”. Formålet med kampagnen er at styrke danskernes bevidsthed om, at der findes bedre måder at forebygge stress på – samt at få folk til at klikke sig ind på hjemmesiden GodtArbejde.dk, hvor der bl.a. er artikler om stress og henvisninger til relevant information.

De udenlandske arbejdstagere bliver i Danmark

STATISTIK: På trods af økonomisk krise og stigende arbejdsløshed er antallet af udenlandske arbejdstagere i Danmark stort set det samme som sidste år. Derimod har de udenlandske arbejdstagere skiftet branche. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Guide til virksomheder om sygefravær

VÆRKTØJ: Arbejdsmarkedsstyrelsen har udarbejdet en samlet sygefraværsguide om regler, redskaber og muligheder, som kan styrke indsatsen for at hjælpe sygemeldte tilbage til jobbet. Hensigten med guiden er at bevare tilknytningen mellem den sygemeldte og arbejdspladsen under sygdommen, fordi det betyder, at det bliver langt lettere for den sygemeldte at vende tilbage på normal kraft.

Spørgeguide til sygefraværssamtalen

VÆRKTØJ: I begyndelsen af januar blev der indført obligatoriske sygefraværssamtaler. Men hvad må der spørges om – og hvad må der ikke spørges om? Ny manual fra Green Network giver praktiske råd om sygefraværssamtalen.

Ugens ulykke sætter spot på ulykker i landbruget

ARBEJDSULYKKER: Jordbrugets arbejdsmiljøudvalg, BAR Jord til Bord, vil knække ulykkeskurven med en ny kampagne, der hver uge præsenterer en aktuel arbejdsulykke. Det skal fastholde landmændenes opmærksomhed om et sikkert arbejdsmiljø. Læs om denne uges ulykke og se seneste faktaark om arbejdsulykker på landet.

Virksomheders psykosociale arbejdsmiljø – eksempler fra Sverige

RAPPORT: En række fastlagte møder og aktiviteter blandt medarbejdere og ledere eller kun blandt ledere på arbejdspladsen. Det er basalt set indholdet i to metoder til forbedring af det psykosociale arbejdsmiljø, der er udviklet og bruges i Sverige. De to metoder er beskrevet i en ny rapport fra Psykkonsortiet. Læs også faktaarket til rapporten.

Værktøjskasse om forebyggelse af arbejdsulykker ved forlystelser

VÆRKTØJ: Formålet med den nye værkstøjskasse fra BAR Service er at give forslag til, hvordan ledelsen og sikkerhedsorganisationen kan arbejde med forebyggelse af arbejdsulykker ved forlystelser. Det vil sige bl.a. karruseller, vandrutchebaner, rutchebaner, hoppeborge og flyvende tæpper, der er opstillet og benyttes offentligt.

Anerkend din medarbejder

PJECE: Personalestyrelsen har sammen med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner udarbejdet pjecen ”Anerkend din medarbejder”. Pjecen retter sig til alle ledere i det offentlige og primært til dem, der søger inspiration til at komme i gang med at arbejde med anerkendelse.

Europas bedste foto viser en biavler

KONKURRENCE: Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs fotokonkurrence om sundere og sikrere arbejdspladser blev vundet af Christopher Azzopardi fra Malta med sit foto af en biavler.

---

Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.