Nyhedsbrev

 
Nyhedsbrev

Nr. 6 - 29. juni 2009

Ro på arbejdsulykkerne

PRESSEMEDDELELSE: Mens antallet af dødsulykker på arbejdspladser i Danmark tog et markant dyk i 2008, er antallet af øvrige arbejdsulykker efter flere års stigning nu fladet ud. For Arbejdstilsynet er det tegn på, at indsatsen mod arbejdsulykker bærer frugt.

Forebyggelsesfonden uddeler 175 mio. kroner

TILSKUD: Private og offentlige virksomheder kan nu søge om støtte til projekter, som forbedrer arbejdsmiljøet. Kommuner kan søge støtte til at forbedre sygemeldtes vej tilbage til arbejdsmarkedet. Forebyggelsesfonden uddeler også midler til projekter, som fremmer sundheden på arbejdspladsen og projekter, som forebygger, at læsesvage forlader arbejdsmarkedet. I alt uddeler fonden 175 mio. kr. i denne ansøgningsrunde. Der er ansøgningsfrist mandag den 10. august 2009.

Hjælp til mindre virksomheder

TILSKUD: Mindre, private virksomheder kan få op til 50.000 kr. i tilskud til at skrive en ansøgning til Forebyggelsesfonden med hjælp fra eksterne konsulenter. Virksomheden skal have under 50 ansatte og søge om støtte til et projekt, der handler om forebyggelse af nedslidning.

Forskningsfonden indkalder ansøgninger

TILSKUD: Arbejdsmiljøforskningsfonden indkalder nu ansøgninger om tilskud til forsknings- og udviklingsprojekter om tre temaer: Et nyt arbejdsliv: Nye ledelses- og organisationsformer samt nye teknologier, Arbejdsulykker og Stoffer og materialer. Der er i alt afsat ca. 24 mio. kr. til temaerne. Ansøgningsfristen er den 1. september 2009.

Nye arbejdsmiljøvejvisere

FOLDERE: Arbejdstilsynets 36 arbejdsmiljøvejvisere er netop udkommet i en ny og opdateret udgave. Vejviserne til et bedre arbejdsmiljø i virksomheden indeholder et nyt afsnit om sygefravær. Samtidig er informationen om kemiske stoffer og produkter blevet opdateret.

Folder til udenlandsk arbejdskraft

FOLDERE: Arbejdstilsynet har udgivet fem foldere til arbejdstagere fra andre lande, der ønsker at arbejde i Danmark. Formålet med folderne er at informere udenlandske arbejdstagere om forholdene på det danske arbejdsmarked. "Til dig, der vil arbejde i Danmark" er udgivet på dansk, engelsk, tysk, polsk og litauisk.

Ny vejledning om erhvervssygdomme

VEJLEDNING: Arbejdsskadestyrelsen har udgivet en ny vejledning om erhvervssygdomme, der er anmeldt efter den 1. januar 2005. Vejledningen beskriver de forhold, som Arbejdsskadestyrelsen anerkender erhvervssygdomme ud fra. I forhold til den tidligere udgave er der føjet fire nye områder til vejledningen: Hånd- og armvibrationssygdomme, springerknæ, kronisk bronkitis/KOL og astma.

Otte anbefalinger til at forebygge arbejdsulykker

BYGGEBRANCHEN: Større medarbejderinddragelse, et særligt kørekort til byggepladser og mere uddannelse. Sådan lyder nogle af de forslag, der kom ud af en arbejdslejr, som 15 repræsentanter fra byggebranchen holdt på Rådhuspladsen i København i maj. I alt blev parterne enige om otte konkrete anbefalinger til at sikre en byggebranche med nul ulykker.

Stor undersøgelse viser sammenhæng mellem jobtype og kræft

UNDERSØGELSE: Ny undersøgelse viser tydeligt, at der er størst risiko for at få kræft i job, hvor det er muligt eller ligefrem næsten forventet, at man ryger og drikker. Mandlige tjenere og kvindelige tobaksarbejdere har derfor den største kræftrisiko - mens landmænd, gartnere, skolelærere, præster og læger har den mindste risiko for at få kræft på grund af deres arbejde. Det viser en omfattende undersøgelse af sammenhængen mellem kræft og arbejde i Norden. 

Kunsten at lykkes med projekter om psykisk arbejdsmiljø

EVALUERING: Opbakning fra ledelse og samarbejdsorganer er nødvendig, men det er ikke altid nok til at opnå succes. Det er en blandt flere årsager til, at projekter om psykisk arbejdsmiljø ofte ikke lykkes fuldt ud. Det konkluderer forskere fra Kubix og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø efter at have evalueret ni projekter om det psykiske arbejdsmiljø på statslige arbejdspladser.

Arbejdsmiljøkrav ved udbud og udlicitering - rengøring og vinduespolering

TEMASIDE: BAR Service har lanceret en ny hjemmeside om udbud og udlicitering. Hjemmesiden indeholder bl.a. syv tjeklister, der er inddelt i krav og anbefalinger til henholdsvis udbydere (tre lister), tilbudsgivere (en liste) og leverandører (en liste) samt til opfølgning og kontrol (to lister). Tjeklisterne er udviklet til udbydere, men kan også tjene til inspiration for tilbudsgivere, leverandører, brancheorganisationer og andre, som arbejder med rengøring og vinduespolering.

Fem dialogmetoder til at arbejde med trivsel

TEMASIDE: I skal stille jer selv en række spørgsmål, inden I vælger, hvilken metode I vil bruge til jeres trivselsarbejde. Videncenter for Arbejdsmiljø præsenterer fem dialogmetoder på temasiden ”Fra stress til trivsel”, som I kan vælge at bruge til at arbejde med trivsel på arbejdspladsen. Valget afhænger bl.a. af, hvor langt I er i trivselsarbejdet, hvad metoden skal bruges til, og hvad I gerne vil have ud af den.

Arbejdsmiljø på havne

KURSUSMATERIALER: BAR transport og engros har udarbejdet kursusmaterialer om arbejdsmiljø på havne. Materialet består af tre dele: Kursusmateriale til deltagerne i undervisningen, nyt instruktørmateriale til underviserne samt en DVD, der synliggøre problemstillinger og løsninger.

KONFERENCER OG ANDRE ARRANGEMENTER

Ny uddannelse til arbejdsmiljøkonsulenter i social- og sundhedssektoren

KURSUS: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø udbyder en ny uddannelse om arbejdsmiljøsundhedskredse (AMSK), der er en metode, som sigter mod at forbedre arbejdsmiljøet på den enkelte arbejdsplads ved hjælp af medarbejderdeltagelse. Den nye uddannelse starter den 17. september 2009 og henvender sig især til arbejdsmiljøkonsulenter i social- og sundhedssektoren. Der er tilmeldingsfrist den 1. juli 2009.

Konferencer om konflikthåndtering

KONFERENCER: BAR Service inviterer ledere og sikkerhedsrepræsentanter til en utraditionel konferencedag med teater, film, oplæg, dialog og aktivitet - samt plads til erfaringsudveksling og gode råd om at forebygge og håndtere konflikter. Der afholdes i alt fire heldagskonferencer: Den 14. september i København, den 15. september i København, den 16. september i Middelfart og den 17. september i Randers. Tilmelding inden den 20. august 2009.  

Trives ledergruppen?

MØDER: BAR SoSu afholder seks fyraftensmøder om ledernes psykiske arbejdsmiljø i social- og sundhedssektoren. De seks møder afholdes den 24. september i Herlev, den 28. september i Herning, den 28. september i Århus, den 29. september i Vejle, den 6. oktober i Sorø og den 8. oktober i Aalborg. Sidst frist for tilmleding er den 1. september.

NYE BRANCHEVEJLDNINGER

Brug af handsker i laboratorier og procesindustrien

VEJLEDNING: ”Handsker - en vejledning om brug af handsker i laboratorier og procesindustrien” er en ny branchevejledning fra Industriens Branchearbejdsmiljøråd. Vejledningen er inddelt i afsnit om hudlidelser, brug af handsker, huden og erfaringer fra to større virksomheders arbejde med at udvikle en handskeguide.

REACH - for brugere af kemikalier

VEJLEDNING: Industriens Branchearbejdsmiljøråd har udgivet en branchevejledning om Reach. Vejledningen sætter fokus på de nye krav og muligheder, som REACH giver for de virksomheder, der er brugere af stoffer og materialer - altså brugervirksomheder (down-stream brugere).

Håndtering og transport af stenhoveder

FAKTABLAD: Nyt faktablad fra BAR Bygge & Anlæg beskriver, hvordan man kan transportere og håndtere nye stenhoveder ved hjælp af en ny stenvogn, som kan håndtere stenhoveder med 80 sten. Samtidig er fire andre publikationer blevet revideret: Faktablad om murerarbejdefaktablad om tunge løft, tungt arbejde og belastende arbejdsstillinger i murerfaget, faktablad om uddannelseskrav for murerfaget samt APV-skema for murerarbejde.

Giv dine kolleger et KRAM

FOLDER: BAR Service har udgivet en folder til ansatte og ledere i hotel- og restaurationsbranchen. Formålet er at sætte fokus på sundhed, nedsætte sygefraværet og dermed give mere energi og overskud - både fysisk og psykisk. KRAM står for de fire livsstilsområder: Kost, rygning, alkohol og motion.

Hvor varmt må der være?

VARME: Brug Arbejdstilsynets regler til at finde ud af, hvor varmt der må være på din arbejdsplads, og hvad du selv kan gøre for at afhjælpe varmen. Se også temaet indeklima og varme på Indeklimaportalen.

 ---

Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.

 
Nye At-vejledninger
 
Skærmarbejde - D.2.3 - juni 2009